fredag den 26. juli 2013

Fødselsdag og sejltur

I dag er det Jakobs fødselsdag. Fejret med flag og balloner – og en snorkeltur til Coral Garden.

Jakob blev vækket med flag og fødselsdagssang og morgenmad på terrassen. Det med gaver, når man er af sted, som vi er, er selvfølgelig lidt vanskeligt, så gaverne bestod af gavekort. Et gavekort fra Kasper til et julemandskostume samt sæk med masser af gaver til ham selv (”Også lidt til dig far”, som Kasper tilføjede, da Jakob takkede for gaven). Nikolaj og Jonas gav et computerspil (Simcity) til levering, når vi kommer hjem. Mon ikke det er med stærkt ønske om, at de selv kan spille med. Mette gav et døgn i tosomhed. Selv om vi er meget sammen her, så er vi også hele tiden sammen alle fem. Så det bliver en skøn gave at få.

Efter morgenmaden legede vi i hotellets swimming pool, hvor Nikolaj og Jonas øvede hovedspring, mens Kasper svømmede frem og tilbage mellem Mette og Jakob.










Vi havde droppet den lange sejltur til den store attraktion; ”Molokini Crater” en vulkan, der er halvvejs sunket i havet. I stedet sejlede vi til Coral Garden ud for den sydlige del af Maui. En hyggelig sejltur med god mad på båden, men uden særlig imponerende liv under havets overflade. Det var ellers ærgerligt, for det havde været Kaspers bedste chance for at se verden under havet. Vi havde nemlig fundet en katamaran-båd, der havde et lille rum med glasvægge og glasbund. Men når der nu ikke var fisk at se, så havde Kasper meget sjov ud af at se Jakob dykke ned og vinke til ham.

På vej retur til havnen sejlede vi forbi en ”skildpadde-vaskehal”, hvor skildpadderne slapper af, mens de får skjoldet renset af rensefisk. Sjovt at se flere skildpadder ligger i vandoverfladen og slappe af.


Aftenen brugte vi på terrassen, hvor vi spiste hjemmebagte pandekager med is, nutella og M&M’s (det sidste er Kaspers opfindelse).

Aftenen sluttede desværre med at både Nikolaj og Jonas blev dårlige. Om det var for meget saltvand eller pandekagerne med M&M’s er dog ikke helt klart, men vi fik brug for en spand i nattens løb.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar