Badlands

Det har været et par spektakulære dage i nationalparken Badlands.

Nu har vi kørt 3000 km – halvvejs hen over USA. Vi har set storbyer som New York og Chicago, det enorme vandfald i Niagara, store skove og hundredevis af kilometer med marker. Men at ankomme til Badlands, stige ud af bilen og se på det mærkelige landskab er alligevel det mest spektakulære vi endnu har oplevet her i USA. Mærkelige klippeformationer rejser sig goldt og tørt fra det ellers grønne South Dakota. Få stædige planter – heriblandt en hel del solsikker (?) – holder ud, men ellers er alt goldt. Solen brænder ubønhørligt og mens vi var her, var der næsten ingen vind, så et par og tredive grader føles virkelig varmt. Den smule jord der er, er helt indtørret. Klipperne er tørre og porøse og forvandles til små stenskred af småsten, når man klatrer på dem. Skulle man indspille en film, der foregår på Mars er Badlands ikke noget dårligt bud. Ikke underligt, at Lakota-indianerne blot kaldte det ”Dårligt land”, som de hvide tog til sig med navnet Badlands.

Nikolaj, Jonas & Jakob klatrer på klipperne i Badlands.

Og alligevel er her fantastisk. Vi vandrede, klatrede og beundrede de underlige landskaber det meste af dagen. Ud på eftermiddagen blev børnene trætte. Særligt Kasper mistede sit gode humør efterhånden som kræfterne slap op, hvilket sådan set var forståeligt nok i den stærke hede og med de mange – godt nok korte – vandrerure, han var med på. Også Nikolaj og Jonas mistede begejstringen, når vi holdt ind ved hver eneste nyt udsigtspunkt. Med mindre altså de kunne få lov at klatre rundt på klipperne. Det kunne man heldigvis en del steder, så alle fik prøvet grænser af. Nikolaj skal selvfølgelig aller højest op på hver eneste klippe (hvor mon han har det fra :-). Jonas følger med og klarer alle strabadserne. Kasper mener, at han også kan klare de høje klipper. Det er hans forældre dog ikke helt enige med ham i, men Jakob tager ham med på de fleste klatreture, mens Mette prøver sine grænser af ved ikke lægge bånd på ”drengenes” klatre-iver med for meget moder-bekymring.

Da vi kom til den sidste af dagens vandreture var Kasper faldet i søvn i sin autostol. Nikolaj og Jonas var også trætte, så de blev hos ham, mens Mette og Jakob tog den stejle tur op af klipperne til Saddle Pass. Og blev belønnet med en fantastisk udsigt over hele den sydlige del af Badlands. Jakob skulle naturligvis lige bestige den højeste tinde, så han fortsatte klatreturen yderligere og fik derfra 360-graders panoramaudsigt over hele Badlands.


Nede igen kørte vi til en campingplads lige syd for Badlands Nationalpark. Legede og kølede af i swimming poolen i et par timer, før vi efter aftensmaden vendte tilbage til bjergene for at nyde solnedgangen fra en klippekant.

Efter en nat på den hyggelige lille campingplads vendte vi tilbage til Badlands. Men først efter et par fødselsdagshilsner. Nikolaj ringede til Asger J og fangede ham med lykønskninger på en tur i Bon-Bon land. Og Mette fik fat i Danni og ønskede ham tillykke.

Vi fortsatte gennem Badlands den næste dag. Mette og Jakob begejstredes over flere fantastiske udsigter, mens børnene var ved at have fået nok af Badlands – med mindre de kunne få lov at klatre på klipperne. Som Jonas sagde på et tidspunkt; ”Men det ligner jo det vi også så i går.”

Efter 20-30 km på de snoede bjergveje bliver klipperne lavere og vegetationen bliver mere udbredt og grøn. Pludselig så Jakob noget der hoppede i et hul ved siden af vejen. Autocamperen blev krænget rundt og bragt til standsning og vi gik ud for at se nærmere på, hvad det var. Det var præriehunde – de står på skift og holder vagt ved deres huller, parat til at advare og flygte, hvis noget virker det mindste faretruende.

Mod vest erstattes de golde klipper mere og mere af lave bakker og til sidst af den næsten flade prærie, hvor en lille flok bisonokser holdt til.

Herfra var der to veje ud af nationalparken. Mod nordvest, hvor motorvejen åbnede for hurtig transport til næste sted. Og mod sydvest, hvor – ja, det var faktisk ikke helt klart, hvad der var den vej for hverken skilte eller vores GPS røbede noget. Men Jakob mente at have set på Google Map (sidst vi havde internetforbindelse), at man kunne komme denne vej igennem næsten direkte til Wind Cave Nationalpark i den vestligste del af South Daktota. Vi ignorerede GPS’en, der længe insisterede på ”foretag u-vending”, smilede til at nogle mennesker i en jeep, der gestikulerede, at dette nok ikke var en god idé i en bil som vores og fortsatte af vejen sydvest på. 

Det blev en spændende tur. De næste knap 200 km foregik mest via grusveje langt fra alt, der mindede om civilisation. Efter vi i mindst 30 km ikke havde haft mobildækning, blev vi lidt bekymrede for, hvad vi egentlig skulle gøre her, hvis bilen brød sammen. Men vi fortsatte den rystende køretur gennem det sydvestlige South Dakota. Det var en fantastisk flot tur. Mest var der bare den tomme, flade prærie, lidt skov, en lille flod, enorme markområder, hvor græs blev høstet og samlet i store høstakke – som man ellers kun ser det i gamle film. De få gange vi mødte en modkørende bil kunne man se det flere mil i forvejen pga den store hale af støv bilerne rejste.

Det var godt, at der var meget at se på undervejs, for det var stort set umuligt at tale sammen, fordi hele autocamperen rystede på de ujævne grusveje. På et tidspunkt lød et ordentligt brag og lyden af glas der splintredes. Lågen til mikrobølge-ovnen var sprunget op og den runde glastallerken faldet på gulvet og smadret i tusind stykker.

Bortset fra den lille episode med glas-tallerkenen nåede vi helskindet frem – om end med en autocamper, der nu er gulbrun af støv – ca. 5 km syd for Wind Cave National Park. Lige præcis, hvor det var meningen.