onsdag den 19. juni 2013

Nu med motorhome

I dag gik vores USA-tur fra at være en ferie til en egentlig oplevelsesrejse. Vi hentede vores motorhome og starter nu turen tværs over Amerika med vores eget lille hjem på fire hjul.

For første gang i ferien havde vi brug for at komme tidligt op – men sov ”helt” til kl. 7. Så havde vi til gengæld også travl med at få pakket det sidste og spist noget morgenmad inden kl. 8, hvor vi havde booket en vogn hos Dial-7 til at hente os og køre os de næsten 90 km til det sted vi skulle hente vores motorhome hos Cruise America i New Jersey. Eller som Kasper mente; ”Det er her vi skal hente mormor og morfars campingvogn.”

Alt gik fint – men tog meget lang tid med at få alt forklaret, nøgler og papirer udleveret m.v. Mens Jakob fik styr på alt dette og Mette pakkede ud, indtog børnene autocamperen. Særligt Kasper var helt elektrisk og synes, at det er helt fantastisk, at vi nu skal køre rundt med vores eget hus. Og da Jakob kom ud fra udlejningskontoret var alle hjørner af motorhome’et grundigt inspiceret af den nysgerrige og begejstrede Kasper.

Så begav vi os af sted til næste praktiske opgave. Proviantering. Til det er det oplagt at lægge vejen forbi Walmart. Men det var ikke nok for os. Efter vi havde krydset grænsen til Pennsylvania fandt vi en ”Super Walmart” ½ times kørsel fra udlejningskontoret. Her havde Jakob et par dage forinden fået dem til at skaffe en billig autostol hjem, som vi kunne hente her. Det kunne man ikke leje hos Cruise America. Det var naturligvis en sindsygt stor butik, hvor alene afdelingen for morgenmadsprodukter var på størrelse med en dansk Netto-butik. Det tog selvfølgelig en evighed – både grundet butikkens størrelse og så det faktum, at alle dagligdagsvarer lige ser lidt anderledes ud end i Danmark. Nå ja, og så brugte Jakob ca. 20 minutter på at lede efter Nikolaj & Jonas, der var blevet væk. Til sidst fandt han dem i den ene ende af elektronikafdelingen, hvor de så tegnefilm på et udstillings-TV ;-(

Men hermed sluttede dagens shopping ikke. Vi kørte videre ud til The Crossings Premium Outlets og fyldte tøjskabene op i nogle af de 100 outlet shops.

Herefter gik turen til en hyggelig campingplads i Scotrun. Her var en swimming pool, så det var naturligvis det første der blev taget i brug. I det hele taget var det en super hyggelig campingplads gemt af væk fra highway’en et stykke inde i en skov og med god plads – særligt da der stort set ingen gæster var.

Vi fandt en plads helt for os selv mellem træerne i skoven, fik gang i et lille bål for at holde myggene lidt på afstand og hyggede med god mad i træernes skygge. Og mens børnene vaskede op (nå nej, det var en drøm, det var mens børnene legede i skoven) nød Mette og Jakob et par kolde Budweisere og en hyggelig snak ved bålet. Unægtelig en skærende kontrast til forrige aften på Times Square.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar