Glacier National Park

”Det smukkeste sted i verden.” Det er den første tanke, der falder os ind, når vi skal beskrive dette sted. Det må i hvert fald være tæt på med de fantastiske bjerge, gletsjere, alpine blomster, dyreliv, bjergsøer og friske luft.

Vi er kommet til Glacier National Park i det nordlige Montana – rent faktisk ligger en del af nationalparken på den canadiske side af grænsen. Det er en nationalpark, som man måske nemt kan fravælge ved et besøg i USA. Det var også lidt tilfældigt, at vi lagde vejen her forbi. Den guidebog vi havde læst beskrev ikke alverden om parken, men lidt søgen på nettet gav os minder om vores fantastiske ture i Fiordland og gletsjerområderne i New Zealand i 2006. Så her måtte vi til.

Og her er virkelig helt fantastisk. Det er ikke så stort eller så varieret som Yellowstone. Men det alpine landskab er den smukkeste naturoplevelse vi nogensinde har haft. Intet mindre.

Og så havde vi endda kun 1½ dag her. Vi havde på forhånd booket plads på en overnatningsplads (Fish Creek) inde i nationalparken. Vi ankom om eftermiddagen til en hyggelig plads tæt ved en sø med det fantastiske navn McDonald Lake. Kasper livede straks op og regnede med, at vi kunne spise burgere i søen, men tog nu skuffelsen med godt humør. Vi vandrede direkte fra vores overnatningsplads, gennem skov og tæt krat. Ikke en autoriseret sti, men den bragte os da ned til søen. Her nød vi voksne den smukke udsigt over søen til de store skovklædte bjerge, mens børnene kastede sten i vandet. Efter lidt tid fristede det kolde gletsjervand alligevel for meget, så Nikolaj og Jonas smed sandalerne og soppede rundt. Kasper skulle selvfølgelig det samme som sine storebrødre, så han smed også sandalerne, tog Jakob i hånden og gik ud i vandet. I præcis tre sekunder. Så trak han sig hurtigt væk fra søen igen og konstaterede; ”Det kan jeg ikke tåle. Det er for vådt.”

Næste morgen gik turen opad. Der er én vej gennem Glacier National Park. Den har det maleriske navn ”Going to the Sun Road”. Det er ikke noget dårligt navn, for den kravler virkelig opad i noget, der ville have virket som en uendelighed, hvis ikke hvert hårnålesving havde afsløret en ny fantastisk udsigt. Vejen er 80 km lang og etableret i 1932 og står nu over for en gennemgribende renovering. Det betyder desværre, at skiftende etaper af vejen kun er ensporet. For at mindske trafikkaos er der derfor de næste 2-3 år forbud for autocampere og campingvogne på vejen. Men heldigvis er der indsat shuttle-busser, der med stop undervejs kører hele vejen til toppen af parken ved Logan Pass, hvor man kan skifte bus og fortsætte på tilsvarende vis til den anden side af nationalparken.

Det var selvfølgelig lidt ærgerligt for os, men viste sig at være en fordel. For selv de etaper af vejen, der var repareret var virkelig tæt bjergkørsel med smalle og meget snoede veje. I stedet kunne vi nu alle nyde den fantastiske udsigt som passagerer hele vejen på de 1½ time køreturen til toppen tager. Det er ikke til at beskrive med ord, hvor fantastisk det var. Man kører op af en vej, der er hugget ud i klippen med udsigt til floder, bjerge, høje vandfald, der vælder ud over de lodrette bjergsider og gletsjere, der sender deres yderste tunger helt ud til vejen. Det ene sted passerer man nærmest direkte igennem et vandfald, hvor vandet fosser ud 3-4 meter over vejen.

Og så bliver det endnu bedre, når man først når Logan Pass. Vi havde egentlig planer om et kort visit her og så videre med shuttle-bussen til andre steder. Men vi endte med at bruge hele dagen her i det spektakulære alpine landskab. Vi tog den meget populære vandresti til ”Hidden Lake”. En sti, der fører op i bjergene, over alpine enge og helt op over trægrænsen, så man får en fantastisk udsigt.

Nu er Nikolaj, Jonas og Kasper jo ikke dem, der går synderlig meget op i smukke udsigter. Men alligevel blev det en af rejsens bedste vandreture for os alle. Allerede efter ½ kilometer kom vi nemlig op til den første sne. Og senere forsvandt stien under sneen, der endnu ligger højt.




I det hele taget er Glacier National Park meget præget af sneen. Godt nok skrumper gletsjerne ind og er små nu grundet global opvarmning. Men der er stadig sne på toppen året rundt. Snerydning af vejen over passet starter først ultimo maj/primo juni. Før det, er det håbløst, så nationalparkens sæson er kort, idet vejene typisk lukkes pga sne i løbet af september.

Alle børnene (inklusiv Jakob) tog straks sneen i brug til sneboldskamp og glideture – i mangel af kælk foregik det på den måde, at vi løb ned af det sneklædte bjerg og så undervejs gled, faldt på numsen og gled et stykke ned af. Jakobs udfoldelser er dog stadig noget præget af den forstuvede fod, så det var med en noget forsigtig tilgang, at han og Kasper fjollede rundt på sneen.
Vi passerede ”snow-wall of fame” – en gang med to meter højt sne til begge sider – hvor alle skrev navne i sneen og Jakob og Mette kyssede og tegnede hjerter med pile, mens Nikolaj og Jonas meget pinligt berørt så til.

Lidt længere oppe mødte vi turens første bjergged, der balancerede på en bjergkam højt over os. Mens vi slappede af på en klippe, så vi en hermelin i livlig aktivitet. Den havde fundet en marmot-hule (murmeldyr), hvor den havde slået alle ungerne ihjel. Og mens den opskræmte mor så til, hentede hermelinen byttet en efter en og bar dem hjem i sin egen hule.

Et sted på vejen besluttede drengene (ja, også Jakob) sig for den klassiske leg; dæmningsbyggeri. Men at opdæmme en smeltende gletsjer er ikke nemt, så efter en halv times tid, gik turen videre med uforettet sag, men en del sjov leg rigere.

Turens højdepunkt var udsigten over Hidden Lake, der gemmer sig mellem to bjerge. Stien videre var afspærret, fordi rangere om morgenen havde spottet en bjørn i området. Vi slog os i stedet ned på klipperne og fandt vores madpakker frem. Det er den smukkeste frokostudsigt man overhovedet kan forestille sig; bjerge, gletsjere, skovene under os, en bjergsø med vand så klart, at vi fra en kilometers afstand kunne se bunden. Og så måtte vi afbryde frokosten, fordi en bjergged med kid pludselig ville hen over den klippeafsats, vi havde sat os til rette på. Det viste sig, at Kasper kunne forstå bjerggede-sprog. Han fortalte i hvert fald os andre præcist, hvad det lille kid sagde: ”Ja, ja, nu kommer jeg mor. Prøv at se de mærkelige mennesker. Hvad mon de skal her…?”


På vejen tilbage igen til Logan Pass blev der leget, kigget på flere bjerggeder og taget billeder. Vi var først retur igen i Logan Pass ud på eftermiddagen og besluttede os for, at vi var mættede af oplevelser for i dag. Og da Nikolaj og Jonas samtidig var gennemblødte efter legen i sneen, besluttede vi os for at finde en shuttle-bus ned igen. Det passede i hvert fald Kasper godt. Selv om han synes, at det var fantastisk, at vi kørte med bus, faldt han i søvn efter få minutter. Men han havde sandelig også brugt mange kræfter på turen til Hidden Lake.

Nationalparken har mange flere områder at udforske, end vi har set. Fx The Highline Trail, hvor man går på en lille sti hugget ind i klippen – den må vi prøve en gang, men nerverne er ikke til sådan en tur med små børn. I det hele taget kunne man sagtens kunne have brugt meget mere tid her, men nu skal vi snart aflevere autocamperen i Seattle, så i morgen må vi videre.

Hjemme ved autocamperen var der tid til, at Nikolaj og Jonas kunne skrive dagbog for de seneste dage. Og så legede børnene mens Mette og Jakob lavede mad og tændte bål. Aftenen nød vi omkring bålet med leg, pandekager og godnathistorie.