mandag den 17. juni 2013

New York Financial District

Der var $-tegn omkring dagens oplevelser. Wall Street, NYSE, Federal Reserve Bank og det nye World Trade Center One var blandt dagens sights.

Døgnet er ikke vendt helt endnu for alle. Kasper, Nikolaj og Mette vågnede omkring kl. fem. I det mindste kommer vi da så rimelig tidligt ud af døren fra hotellet til dagens oplevelser. Men først efter at vi havde fået ringet til farmor og sunget fødselsdagssang. Tillykke til hende.
 
Vejret var fantastisk (i hvert fald den første del af dagen) og vi begav os med metroen til "Financial District". For ikke at komme alt for meget i "børsmægler-mode" startede vi dog med at finde en legeplads i Battery Park og derefter besøge det relativt nyåbnede 9/11 Memorial. Et imponerende mindesmærke for en frygtelig begivenhed. Vi havde på forhånd undret os over, hvorfor et mindesmærke for næsten 3.000 mennesker mon var udformet som to enorme vandfald, hvor store mængder vand fosser ned i de dybe huller i jorden. Er det en ramme for andægtighed og sørgen? Men når vi nu stod der gav det god mening. Hvordan kan man ellers midt i en pulserende storby skabe et sted, som er lukket af for byens larm med indre, man skaber et lyd-univers. Og sådan virker det.

Herefter gik turen til det klassiske Financial District gennem gaderne, hvor skyskraberne hævede sig højt, højt på hver side.
Vi voksne synes jo, at symbolikken i at spadsere ned langs Wall Street forbi NYSE (New York Stock Exchange), kapitalfonde som Equinox og forbi vagterne foran Federal Reserve Bank var lidt ærefrygtindgydende. Men det gjorde ikke det store indtryk at fortælle børnene, at på NYSE handles aktier for ca 75 mia $ - hver dag, at de mange børsmæglere, der - trods de 30 graders varme - gik rundt i mørke jakkesæt (alle uden undtagelse - kun slipsefarven adskiller deres "uniformer" fra hinanden) bestemte hvilke virksomheder i hele verden, der skulle købes og sælges. Kun historien om guldstandarden, der er forklaringen på, hvorfor Federal Reserve Bank råder over mere end 10.000 tons guld gjorde et vist indtryk.

Kasper klarer fantastisk at følge med os andre rundt på vandreture gennem byen hele dagen. Men i dag blev han så træt i benene, at han måtte have en højhest hos Jakob. Det var nu ikke kun benene, der var trætte. Jakobs historie-forelæsning om guldstandarden fik ham til at lukke øjnene, så hans eftermiddagslur i dag blev på ryggen af Jakob.


Spadsereturen gennem byen bragte os tværs over Manhattan til Brooklyn Bridge. Her tog vi en sejltur rundt i havneområdet - og naturligvis med en tur forbi Frihedsgudinden. Det er desværre den eneste måde man kan se den på tæt hold for tiden, idet superstormen Sandy havde forårsaget så store ødelæggelser på både Ellis island og området omkring Frihedsgudinden, at det hele er lukket for gæster i en tid. Men det var nu også ok blot at se den fra søsiden - som vel egentlige er den rigtige side at se Frihedsgudinden fra; nemlig ude fra, hvor man hilses velkommen af hende ved ankomsten til New York. Det var en god anledning til at Jakob kunne fortælle børnene lidt om hele immigrationshistorien. Og et fantastisk vue ind over Manhattan, hvor det nye World Trade Center One dominerer billedet.

På vej i land skiftede vejret pludseligt. Fra sol og 30 graders varme til en tordenbyge, som hverken vi eller ret mange andre var forberedte på. Så vi løb fra læ til læ sted. Afbrudt af at Kasper skulle tisse - og da han lige har smidt bleen skal det helst gå rimelig stærkt, når han kommer i tanke om det. Vi stod lige ud for City Hall, så Jakob tog ham og Jonas med ind i et socialcenter for at låne et toilet. Det viste sig imidlertid at være ret omstændigt. Og selv om Kasper stod og trippede og holdt sig for - ja, hvor man nu logisk gør det - så skulle vi igennem fuldt sikkerhedstjek med scanning og kontrol inden en bevæbnet vagt kunne eskortere os til et toilet. Men Kasper nåede det og vagten eskorterede os tilbage til udgangen igen. Men ikke helt samme modtagelse som i en dansk borgerservicecenter...

I mellemtiden var det til gengæld blevet solskinsvejr igen, men da vi var godt våde tog vi metroen hjem og slappede lidt af på hotellet en times tid inden aftensmadstid.

På vej i vores søgen efter restaurant skulle Kasper igen tisse. Det er jo sådan set fint nok, men mens vi andre orienterede os efter, hvor der kunne findes et toilet sagde Kasper "jeg er er klar nu". Og så havde han taget bukserne af midt på gaden. Han holdt sig dog længe nok til, at vi kunne nå at trække hans bukser op igen og finde et toilet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar