Godnathistorier og god fantasi

Man kan ikke slæbe bøger med til så lang en rejse. Så godnathistorien består som regel af historiefortælling.

Jakob har gennem mange år fortalt godnathistorier for Nikolaj og Jonas. Rent faktisk begyndte den gode tradition på vores jordomrejse i 2005-06, hvor en genfortælling af Narnia-historierne udviklede sig til en årelang fortælle-tradition, hvor eventyrerne/guldgraverne/superheltene Nikolaj og Jonas (og de senere år også Kasper) har oplevet det ene eventyr efter det andet.

Om det har medvirket til Nikolaj og Jonas' fantasiudvikling er ikke til at vide, men i hvert fald har de to brødre en hel særlig verden, som de som regel hurtigt bevæger sig ind i, når vi er på forskellige ture. Det inkluderer som regel en hel del sværdkamp (enten i en Star Wars udgave med lyssværd eller en Tolkien-verden med kamp mod orger og trolde). Det har været sådan i mange år, at de to går et stykke foran os andre helt opslugt af deres fantasiverden.

Kasper har hidtil ikke været så meget med i dette, men her på rejsen putter Jakob som regel alle tre drenge samtidig med fælles godnathistorie. Og her sætter Kasper som regel dagsordenen for historien, der gerne skal inkludere en sekvens, hvor ridder Skt Georg spidder en drage. Og nu er Kasper også begyndt selv at fortælle godnathistorie for os andre. Det foregår med mindst samme engagement som Jakob lægger for dagen.

Ud over at det er sjovt, så må det helt sikkert også være godt for fantasien. Og det er godt for nu skal I lige historien om fantasien, der blev stjålet.

Hjemme er alle børneværelser godt fyldt med legetøj, men det kan vi naturligvis ikke have med os. Men selv om Kasper jævnligt fortæller, at han savner sit lego, virker det nu ikke til at være det store problem. Nikolaj og Jonas har deres sværd og så er der mange timers leg i store rollespils-verdener. Kasper leger med det han nu kan få fingre i. En af dagene legede Kasper og Jakob bondegård med, hvad der nu lige var til rådighed. Efter lidt tid spørger Jakob om han må være bondemanden. Kasper: ”Men det er jo ikke en bondemand far. Det er bare sådan en prop til en cola.” Jakob svarede, at han da vist måtte have mistet sin fantasi, hvis det nu kun var en prop, når det lige havde været en bondemand.

Kasper farede op og fortalte: ”Ja!. Min fantasi er blevet stjålet. Af pirater!. Men så fandt jeg dem. Jeg kæmpede og kæmpede. Stak dem med min lanse. Så døde de… …. Og til sidst puttede jeg dem i fængsel. Og så befriede jeg min fantasi.”

Ja, det må man godt nok sige, at han gjorde. Og cola-proppen (bondemanden) kunne fortsætte med at høste med sin mejetærsker (et plastickrus).

Fort Snelling

Vi vandrede til Willow River Falls og legede soldater i det historiske Fort Snelling, der i starten af 1800-tallet var den aller yderste grænse for den vestlige civilisation i USA.


Vi sov længe i den stille skov, ristede morgenbrød og lavede varm kakao over bål og brugte formiddagen på en vandretur til River River Falls i det skønne vejr det nu igen er blevet. Det er selvfølgelig ikke i samme kategori som Niagara Falls, men det var sådan set langt mere hyggeligt og sjovt, at man kunne komme helt tæt på. Nikolaj, Jonas og Kasper fandt endvidere adskillige fjender, der skulle bekæmpes vo vores tur gennem den tætte skov.

Om eftermiddagen besøgte vi det historiske Fort Snelling. En genopførelse af et fort fra 1820’erne med en spændende historie.

Det oprindelige fort er bygget i 1820-1825 af 300 soldater med Commander Snelling i spidsen. På den tid udgjorde fortet den yderste grænse for europæerne. Det var ”indian country”, hvor kun få hvide pelsjægere ellers befandt sig. Der var mere end 1000 km til nærmeste by og ingen veje dertil, så fortet var i praksis totalt afskåret fra omverdenen – særligt i vintermånederne, hvor Mississippi frøs til. Derfor gik det meste af soldaternes tid heller ikke med kamp-træning men med at passe det omgivende landbrug og skaffe forsyninger til vinteren.

Nikolaj, Jonas & Kasper fik udleveret et skattekort, hvor de kunne besøge de forskellige steder på fortet og få historier fra udklædte soldater, vaskekoner, smede m.v., som de så kunne samle på skattekortet. Det krævede selvfølgelig hjælp med oversættelse til vores børn, men Nikolaj klarede flot at udfylde skattekortet på engelsk. Det var en rigtig god måde at få gjort historie interessant for børnene, selv om de slet ikke kunne forstå de vilkår de levede under dengang. Jakob forklarede for sjovt, at der kun var én telefon på hele fortet, hvorefter Nikolaj udbrød; ”Vildt, skulle de deles 300 mennesker om én mobil?” før han kom i tanke om, at de jo nok slet ikke havde hverken mobil eller andre slags telefoner.

Undervejs var der også en træning, hvor de affyrede geværer. Vi fik lov at holde de lange, tunge geværer – godt det ikke er os, der skulle marchere hundredevis af kilometer med dem.

Fortet lukkede efter borgerkrigen, hvor det mistede sin funktion – på en lidt ærgerlig baggrund; nemlig, at indianerne blev fordrevet til små reservater og den nye ”frontier” rykkede længere vestpå.

A pro pos borgerkrigen har Fort Snelling en anden pudsig historie, idet en episode fra fortet er en medvirkende årsag til borgerkrigens udbrud. På et tidspunkt i 1840’erne blev der udstationeret en læge på fortet. Han kom fra en af sydstaterne og medbragte sine slaver; Scott Dredd med familie. På den tid var det sådan, at hvis en slave kom til en stat, hvor slaveri var forbudt var han/hun automatisk fri. Men det var uklart, hvad der skete, når en ”ejer” medbragte sine slaver til ”frontier territories”; områder, der ikke var en stat i USA. Slaven Scott Dredd anlagde sag og vandt i første omgang sin frihed. Men i sidste instans omstødte højesteret dommen (der var flertal af dommere udpeget fra sydstaterne, der selv var slaveejere!). Det medførte store protester i nordstaterne og var formentlig medvirkende årsag ti, at Abraham Lincoln blev valgt til præsident året efter – efter en kampagne med fokus på ophævelse af slaveriet. Herefter er historien kendt for de fleste. Sydstaterne erklærede sig uafhængige og den blodige borgerkrig brød ud.

Fort Snelling var træningssted under borgerkrigen, men blev lukket kort efter krigens afslutning. Slaven Scott Dredd og hans familie blev solgt videre og endte hos de børn, som han i sin tid havde hjulpet med at opfostre. Og de satte ham og hans familie fri. Han nåede desværre kun at være fri knap et år inden han døde, men inden sin død nåede han at blive den mest kendte slave og et symbol på kampen mod slaveriet.

Med den historie i bagagen forlod vi Fort Snelling mens fortets kanon blev affyret. Tilbage i autocamperen opdagede vi, at tre dage uden en campingplads med strøm er for meget for vores fryser. Vores is var blevet helt blød, så vi hyggede os med at spise 1½ liter meget blød is.

Det var blevet sen eftermiddag og vi havde brug for en regulær campingplads med strøm, så vi kørte til den nærmeste KOA campingplads sydvest for Minneapolis og nød luksus-campinglivet med strøm, en tur i swimming poolen og varmt bad inden sengetid.

Mississippi River og Det Lille Hus På Prærien

Vi kørte hele dagen langs Mississippi River med afstikkere ind i landet i både Wisconsin og Minnesota til bl.a. Det Lille Hus På Prærien.

Dagen startede gråt og skyet men dog i det mindste tør efter gårsdagens heftige regnvejr. Vi forlod vores lidet charmerende overnatningsplads på Walmart parkeringspladsen tidligt. Alle bortset fra Mette, der var vågnet når kunderne parkerede bilerne med motor og radio tændt mens de handlede i nattens løb, havde nu sovet fint her.

Efter få kilometer nåede vi La Crosse, hvor vi kørte fra motorvejen og ind på den 400 km lange ”Great River Road”, der løber langs (en lille del af) Mississippi River. Det var en super flot tur med den brede flod til den ene side og smukke bakker, skove og småbyer på den anden.

Det meste af vejen kørte vi på Minnesota-siden (syd for floden), men vi krydsede over et par gange til den nordlige side. Her (i Wisconsin) er landskabet helt anderledes. Upper Mississippi breder sig i et meget bredt bælte – vel mindst en kilometer – med moser, småfloder og marsk. For så at blive klassiske landbrugsland – majsmarker er klart det mest udbredte. Det er sjovt som der er forskel på de to sider af floden.

Det er også på Wisconsin-siden, at Laura Wilders’ barndomshjem ligger (Det er rimelig svært at finde – formentlig fordi byen hellere ser, at man besøger det lokale Peppin Historical Museum. Man kører til Peppin og finder et lille skilt i vejkanten, som man følger godt 10 kilometer nordvest.) Her står en genopført kopi af det hus, som inspirerede forfatteren til bøgerne om Det Lille Hus På Prærien. Hyggeligt at se – selv om Mette og Jakob måtte konstatere, at selv om det gav mange minder for os og vores barndomslege, så har vi ikke fået bragt det videre til vores børn. Det sagde i hvert fald ikke dem så meget – andet end at de slet ikke kunne forstå, hvordan de dengang kunne bo så mange mennesker i et hus på størrelse med vores køkken. Men de kunne genkende byggestilen i bjælkehuset fra legehuset på Hudekær, som Jakob og Mikkel byggede med morfar/oldefar – inspireret af historier som Det Lille Hus på prærien, Nybyggerne i Canada etc.

