Dagen begyndte med en spændende nyhed. Mikkel skrev i en sms, at der nu endelig ser ud til at ske noget med Janines store mave. Så forhåbentlig bliver det i dag – formentlig den 31. juli i Danmark – at der kommer en lille pige til familien.
Opstemte af den spændende melding begav vi os af sted fra morgenstunden med kurs mod vulkanparken. Der er mere end to timers kørsel dertil, så der blev en del kørsel i dag.
Vi var også i vulkanparken i 2005, men en del er ændret siden. Dengang brugte vi det meste af dagen på en tur rundt om og ned i det store Kaldera krater. Men i 2008 startede et udbrud her og der står endnu lava og koger i et mindre krater nede i Kaldera krateret. Derfor er det meste af området afspærret. I stedet nåede vi denne gang turen ned af ”Chain of Craters Road” og så de mange mindre vulkankratere og lavastrømme – bl.a. en størknet flod af lava fra et udbrud i juli 1974 – det må have været i anledning af Jakobs fødsel.
Vejen slutter, hvor et ”Road closed” skilt stikker op af den størknede lava, der er flydt ud over vejen og nu dækker asfalten med et lag varierende fra 1-5 meter størknet lava. Nikolaj og Jonas var i dårligt humør og synes ikke om Jakobs idé med en lille vandretur ud over den størknede lava. Så Jakob satte dem i stedet til at rydde et stykke af vejen for lava. Det kom de nu ikke langt med.
Vulkanområdet er blandt de mest aktive i verden og der flyder konstant lava fra den. Dog i mere roligt tempo end da vi var her i 2005, hvor store dele af parken var afspærret. Desværre kræver turen ud til der, hvor lavastrømmen pt er aktiv en vandretur på 7 miles (mere end 10 km) henover det kuperede størknede landskab. Og de samme 7 miles tilbage igen, da man af oplagte årsager ikke kan fortsætte, når man møder den flydende magma. Så heller ikke denne gang lykkes det os at nå frem og se den flydende lava.
Vi fik et lille glimt af de store, varme kræfter fra udsigtspunktet ved Jaggar Museum, som er den yderste vestlige del man kan komme af vejen omkring det enorme Kaldera-krater. Herfra kunne vi se ned i det mindre, men rygende Halema’uma’u krater. Man må dog vente til efter mørkets frembrud, hvis man vil kunne se det orange skær fra lavaen dernede.
Det havde vi ikke mulighed for. Så vi tog til takke med mere størknet lava. Denne gang i Kilauea Iki krateret, der opstod efter et enormt udbrud i 1959, hvor en fontæne af lava rakte mere end 400 meter op i luften og spredte ødelæggelse overalt omkring sig. Først med en vandretur om formiddagen på ”Devastation Trail”, hvor aske fra udbruddet udryddede alt levende og naturen stadig kun langsomt er ved at vende tilbage. De fleste steder ligner landskabet stadig noget fra Mordor fra Ringenes Herre. Kasper var træt og i elendigt humør, så den korte vandretur på godt en mile (1½ kilometer) skete under megen brok. Turen sluttede ved et udsigtspunkt over Kilauea Iki krateret dybt under os. Vi så nogle mennesker gå derned og her ville Nikolaj og Jonas også gerne ned. Men Kasper var for træt til det nu, så vi vendte tilbage til bilen og kørte turen ned af ”Chain of Craters Road”, hvor Kasper fladt i søvn i bilen. 
Vi vendte tilbage om eftermiddagen og her var Kaspers humør et helt andet. Turen ned i krateret og tilbage igen er ca 3 miles (4½ km) og de foregik stort set alle sammen i løb med Kasper, der insisterer på at løbe ”forlæns” (det er Kaspers ord for forrest), fordi der skulle lægges fælder og kastes med lassoer efter de to tyrekalve Nikolaj og Jonas. Desværre faldt tyrekalven Jonas på vej ned af stien i fuld fart. Det kostede en del skrammer, nogle plastre men kun få tårer, før Jonas var klar igen. Og nu med en lettere misundelig lillebror, der var meget imponeret over, at Jonas havde fået hele tre drengesår på én gang. Det gav respekt.
Ude midt i krateret åbnede Kasper og Jakob en bagerbutik og serverede kort efter kanelsnegle for hele familien. Kasper forklarede Nikolaj og Jonas, at de var meget gode; ”for bagerne spiser dem jo også selv”. Det var en speciel oplevelse at sidde helt alene midt i et krater fra en (næsten) udslukt vulkan – der stiger stadig små røgskyer op rundt omkring i krateret – og spise kanelsnegle.
Om det var indholdet i kanelsneglene eller bare generelt godt humør er ikke til at vide, men i hvert fald gik turen op igen i fuldt firspring og med godt humør hos hele familien. Utroligt hvad en middagslur til Kasper kan gøre ved alles humør.
Inden hjemturen var vi en tur gennem ”Thurston Lava Tubes” – en tunnel, som er formet af en tyk strøm af lava, som er kølet og stivnet yderst, mens den inderste del fortsat har været flydende og derfor er løbet ud og til sidst efterladt den godt 3 meter og ca. 100 meter lange tunnel. Kasper blev så glad for turen, at han gerne ville igennem tunnelen en gang til, så han og Jakob tog en ekstra runde; ”fordi det er så sjovt, når det regner indenfor”, som Kasper forklarede Jakob, da de fik dråber fra hulens loft i hovedet.
På vejen hjem satte vi gps’en til at køre os gennem den lille landsby Ocean View, hvor det lokale pizzaria desværre var lukket. Jakob fandt en bagddør ulåst og spurgte om, hvorfor hoveddøren ikke var åben. Og fik det svar, at kl. var syv om aftenen, så de havde da lukket.. I stedet havnede vi på en Hawaii Barbeque med koreanske risretter til de voksne og burgere til børnene.
Hjemme igen i lejligheden kl. 21 efter mere end 12 timer på farten var alle godt trætte og bortset fra Jakob, der sad længe oppe for at vente på nyt om sin niece, gik alle hurtigt i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar