Fort Snelling

Vi vandrede til Willow River Falls og legede soldater i det historiske Fort Snelling, der i starten af 1800-tallet var den aller yderste grænse for den vestlige civilisation i USA.


Vi sov længe i den stille skov, ristede morgenbrød og lavede varm kakao over bål og brugte formiddagen på en vandretur til River River Falls i det skønne vejr det nu igen er blevet. Det er selvfølgelig ikke i samme kategori som Niagara Falls, men det var sådan set langt mere hyggeligt og sjovt, at man kunne komme helt tæt på. Nikolaj, Jonas og Kasper fandt endvidere adskillige fjender, der skulle bekæmpes vo vores tur gennem den tætte skov.

Om eftermiddagen besøgte vi det historiske Fort Snelling. En genopførelse af et fort fra 1820’erne med en spændende historie.

Det oprindelige fort er bygget i 1820-1825 af 300 soldater med Commander Snelling i spidsen. På den tid udgjorde fortet den yderste grænse for europæerne. Det var ”indian country”, hvor kun få hvide pelsjægere ellers befandt sig. Der var mere end 1000 km til nærmeste by og ingen veje dertil, så fortet var i praksis totalt afskåret fra omverdenen – særligt i vintermånederne, hvor Mississippi frøs til. Derfor gik det meste af soldaternes tid heller ikke med kamp-træning men med at passe det omgivende landbrug og skaffe forsyninger til vinteren.

Nikolaj, Jonas & Kasper fik udleveret et skattekort, hvor de kunne besøge de forskellige steder på fortet og få historier fra udklædte soldater, vaskekoner, smede m.v., som de så kunne samle på skattekortet. Det krævede selvfølgelig hjælp med oversættelse til vores børn, men Nikolaj klarede flot at udfylde skattekortet på engelsk. Det var en rigtig god måde at få gjort historie interessant for børnene, selv om de slet ikke kunne forstå de vilkår de levede under dengang. Jakob forklarede for sjovt, at der kun var én telefon på hele fortet, hvorefter Nikolaj udbrød; ”Vildt, skulle de deles 300 mennesker om én mobil?” før han kom i tanke om, at de jo nok slet ikke havde hverken mobil eller andre slags telefoner.

Undervejs var der også en træning, hvor de affyrede geværer. Vi fik lov at holde de lange, tunge geværer – godt det ikke er os, der skulle marchere hundredevis af kilometer med dem.

Fortet lukkede efter borgerkrigen, hvor det mistede sin funktion – på en lidt ærgerlig baggrund; nemlig, at indianerne blev fordrevet til små reservater og den nye ”frontier” rykkede længere vestpå.

A pro pos borgerkrigen har Fort Snelling en anden pudsig historie, idet en episode fra fortet er en medvirkende årsag til borgerkrigens udbrud. På et tidspunkt i 1840’erne blev der udstationeret en læge på fortet. Han kom fra en af sydstaterne og medbragte sine slaver; Scott Dredd med familie. På den tid var det sådan, at hvis en slave kom til en stat, hvor slaveri var forbudt var han/hun automatisk fri. Men det var uklart, hvad der skete, når en ”ejer” medbragte sine slaver til ”frontier territories”; områder, der ikke var en stat i USA. Slaven Scott Dredd anlagde sag og vandt i første omgang sin frihed. Men i sidste instans omstødte højesteret dommen (der var flertal af dommere udpeget fra sydstaterne, der selv var slaveejere!). Det medførte store protester i nordstaterne og var formentlig medvirkende årsag ti, at Abraham Lincoln blev valgt til præsident året efter – efter en kampagne med fokus på ophævelse af slaveriet. Herefter er historien kendt for de fleste. Sydstaterne erklærede sig uafhængige og den blodige borgerkrig brød ud.

Fort Snelling var træningssted under borgerkrigen, men blev lukket kort efter krigens afslutning. Slaven Scott Dredd og hans familie blev solgt videre og endte hos de børn, som han i sin tid havde hjulpet med at opfostre. Og de satte ham og hans familie fri. Han nåede desværre kun at være fri knap et år inden han døde, men inden sin død nåede han at blive den mest kendte slave og et symbol på kampen mod slaveriet.

Med den historie i bagagen forlod vi Fort Snelling mens fortets kanon blev affyret. Tilbage i autocamperen opdagede vi, at tre dage uden en campingplads med strøm er for meget for vores fryser. Vores is var blevet helt blød, så vi hyggede os med at spise 1½ liter meget blød is.

Det var blevet sen eftermiddag og vi havde brug for en regulær campingplads med strøm, så vi kørte til den nærmeste KOA campingplads sydvest for Minneapolis og nød luksus-campinglivet med strøm, en tur i swimming poolen og varmt bad inden sengetid.