Grand Coulee Dam er enorm. Tre gange Hoover Dam, så det er en betragtelig del af områdets strømforbrug, der dækkes herfra.
Vi brugte formiddagen ved Grand Coulee Dam. Man kan desværre ikke komme ud på den kæmpestore dæmning, men i det interaktive og børnevenlige Visitor center er der masser af information, leg og læring om dæmningen og det store byggeri, der blev sat i gang som en del af ”New Deal” i 1933, men først stod endelig færdig i 1950.
Vi prøvede om vi kunne hamle op med vandkraftværket i strømproduktion. Men selv om alle fire drenge kæmpede, kom vi nu ikke i nærheden af de 3.500 MW, som værket producererede i øjeblikket. Og så kører det endda kun på halv kraft. Ved fuld kraft på alle turbiner er der en effekt på næsten 7.000 MW. Det er vist næsten dobbelt så meget som samtlige danske vindmøller til sammen. Jakob forklarede børnene, at det svarer til mere end én million solcelleanlæg som vores derhjemme. Og så er det endda kun første gang vandet producerer energi. Længere nede af Columbia River er flere vandkraftanlæg, så det samme vand producerer strøm mange gange inden det møder havet
Selv anlægget er kæmpe stort. Dæmningen har ca. tre gange så stor volumen som Hoover Dam, men det er svært at forholde sig til, når man står ved det. Turbinerne, som så små ud på lang afstand, er 10 meter i diameter. Det er ikke til at se. Så giver det lidt perspektiv, når vi kunne prøve at skrue møtrikker på nogle kæmpe bolte, der svarer til dem, der holder turbinerne. Nikolaj, Jonas og Kasper brugte mest tid ved en storskærm, hvor man kunne styre en mand rundt på, over og i det indre af dæmningen.
Da vi kørte videre op over bjergene, kunne vi følge det enorme net af højspændingsmaster, der spandt sig ud i alle retninger fra dæmningen. Vi droppede igen motorvejen og kørte af landeveje gennem staten Washington. Her er kornmarker så langt øjet rækker. Enorme marker, der varer ved og ved kilometer efter kilometer. Flere steder er der allerede høstet og jorden ligger tør tilbage. Det gav et par steder det sjove fænomen med små hvirvelvinde, der som en støvsuger suger støv op i 3-5 meters højde og så spreder det ud igen. Det så sjovt ud, når der på en mark var sådan 3-4 ”støvsugere”.
Vi tjekkede ind på en campingplads tidlig eftermiddag – et par hundrede kilometer fra Seattle, hvor vi skal aflevere autocamperen i morgen. Det gav tid til oprydning og rengøring af vognen. Men først efter et par timer i swimming poolen, for det er virkelig varmt her, så alle trænger til at blive kølet af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar