Allerede på vej ud på den halvø, hvor Cedar Point Amusement park ligger kan man se, hvad der er i vente. Den ene kæmpestore rustebane efter den anden kæmper om pladsen på den lille halvø.
Vi havde en særlig adgang til at komme ind i parken kl. 9 – en time før normal åbningstid – fordi vi boede på stedets campingplads. En kæmpe fordel tænkte vi, for så kunne vi jo nå at prøve alt muligt inden parken åbnede. Desværre var der næsten ingen forlystelser, der åbnede før kl. 10, så fordelen var nu begrænset. Men Nikolaj og Jakob fik da prøvet en tur i rutsjebanen Maverick. En af de mindre, men større end noget vi har prøvet før i diverse sommerland-parker rundt i Danmark.
Udsigt over Cedar Point fra ballongyngen. Til højre er lidt af "The GateKeeper. |
Også Kasper var sur over, at han ikke kunne få lov at prøve alle de store forlystelser, men også den surhed fortog sig heldigvis. Det viste sig, at der var rigtig mange små forlystelser. Nok mest for Kaspers aldersgruppe, men det gik ikke længe før Kasper havde lokket Jonas med til at prøve dem alle – mindst et par gange. Så i de næste timer farede de rundt fra den ene til den næste forlystelse. Hver gang de kom ud af den ene orienterede Kasper sig hurtigt og forklarede Jonas, hvor de så skulle hen og hvor de skulle sidde. I alt hvad der kunne flyver insisterede Kasper på, at ”jeg er 1. melon og du er 2. melon Jonas”. Jonas forklarede ham flere gange, at det hed pilot, men den slags detaljer havde Kasper ikke tid til at hænge sig i.
Herefter var de to uadskillelige og Kasper gik resten af dagen og kiggede beundrende op på sin fantastiske storebror Jonas, der ville prøve alt med ham.
I mellemtiden prøvede Nikolaj og Jakob årets store nye forlystelse; The Gatekeeper. En rutsjebane, der bedst beskrives med amerikanernes yndlingsord ”awesome”, når man med over 100 km/t drøner gennem den mere end én kilometer lange bane. Der var vel 10-12 kæmpe rutsjebane. Nikolaj og Jakob prøvede et par stykker mere, men måtte konstatere, at rutsjebaner med mere end tre loops gav mere kvalme end de var sjove. Der er sikkert mange mindst lige så store tivoli-parker i USA, så en af de ting vi faldt i snak med andre om, når vi alligevel stod i kø var, om denne park er noget særligt. Indtrykket var, at de andre parker har nogle der er lige så vilde, høje og hurtige rutsjebaner, men at Cedar Point er en af de får der sætter nye standarder for vilde forlystelser, som de andre så kopierer. I år er den enorme rutsjebane Gatekeeper det nye trækplaster her.
Vi var delt en del af dagen, hvor Nikolaj og Jakob prøvede de store ”thrill rides” mens Jonas, Kasper og Mette var i børneområderne. Men heldigvis var der også plads til fælles oplevelser. Fx havde vi alle et par super sjove ture i radiobilerne og en tur i det store pariserhjul med fantastisk udsigt over hele parken. Og Nikolaj fik også lokket Jonas med i et par af de mindre vilde rutsjebaner. Jonas’ yndlings blev ”Iron Dragon” som han nåede at prøve 5 gange.Nå ja, og så togturen, som Mette sad i en hel time, mens Kasper sov og Nikolaj, Jonas og Jakob sluttede sig til de sidste par omgange.
Alt i alt må det siges at være en super dag. Vi var der i over 12 timer og nød dem alle. Alligevel nåede vi ikke at prøve alt. Det største problem var nok varmen. Der var mere end 30 grader og det var en hård opgave at få hældt tilstrækkeligt vand på alle. Men det er jo ikke parkens skyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar