Devil's Tower

Devils’s tower var i bogstaveligste forstand dagens højdepunkt. Det underlige klippetårn rejser sig 260 meter lodret op.

Vi forlod South Dakota og forsatte nordvest på knap 500 kilometer gennem Wyoming. Undervejs gjorde vi stop ved ”Devil’s tower” – en mærkelig klippeformation, der rejser sig næsten lodret fra prærien. Vi havde fået forsmag på klippetypen undervejs. Men slet intet i den størrelsesorden. Langt fra lignede det bare endnu en af de underlige klipper med flad top, som vi så flere af på vores vej. Men når man står for foden af den 260 meter høje klippe, så er den altså imponerende høj.

Det var et yndet adventure-sted for klatrere, der brugte omkring 5-6 timer på turen til toppen. Vores ”adventure” blev nu i lidt mindre målestok. Vi brugte et par timer på at vandre hele vejen rundt om klippen, nyde den storslåede udsigt og undres over de mange brændte træer. Der må have været en del små-skovbrænde her. Men det er jo sådan set også det bedste for naturen. De store pine-træer har meget tyk bark og kan overleve en mindre skovbrand. Men kommer der ikke en sådan brand en gang imellem og ”renser ud”, så går det galt, når der endelig kommer brand, for så brænder alt væk og det kan tage mange, mange år før skoven vender tilbage. Derfor gøres der heller ikke så meget ved de mindre skovbrande, der så og sige blot er ”naturens orden”. Det må også være forklaringen på, at vi mange steder på vores vej så spor af mindre skovbrande, men aldrig af de enorme brande, som den for nylig i Yarnell, Arizona, der kostede 19 brandmænd livet og åd mere end 30 km” skov.

Kasper var træt og havde svært ved at gå. På de første 500 meter løb hans gå-ben tør for kræfter adskillige gange og han gennemførte små ”sit-down” aktioner i protest mod de umenneskelige forhold han blev udsat for. Også Nikolaj og Jonas var trætte og pirrelige – sikkert pga det varme vejr. Jonas var særlig sur, så Jakob spurgte ham, hvad der skulle til for at gøre sådan en vandretur som denne god. Jonas: ”Jo, altså det kunne være sjovt nok, hvis vi ikke bare skulle gå her på stien, men måtte klatre og sådan noget.” Jakob: ”Jamen, det er der da ingen, der har forbudt dig.” Jonas: ”Må vi godt det?” Og så gik han og Nikolaj i gang med at klatre på de klipper, der lå langs stien. Kasper ville naturligvis med og pludselig var alle børnenes træthed væk. På en særlig god klippeblok opførte Kasper en lille koncert for os med Nikolaj og Jonas stående lidt flove og lidt imponerede over deres højt skrålende lillebror.

Tilbage i autocamperen kørte vi nu til motorvejen for at komme frem inden det blev al for sent. Vi nåede frem til Sheridan ved aftenstide. Det skulle være en ”ægte wild west by”, så vi parkerede bilen og gik på en lille rundtur. Vi var ikke imponerede. Heller ikke over maden, som vi spiste på en lokal ”autentisk western-restaurant”. Vi nåede til campingpladsen lige tids nok til en tur i swimming poolen inden sengetid. Kasper blev hurtigt kold og gik op med Mette.

Mens Jakob slappede af i spabad – som urimeligvis kun var til voksne – legede Nikolaj og Jonas videre i poolen. Men kun kort tid, så overhørte Jakob dem i gang med fremtidsplaner. De havde fundet ud af, at når de blev voksne skulle de åbne et camping-firma. Og så skulle de have en masse campingpladser med kæmpe store swimming pools, der altid havde åben. Og så ville de få en masse gæster og blive meget rige, så de kunne bygge hospitaler og skoler i de byer, der ikke havde sådan nogle. Det er da gode fremtidsplaner…