Kootenai Falls

Vi er ved at have lidt travlt med at komme de sidste kilometer vestpå til Seattle, så dagen i dag var mest køretid. Men det afholdt os ikke fra et spændende besøg ved Kootenai Falls.

Vi startede morgenen med et vigtigt valg. Direkte ned til Interstate 90 og så vestpå eller fortsætte heroppe i den nordlige del af Montana og af landevejene gennem det nordlige Idaho. Det er et smukt område heroppe, så valget faldt på den lidt mere kringlede køretur gennem bjergene og langs den smukke Kootenai River.

Her passerede vi Kootenai Falls, hvor vi gjorde et hyggeligt stop med en lille tur ud til vandfaldet og videre til en spinkel hængebro, hvor store skilte advarede om, at der max måtte være fem personer på broen ad gangen. Mette tilbød ganske frivilligt at blive tilbage for at fotografere os andre. Jonas gjorde hende selskab, mens Kasper, Nikolaj og Jakob begav sig ud på den gyngende bro over den rivende flod. Nikolaj, der generelt altid er meget beskyttende overfor Kasper, mente, at det var alt for farligt for Kasper. Men Kasper har ingen højdeskræk, så han gik forrest og sang, mens Nikolaj gik bagerst med at meget fast tag i Jakobs hånd. Vi nåede hele vejen over i god behold og Nikolaj mente, at vi lige skulle holde en pause og sunde os inden tilbagevejen. Hvortil Kasper svarede: ”Ahhh. Kom nu drenge.” Og det gjorde vi så. Igen med Kasper forrest og Nikolaj bagerst, som var sej nok til denne tur, selv om han lider lidt af højdeskræk.

Nu måtte vi se at komme et stykke videre vestpå, så de næste mange timer stod på koncentreret kørsel gennem Idaho og ind i staten Washington, hvor vi også skiftede tid til ”Pacific Timezone”, så vi nu er ni timer bagud i forhold til Danmark.

Efter 10 timer og 600 kilometers kørsel i bjerge og på landeveje tjekkede vi ind på en pudsig lille campingplads i Grand Coulee i Washington. Værten lovede os en plads tæt på det hele – det var nemt nok, da det er en meget lille campingplads, så der er ikke længere end 25 meter til noget som helst. Men heller ingen legeplads. Men hvad gør det, når bare man har sin fantasi. Nikolaj og Jonas greb deres sværd. Det behøver Kasper ikke for efter vores rodeo-show i Cody er han cowboy med (usynlig) lasso.

Om natten vågnede vi op til det vildeste tordenvejr lige over hovedet på os. Bragene var så høje og kraftige, at hele autocamperen rystede. Alle vågnede og efter lidt forvirring nød vi skuet ud af vinduerne. Lynene slog ned hele vejen rundt omkring os. Vi var nu rimelig trygge, for selv om vi lå på en bjergside, så var der højspændingsmaster over alt omkring os (på grund af det store vandkraftværk ved Coulee Dam). Et af lynene slog ned i en transformerstation på toppen af bakken, hvor vi lå, så gnisterne fløj til alle sider. Trods forvisninger om, at det ikke ville ramme os, endte vi med alle at have brug for at holde lidt om hinanden indtil det stilnede af og vi kunne lægge os til at sove igen.