onsdag den 26. juni 2013

Chicago

En regnfuld dag betød, at vi flyttede en del af vores besøg i Chicago indendørs til Shedd’s Aquarium.

Vi faldt i søvn til tordenvejr og vågnede op til silende regn. Vi nåede derfor kun en meget kort tur ned for at se stranden ved Indiana Dunes. Et virkelig skønt område, som vi gerne ville have brugt mere tid i, hvis vejret havde været bedre.

Tanken havde egentlig været at spadsere rundt det meste af dagen i Chicago. Vi havde booket et motel med plads til vores autocamper, så vi slap for at finde p-plads inde i centrum. Men nu hvor det regnede, tog vi i stedet til Shedd Aquarium lidt syd for centrum. Vi tænkte, at vi ville køre hertil og var da også indstillet på, at det nok ville koste lidt at parkere. Men at den eneste parkeringsplads med plads til autocampere tog 35$ for at parkere havde vi ikke lige regnet med.

På grund af regnvejret var der mange tusinde andre, der havde fået samme idé. Det lykkedes dog Jakob at spille tilpas forvirret turist til at blive ekspederet i en kort kø for års-kort-holdere, så vi slap for en times køtid foran akvariet. Derefter gik turen rundt i akvariet. Det var heldigvis meget stort, så selv om der var mange mennesker virkede det ikke crowded.


Vi fik set alverdens fisk. Både lokale fra ”The Great Lakes” og tropiske småfisk og store hajer (som vi håber at gense på Hawaii – Mette er nok ikke enig i ønsket om at gense hajerne). Der var et par havoddere, der boltrede sig i et stort bassin. De er helt vildt store – mindst en meter lange.

Så var der et bassin, hvor man kunne ”kæle” med rokker. Ret sjovt – bortset fra, at Kasper var bange for dem. Besøget sluttede af med et show med delfiner og hvidhvaler (beluga hvaler). Egentlig et ret vulgært show, som mest handlede om, at vi skulle høre om, hvor fantastiske Shedd-familien er til at tage sig af dyr. Men det var sjovt at se delfinerne og så var de tre hvidhvaler en helt speciel oplevelse – selv om det var endnu sjovere at se dem i deres eget bassin efter showet.

Det var blevet sen eftermiddag, da vi forlod akvariet. Til gengæld var regn afløst af sol, så vi lod autocamperen stå (nu havde vi jo også betalt 35$ for parkeringen) og spadserede gennem den store park til havnen med hele Chicagos skyline som baggrund op til det enorme springvand; Buckingham Fountain.
Herfra går man direkte ind i centrum blandt de høje bygninger. Så det bedste view med bl.a. det høje Sears Tower (der indtil ”World Trade Center One” står færdigt i New York vist nok er USA’s højeste bygning) får man faktisk fra parken og havnen. Men det ændrer nu ikke ved, at det er spændende at spadsere rundt mellem de høje bygninger. Det er pudsigt at højbanen, der kører i 3 etagers højde jo ikke er særlig høj, når alle bygninger er 30+ etager høje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar