Efter hyggelig morgenmad på terrassen gik vi til stranden. Hotellet har egen adgang til stranden lige nord for Black Rock på Ka’anapali Beach. Nikolaj og Jakob startede med en rekognosceringstur rundt om klippen. Der er et lille koral-rev lige ud for stranden. Her så vi flere flotte fisk. Bl.a. søde små blå kuffertfisk med sorte prikker, de farverige picasso-fisk og mange andre. Vi snorklede rundt om klippen og ud foran spidsen af Black Rock. På vejen passerer man et område, der er væsentlig dybere – formentlig omkring 10 meter – hvilket muligvis er medvirkende årsag til, at der er en del strøm her. Lige ud for spidsen af klippen fik vi øje på en kæmpestor skildpadde (Green Sea Turtle), der svømmede rundt og spiste få meter fra os for lidt efter at dykke ned i en hule under klippen. Vi blev enige om hurtigt at komme tilbage og vise Jonas og Mette her ud. På vejen retur mødte vi en mindre skildpadde og en masse tropiske fisk. Svømmeturen retur til stranden er vel omkring 300 meter, men vi var godt trætte, da vi kom retur.
Nikolaj ville gerne slappe lidt af og blev hos Kasper, så Jakob tog med ud igen for at vise Jonas og Mette, hvor vi så skildpadderne. På vejen nød vi det lille rev lige ud for stranden. Vi har ikke snorklet siden vi var i Thailand i 2011, så vi skulle også lige vænne os til udstyret igen. Særligt Mette døjede lidt med at få snorklen til at fungere ordentligt.
Vi svømmede hele vejen rundt om klippen uden dog at se skildpadderne. Til gengæld nåede vi så langt rundt, at vi kunne se ind til stranden ved det fornemme Sheraton-hotel på den anden side af klippen. Det kunne have vist sig at være en rigtig vigtig observation.
Det lykkedes Jakob at finde hulen igen – og der lå skildpadden stadig. Jonas dykkede ned mod den for at se nærmere på det store dyr, der var næsten lige så lang, som han selv. Han er blevet god til at dykke med snorklen nu, hvilket gør det meget bedre at opleve livet under havet. Vi begyndte vores svømmetur tilbage til stranden og stødte på endnu en skildpadde, der svømmede majestætisk af sted lige foran os.
Det var nu ved at være et par timer siden Nikolaj og Jakob havde begyndt deres tur og det var blevet en del mere højvande. Det betød også, at strømmen var blevet noget stærkere. Over det dybe stykke var strømmen så stærk, at vi stort set ikke kom nogen vegne. Bare et halvt minuts pause, når Jonas skulle rette på sin snorkel bragte os 10 meter tilbage. Vi prøvede at øge tempoet, men savnede virkelig svømmefødder, som vi af pladshensyn ikke har taget med os på rejsen. Jonas sagde, at han blev træt, men Jakob måtte give ham den besked, at det var der ikke noget at gøre ved. Der skulle svømmes til nu. Og så er han altså en svømmemaskine. Han finder et tempo, der passer ham og så bliver han bare ved. Han havde formentlig svømmet endnu, hvis det havde været nødvendigt. Vi sendte mange varme tanker til hans svømmelærere for ellers kunne den situation godt have været mere ubehagelig.
Desværre gik det ikke godt. Vi kom stadig næsten ingen vegne. Jakob kunne ikke skubbe på Jonas, da hans forstuvede fod ikke er helt på fuld kraft endnu. Og Mette var ved at løbe tør for kræfter og havde helt klaustrofobisk fornemmelse af ikke at kunne få luft nok gennem snorklen. Strømmen var heldigvis på langs af klippen og der var ingen brænding, så det var rimelig ufarligt at tage en pause her, men svært at hænge fast længe på den stejle klippe, når bølgerne løfter en op og ned. Et par andre svømmere så os og spurgte om vi havde problemer. Vi overvejede om vi skulle kapitulere til strømmen og lade os flyde tilbage rundt om klippen til stranden på den anden side. Der ville så være en kort gåtur til vores egen strand. Men med sindsro i, at der var en ”Plan B”, satte vi fuld kraft på og med Jonas forrest kom vi igennem de sidste meter med kraftig strøm og ind i roligere vand. Så gik det lettere selv om Mette nu helt måtte opgive snorklen for at kunne få luft.
Vi kom tilbage til stranden. Høje over de skildpadder vi havde svømmet med allerede på vores første dag på Maui. Men også lettede og stolte af vores indsats i ”kampen” mod strømmen. Nikolaj kom os i møde. Han havde været noget bekymret, fordi vi var væk så længe. Jakob beroligede ham med, at det værste, der kunne være sket var, at vi måtte have ladet os flyde til den anden strand og gået herover. Imens fik Mette øje på en stor mørk silhuet lidt ude for vandkanten. Jakob hoppede i for at finde ud af, hvad det var. Endnu en havskildpadde. Både Jonas og Mette var for trætte til at svømme mere, men Nikolaj og Jakob svømmede ud for at se den. Den synes åbenbart også, at vi var interessante. I hvert fald var den næsten ved at svømme ind i Jakob, da den svømmede hen for at se nærmere på os inden den med rolige bevægelser overhalede os og forsvandt.
Efter de lange snorkelture slappede vi af på stranden. Dvs. Mette og Jakob slappede af. Nikolaj og Jonas legede i bølgerne, som er så store, at Kasper desværre er bange for at bade her, så han legede lidt i sandet – og havde i øvrigt taget en lur i skyggen, mens Nikolaj passede ham, da Jonas, Mette og Jakob var af sted.
Der hører et hyggeligt lille strandhus til hotellet med liggestole, lidt skygge, et lille køkken, hvor der kan hentes isterninger og koldt vand. Det var tiltrængt. Vi tog os endda den luksus, at vi hoppede på shuttle-bilen og fik et lift til vores hotelværelse i stedet for den korte gåtur.
De hedeste eftermiddagstimer slappede vi af på hotelværelset og tog derefter en tur i en af hotellets tre swimming pools. Stor pool, med masser af plads. Det virker ikke som om hotellet har særlig mange gæster.
Vi lavede aftensmad i vores lejlighed og brugte aftenen på at pleje vores meget solskoldede rygge. Den lange snorkeltur i bagende sol havde været hård ved Jonas, Mette og Jakob. Mette har nu samme kulører som Dannebrog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar