Yellowstone

Yellowstone er fantastisk. Floder, vandfald, græsstepper med bisonflokke, skove med bjørne, bjerge, termiske kilder, geysere, dybe kløfter og skrænter fyldt med sommerblomster.

Vi har brugt fire dage i Yellowstone. Og det er ikke én time for meget. Det er en fantastisk nationalpark. Noget nær den bedste naturpark vi har oplevet. Umiddelbart minder noget af det om Grand Teton. Grand Teton har mere fantastiske bjergudsigter med gletsjere, der spejler sig i søerne. Og så alligevel ikke. Grand Teton har sin alpe-agtige charme. Yellowstone har stort set alt andet af amerikansk natur.

Vi brugte den første dag i den sydlige og midterste del af Yellowstone. Det såkaldte Lake Country og Canyon Country.

Lake Country domineres af Yellowstone River og den kæmpestore Yellowstone Lake, der er Nordamerikas højst beliggende sø (ca 2,5 kilometers højde). Langs flodens bredder er der et rigt dyreliv.

Allerede kort efter vores entre i Yellowstone kom vi forbi en stor hjort med et kæmpe gevir (mule deer) a’la kronhjorte i Danmark. Mette fik krænget bilen ind til siden, så vi kunne se bedre. Kasper var meget begejstret og skyndte sig ud af bilen sammen med Jakob; ”Skynd dig far. Vi skal se om den har en rød næse, for så er det Rudolf.” Hjorten stod i vejkanten, så Kasper og Jakob gik over i den modsatte side for ikke at være for tæt på den og samtidig få et godt blik af dens mule. Den var ikke rød. Men inden skuffelsen nåede at indfinde sig over det, blev både Kasper og Jakob helt paf, fordi hjorten krydsede vejen og gik næsten lige imod dem. Men i stedet for ”sammenstød” fortsatte den ind i skoven og forsvandt. Til gengæld fandt vi et boblende mudderhul, hvor hjorten var gået ind i skoven.

Senere var vi holdt ind i vejkanten for at se på en særlig smuk udsigt over floden. Pludselig så Jakob en stor fugl kredse højt over os. Frem med kikkerten og som vi netop havde talt om, som et af vores store ønsker, kom den klassiske amerikanske ørn (Bald Eagle) svævende ned mod os i store cirkler.

Lidt nord for Lake Village stødte vi på en bisonflok, der slappede af på en græsslette ned til floden. De kæmpestore dyr virker helt uanfægtede af vores tilstedeværelse. Og i øvrigt også af de boblende mudderhuller, de ligger lige ved siden af.

Sådanne eksempler var der mange af.  Derfor tog køreturen fra den sydlige ende af parken til dagens hovedmål: Grand Canyon of Yellowstone næsten fire timer, selv om der kun var knap 90 km.

Fremme ved Grand Canyon tog vi vandreskoene på og begav os ned i kløften. Der er naturligvis ikke tale om en kløft i stil med den rigtige Grand Canyon. Men den er nu imponerende nok alligevel. Over 100 meter dyb og mere end en kilometer bred er det ikke bare en lille ridse i jordoverfladen. Kløften domineres af de stejle gule og røde klippevægge, som Yellowstone River har skåret sig ned igennem. Mest iøjnefaldende er ”Lower Falls” (ja, der er også et ”Upper Falls”), hvor floden styrter ned i den vestlige ende af kløften. Vandfaldet er mere end dobbelt så højt som Niagara.

Vandreturen ned til der hvor vandfaldet falder ned i kløftens bund er omkring en kilometer og gik i højt humør. Man kan ikke komme helt ned i bunden af kløften, så efter at have beundret vandfald, regnbuen over faldet og leget lidt med sværd, gik det op igen. Her gik det mindre nemt. Særligt Kasper løb tør for kræfter i både gå- og løbebenene, så han endte med at få lift af Mette den sidste tredjedel op af stien. Herefter slappede alle børnene af i autocamperen, mens vi kørte videre og Mette og Jakob gjorde holdt og steg ud for at se ned i kløften fra diverse udsigtspunkter fra både nord- og sydsiden af kløften.

Vi nærmede os aftentid og kørte til Bridge Bay ca midt i nationalparken, hvor vi har booket en overnatningsplads de næste to aftener. Det var heldigt, at de var booket i god tid for alt var fuldt optaget, da vi ankom. Vi fik stedets aller yderste plads. Men det viste sig nu at være rigtig godt. Vi har en lille eng og en hel skov at lege i. Børnene tog straks skoven i brug og udkæmpede store slag derinde, mens Mette og Jakob fik tændt bål og gjort klar til aftensmaden. Efter en halv time i bålet fik vi de lækreste bagte kartofter og grillede genbrugs-bøffer, som Jakob havde brugt i frossen tilstand til at køle den hævede fod.

Efter aftensmaden mente Jakob, at hans fod var frisk nok til at deltage i lidt af sværdlegen mens Mette kiggede på og sorterede i de ganske mange billeder fra dagens oplevelser. Aftenen sluttede med ristede skumfiduser og godnathistorie omkring bålet.

Troede vi voksne i hvert fald. For efter en lang dag og hyggelig slutning omkring bålet måtte børnene da være dødtrætte, så der også blev plads til lidt voksentid. Men sådan gik det ikke lige. Børnene blev godt nok puttet i seng, men beskeden om, at de nu skulle sove, forstod de ikke meget af. Så mens Mette og Jakob sad og snakkede ved bålet kunne der høres høj latter fra autocamperen. Jakob skældte ud og forlangte, at man ikke må grine, når man skal sove. Kasper stemte i: ”Ja, Nikolaj og Jonas. Kan I så lade være med at grine af mig, når jeg laver gymnastik.” Hvorfor der skulle laves gymnastik efter sengetid var ikke helt klart, men sjovt var det åbenbart – til sent ud på aftenen.


Vores anden dag i Yellowstone brugte vi på en vandretur i Lake Country og ”safari” i Lamar Valley.

Vi satte os for at begynde dagen med en vandretur til Storm Point (lidt øst for Fishing Bridge). En smuk tur langs den lille Indian Lake, hvor en bison lå og slappede af. Turen gik over blomsterfyldte enge og gennem en gammel skov ud til Storm Point ved Yellowstone Lake. Her ved søen – der næsten er så stor som et hav – legede vi en tid på stranden og fortsatte et godt stykke langs stranden, før vi opdagede, at vi var kommet væk fra stien.

Jakob mener selv, at han er familiens bedste stifinder, så han satte sig for at genfinde stien. Men det var Jonas, der kom i tanke om, at der for ca. ½ kilometer siden havde været en sti tilbage ind i skoven. Den fandt vi og vandrede gennem den gamle skov til lydende af træerne, der knagede, når vinden tog fat i dem. Mette mente, at de ville vælte ned i hovedet på os, så hun kiggede op i luften efter faldende træer hele vejen gennem skoven. Efter godt fire kilometer var vi tilbage ved autocamperen og fortsatte køreturen nordpå.

Vi kørte over Dunraven Pass ved Mount Washburn, der ligger i godt 10.000 fods høde (mere end 3.000 meter). Meget af vejen foregik på en smal ensporet vej. Men på den anden side er der kun kort til Lamar Valley med store sletter, enge, skove, bakker og bjerge. Her er masser af bisonokser. Så mange, at kun Kasper til sidst bevarede begejstringen for at se flere.

Men vi fik også set vores første bjørn – en grizzly. På lang afstand, hvilket særlig Mette var glad for. Vi kørte tilbage mod campingpladsen, men gjorde holdt ved aftensmadstid i Hayden Valley, som også er rig på dyreliv. Her fandt vi en hyggelig plads for os selv med udsigt til eng og Yellowstone River, hvor en flok pelikaner slog sig ned mens vi spiste aftensmad.

Inden vi kørte videre skulle Jakob lige tjekke dyrelivet en ekstra gang. Og så noget der lignede en bjørn. Det måtte udforskes nærmere, så hele familien Harder bevægede sig ud over sletten – lettere nervøse og Nikolaj og Jonas bevæbnet med sværd. Efter vi var kommet en del tættere på og kikkerten var blevet brugt flittigt viste det sig, at det var en bison. Dem havde vi set rigeligt af i dag.

Nu var det tusmørke og vi satte kursen hjem mod campingpladsen ved Bridge Bay. Men få kilometer længere fremme holdt en masse biler parkeret og folk stod med kikkerter og kameraer. Der var ikke plads til os, så vi måtte parkere lidt derfra. Jakob løb tilbage og nåede lige nogle få minutters syn af to grizzly-bjørne inden tusmørket sænkede sig så meget, at hverken kikkert eller kamera med zoom viste andet end nogle grå pletter.

Hjemme på campingpladsen omkring kl. 22 gik alle i seng. Trætte efter en 12-timers dag på farten.


Den tredje dag i Yellowstone var ”geyser-dag”. Vi startede dagen tidligt (hvilket betyder, at vi kører kl. 9) med at køre til den verdenskendte Old Faithfull Geyser, der har sit navn fordi det er en af de mest forudsigelige geysere i verden. Den springer ca hvert 90. minut (men kan dog variere med op til +/- 15 minutter. Andre geysere som fx Grand Geyser kan kun forudsiges med en nøjagtighed indenfor +/- 1½ time. Og andre igen – som fx Giant Geyser – kan der gå år imellem udbrud – som typisk ikke kan forudsiges.

Der gøres utallige forsøg på løbende at forbedre de teoretiske forudsigelser af geyserne i Yellowstone, men da vi ankom brugte vi en meget simpel metode: Hvis der står mange mennesker og venter med utålmodige miner og kameraerne fremme, så er der nok ikke lang tid til et geyser-udbrud. At dømme på horderne af mennesker omkring Old Faithfull måtte et udbrud ud fra denne simple metode være nært forestående. I rask trav gik vi derfor direkte dertil, ventede ca. 30 sekunder og blev så tilskuere til dagens første geyser. Ikke den største, men ganske imponerende, når kogende vand og damp springer op til 30 meter op i luften.

Vi fortsatte vores ”geyser-jagt” med en vandretur i ”Upper Geyser Bassin”. Alle var ret imponerede og de boblende mudderhuller, kogende søer og spruttende små-geysere. Kasper kaldte på et tidspunkt: ”Far. Se lige den mega-syge geyser.” Så humøret var højt, da vi lidt senere kom til Grand Geyser – efter sigende verdens største geyser, der springer (nogenlunde) forudsigeligt. Der så vi endnu en kødrand af mennesker, så vi tog vores succesrige metode i anvendelse igen. Grand geyser spring to gange i døgnet – og skulle forventeligt være sprunget 10.45, men nu var kl. 11.30 og ifølge de mennesker, der havde været der siden 9.30, var den ikke sprunget endnu, så det måtte være lige om lidt. Vi stillede os og ventede, mens vi glædede os over vores held.

Der gik 30 sekunder, 5 minutter, 15 minutter. Så begyndte en del af de forsamlede tilskuere at gå – nogle af dem havde ventet i over to timer på det tidspunkt. Men vi holdt ud og overtog nogle af de ledige pladser på første række. Nikolaj og Jonas legede sten, saks, papir og Kasper fortalte historier om røvere og Bjørnen Bjørn. Vi sad lige foran et Amish par med små børn. Det var meget sjovt at snakke lidt med dem. De var dog så pragmatiske, at det mest var tøjet, der var klassisk Amish-kultur. Som manden sagde: ”Both me and the Mrs hav’ got cellphones…” Til gengæld var sten-saks-papir legen helt ny for dem, så den prøvede vi at lære dem.

Der gik 30 minutter, 45 minutter, en time… Vi stegte i den varme middags-sol, drak alt vores vand og improviserede en frokost ud fra nogle chips samt et æble og en pære vi havde med i tasken. Efter 1½ times ventetid blev vi – sammen med den efterhånden lille gruppe andre tålmodige tilskuere – belønnet med 15 minutters fest-fyrværkeri fra Grand Geyser. Den springer ca. 50 meter op i luften og akkompagneres af den mindre ”Steam Geyser”. Først et langt udbrud på 8-10 minutter. Og så – efter en kort pause – et kortere men mere intenst udbrud. Det var ventetiden værd, men vi – specielt Mette – fortrød senere bitterligt, at vi ikke havde husket solcreme.

Vi fortsatte vandreturen i det mærkelige landskab med små geysere, kogende mudderpøle og huller med krystalklart vand, der bobler og syder. Der er de utroligste farver; rød, orange, grøn, gul, blå osv. Farverne er rent faktisk naturens egne temperaturkoder. De dannes af bakterier, hvor de forskellige arter ud over at trives i forskellige temperaturer også har forskellige farver. Dybblå er fx det varmeste, mens brun og rød er det mindst varme. Det er dog ikke en god idé at hoppe i nogle af stederne. Selv de mindre varme ”pools” kan til gengæld bestå af det rene syre.

Vi brugte det meste af dagen i de termiske områder her i den syd-vestlige del af Yellowstone. Det kan godt være, at det lyder som pral, når amerikanerne praler af, at Yellowstone er verdens største geo-termisk-aktive område. Men imponerende er det i hvert fald. Men sidst på eftermiddagen havde selv Mette og Jakob fået nok af termiske kilder (børnene var mættet lidt før) og vi begav os derfor videre.

Lidt længere nordpå havde vi læst om en vej, der førte ud til et sted i Firehole River tæt ved Firehole Falls, hvor det var tilladt at bade – det er det ellers generelt ikke i den del af Yellowstone, hvor der er geo-termiske kilder. Der var lige den hage ved det, at vejen dertil var smal og meget kringlet. Flere steder er vi stødt på skilte med ”RV prohibited” (autocampere forbudt), men her stod blot en advarsel mod at køre af denne vej i motorhome. Så vi begav os frejdigt af sted. Det gik sådan set helt fint det meste af vejen for så smal er vejen ikke, når man, som os, kun har en af de små autocampere. Men så kom vi til det område, hvor man måtte bade. Her var parkeret biler i den ene side af vejen. Og til den anden side gik det ca. 10 meter næsten lodret ned. Vi kantede stille og forsigtigt autocamperen af sted. Og det lykkedes os endda at finde et sted, hvor den kunne parkeres så langt inde i vejsiden, at andre personbiler i hvert fald kunne komme forbi. Så håbede vi blot, at andre havde taget advarslen mod at køre denne vej i autocamper mere alvorligt end os.

Derefter var det hurtigt i badetøjet og ned til floden. Det må siges, at det var i ganske sikker afstand fra de varme kilder. Godt nok var vandet ikke ”gletsjer-koldt”. Men varmt var det heller ikke. Vi hoppede alle i vandet, men Kasper blev ikke rigtig glad for det, så mens Nikolaj, Jonas og Jakob prøvede af, hvor kraftig strømmen i floden var, gik Mette op med Kasper. Badeområdet blev afgrænset af et lille vandfald. Selv om det kun var max ½ meter højt, er der så meget strøm, at man næppe lige kan svømme op igen, med mindre man er en laks. Vi svømmede helt derhen og mærkede strømmen, men turde ikke lade os glide med ud over det lille fald. Turen op mod strømmen igen var hård, så her fik vi svømmetrænet en del næsten uden at komme nogen vegne indtil vi søgte lidt tættere ind mod land, hvor strømmen var mindre.

Aftenen brugte vi lidt længere nordpå (mellem Madison og Norris), hvor vi fandt et udsigtspunkt over en eng med en lille flod og en skov i baggrunden. Her lavede vi aftensmad, mens vi spejdede efter dyr. Udbyttet var dog begrænset. En trane og en Elk-tyr med et par hunner i den fjerneste ende af engen var aftenens udbytte. Vi pakkede sammen og fortsatte til campingpladsen ved Madison, hvor vi tjekkede ind ved 21-tiden med formaning om at holde alle madvarer, affald og lignende inden døre, da der for nyligt var set en bjørn på pladsen. Sov godt…


Fjerde og sidste dag i Yellowstone vågnede vi op håbede for første gang på ferien på skyet vejr, da alle var blevet lidt for solbrændte i går. Det gik nu ikke i opfyldelse. Vejret kan ellers være omskifteligt i Yellowstone, fordi vi befinder os i 2-3 kilometers højde. Men bortset fra et par korte aftenbyger og lidt regn den ene nat, har vejret været fantastisk – og heldigvis ikke de 36 grader, som vejrudsigten på et tidspunkt lovede, men nærmere omkring de26-28 grader, som passer os glimrende.

Vi nød – som sædvanlig – morgenmaden udenfor med udsigt til skoven. Jonas er blevet præget af Mette og Jakobs snak om dyr. I hvert fald var det Jonas, der opdagede, at der sad en stor rovfugl i træet få meter fra os.

Efter morgenmaden gik turen videre nordpå op mod det sidste område vi kommer til at se i Yellowstone. På vejen nåede Jakob lige at sige til børnene, at nu gør vi ikke stop før Mamooth – med mindre vi altså støder på en bjørn. To minutter efter er den der så. En Black Bear med to unger få meter fra vejkanten. Der var allerede en del andre mennesker og et par rangers, som gav ok til, at vi stod ud af bilen, når blot vi ikke gik for tæt på bjørnene. Det var helt fantastisk. Ungerne legede, mens bjørnemor spiste bær. Efter et kvarters tid luntede de op i skoven igen. Vi luntede tilbage til autocamperen en stor oplevelse rigere.

Vi var alle sammen helt høje af oplevelsen, men må også indrømme, at vi var lidt nervøse ved at opholde os 25 meter fra en bjørnemor med unger. Særligt Mette og Jonas var utrygge. Jonas er godt nok den, der er mest begejstret over at se bjørne her. Da vi så den første bjørn for to dage siden udbrød han: ”Det er det vildeste, der er sket i dag. Det vil jeg skrive i min dagbog, selv om dem fra min klasse nok ikke vil tro på det.” Men han er nok også den af børnene, der bedst har forstået, at netop en bjørnemor med unger er det farligste at møde i Yellowstone. Men vi regner nu med, at vi var i gode hænder med to rangere i nærheden.

Vi fortsatte til Mamooth, der er særlig kendt for de mærkelige ”Mamooth Terraces”, der er dannet af geo-termiske kilder, men af årsager der er rimelig komplekse kommer det helt anderledes til udtryk end geyserne og ”hot pools” længere sydpå. (Den korte udgave er, at luftens CO2 ved kontakt med vandet nedefra omdannes til stærk syre, der opløser limsten og efterlader den hårdere (tidligere) havbund.)

På toppen af den største af de her ”terrasser” stod en elk og poserede som ”photo opportunity” – næsten som om den var sponsoreret af Kodak. Vi havde ellers brugt hele den foregående aften på at finde elks, men havde kun set dem på meget lang afstand. Her stod den så midt i den største attraktion i området.

Det var sidste dag i Yellowstone. Vi har nydt det og nået at se rigtig meget af det vi gerne ville; bisoner, bjørne, hjorte, ørne, smukke skove, søer, bjerge og enge, utrolige geysere og mærkeligt farvede pools. Og så er det interessant at følge, hvordan området kommer sig oven på de store brænde i 1988, der lagde store dele af Yellowstone øde. Næsten alle steder kan man stadig se de døde træer stikke op over den endnu unge nye skov.

Det har været fire intense dage, hvor vi har været på farten fra morgen til aften. Alligevel nåede vi ikke alle områder. Og nogle af de områder vi besøgte hurtigt ville være fantastiske at have god tid til at vandre rundt i – måske nok med lidt større børn og Jakob uden foden bundet ind. Den sidste – altså foden – har det heldigvis bedre. Kasper har i hvert fald jublende konstateret: ”Hurra. Far kan kæmpe med sværd igen.”

Det var lidt vemodigt at forlade Yellowstone, men nu fortsætter rejsen nord-vestpå mod Glacier National Park. Første stop på vejen blev på en campingplads i en lille by lidt vest for Butte i Montana. Her blev – meget tiltrængt – vasket tøj. Alt i autocamperen fik strøm og vi fik forbindelse til omverdenen, da mobil og internet virkede igen.