Wind cave

Et af de største hule-systemer i verden, som man kun kan besøge på en guidet tur.

Wind Cave har fået sit navn fra den vind, der blæser ud af den eneste kendte naturlige indgang til hele huleområdet. Et lille hul på ca ½x½ meter, hvor en blæst som fra en kraftig ventilator står ud af. Det er ikke helt klart hvorfor, men det er formentlig, fordi luft i de næsten 200 km lange hulegange opvarmes og derfor stiger opad. Og da der så kun er én lille udgang, bliver det til en ret kraftig luftstrøm.

I dag er der etableret en større indgang, så turister som os kan besøge hulen uden at klemme os igennem det lille hul. Man kan kun besøge hulen på en guidet tur, så vi meldte os på den næste af slagsen og brugte de næste 1½ time på at udforske ca. 1½ km af de næsten 200 km kortlagte gange og større huler. Gangene findes i flere lag og bevæger sig på kryds og tværs inden for et område af kun ca. 2 km2.

Af årsager som vi vil undlade at gengive den geologiske forklaring på her, er hulen ikke som de fleste andre hulesystemer fyldt med stalaktitter og stalagmitter (drypsten). I stedet er der nogle underlige stenformationer – måske bedst beskrevet som tredimensionelle spindelvæv. Og – hvad børnene synes var sjovere – nogle små hvide ”pop corn rocks”.

Den guide vi havde med var født og opvokset i området og meget entusiastisk i at fortælle om hulen. Selv om Mette og Jakob oversatte noget undervejs nåede børnene at kede sig en del til sidst. Det havde været sjovere at udforske på egen hånd og så læse sig til de informationer guiden gav.

Oppe igen var det dejligt at få varmen efter det lange ophold i den kun 11 C varme hule. Det var ved at blive sent og da vi ikke havde nogle madvarer i køleskabet måtte vi en omvej om Custer City efter aftensmad, inden vi kunne fortsætte til Custer State Park, hvor vi overnattede.

Vi havnede på en pudsig bar/restaurant i den lille by; ”Dark Horse – steak & beer”. Her blev der hurtigt sat øl på bordet til Mette og Jakob af den lettere forvirrede vært. Da Jakob spurgte om de havde trådløst internet (vi har svært ved at komme på nettet her i bjergene) smilede han og svarede ”Ja da”. Og vendte sig så om for at kalde på nogle potentielle gæster ude på vejen. Og glemte alt om at vende tilbage med koden. Det var måske godt det samme for da Jakob senere spurgte en tjener om koden til nettet fik han det svar, at det havde han desværre ikke. Pludselig en dag for nogle måneder siden var der kommet kode på og ingen havde kunne bruge nettet siden…

Maden var lige så pudsig som stedet. Mette bestilte husets specialitet: ”steak & prawns with beer”. Ikke lige en sammensætning vi normalt selv ville have valgt, men konceptet ”bøf og øl” levede de da op til. Der var et enkelt lille salatblad for at pynte tallerkenen lidt. Til gengæld var bøffen god (og stor) selv om rejerne var kedelige (friturestegt).