Videre gennem marker i Wisconsin stødte vi på den lille by Maiden Rock. En lille western-by med 10 huse samt en saloon, bank, gas-station og bedemand. Byen henlå helt stille – vi ventede nærmest, at en skudduel mellem skurken og sheriffen kunne bryde ud hvert øjeblik.

Herfra gik turen igen over til Minnesota-siden. Men det gik ikke uden problemer for den første bro var lukket. Vi krydsede dog floden inden vi nåede byen Red Wings, der har en høj bakke med udsigt over flod-deltaet og dalen. Her på toppen spiste vi en hyggelig frokost.

Turen fortsatte langs floden direkte til St Paul – den ene af de såkaldte ”twin cities” (den anden er Minneapolis). Vi nåede en kort rundtur i byen mens vi vaskede tøj. Hyggelig by – særlig bemærkelsesværdig er de mange glas-gangbroer mellem husene, der er etableret for, at indbyggerne kan bevæge sig gennem byen uden at komme udenfor i de meget kolde vinter-måneder.

Vi endte sent på en overnatningsplads i Willow State Park, hvor vi hyggede med at riste skumfiduser over bål. Som det meste andet her i USA er også skumfiduser mindst fire gange så store som hjemme. Det bliver til meget klister i hænderne på Kasper… Nikolaj og Jonas brugte den ene af deres skumfiduser til at spille bold.

En våd dag i Wisconsin

En hyggelig start på dagen med badning i en skovsø i strålende solskin og senere kørsel gennem Wisconsin i øsende regnvejr.

Vi vågnede til dejligt vejr og Jakob tændte bål, så vi kunne lave morgenmad. Solen skinnede og det var dejlig varmt, så efter et par sværdkampe mellem træerne besøgte vi en skovsø, hvor vi badede ved en lille strand.


Rice Lake: Nikolaj & Jonas morgenbader

Rice Lake: Der blev endda lidt forældre-tid, mens børnene legede på stranden

Vi kørte videre til Madison – en hyggelig lille ”hovedstad” i Wisconsin, hvor centrum domineres af den store parlamentsbygning. Spiste sen frokost på en lille restaurant, hvor det lykkedes Kasper at hælde et glas vand ud over Jakob. Og da han var nogenlunde tørret fik han selv kvast Kaspers glas – der i mellemtiden var blevet fyldt igen – så han gik noget våd derfra.

Turen gik videre fra Madison – det meste af turen gennem øsende regn, så vi kun kunne se få meter fremad. Det var egentlig meningen, at vi ville køre ad landeveje gennem staten for at opleve den bedst, men da hele eftermiddagen bød på kraftige torden-byger tog vi Interstate 90 til den vestlige ende af Wisconsin – længere end vi egentlig havde tænkt, men vi kan jo lige så godt få lagt nogle kilometer bag os, når nu vejret er kedeligt.

De mange kilometer kræver naturligvis også benzin på bilen. For selv om der er en tank på ca 180 liter, så bruger den 2-3 tons tunge vogn også en hel del (vi kører kun lidt over 4 km på en liter benzin). Heldigvis er Kasper frisk på at hjælpe med at tanke. Og på de moderne tankstationer underholdes man naturligvis med en TV-skærm ved standeren med nyheder, vejrudsigt og - naturligvis - reklamer.

Hen på aftenen gjorde vi holdt på en Walmart p-plads. Mette er ikke så tryg ved at overnatte her - så hellere alene ude midt i en skov omgivet af bjørne, men da klokken var blevet hen ad 20 besluttede vi at blive her for natten. Aftenen gik med at handle i den kæmpe store (døgnåbne) Super Walmart (ca. 4 x Bilka), spise aftensmad i autocamperen. Drengene skrev dagbog og vi prøvede at tørre lagner og puder, for vi havde desværre efterladt bilen med et åbent tagvindue i øsende regnvejr. Det sidste var ikke nemt, da det fortsat småregnede.

Kettle Morraine State Forrest

Meget dårlig start på dagen. Men dagen sluttede i lutter idyl i en skov nord for Chicago.

Vi overnattede – for første og helt sikkert også sidste gang – på et motel, selv om vi havde autocamperen med os. Det skyldtes, at der ikke lige er campingpladser nær Chicago, hvor vi var til sent aftenen før. Men det blev et dyrt besøg. På vej ud fra motellet om morgenen havde Jakob nok at gøre med at få autocamperen ud uden at ramme de mange parkerede biler og lastvogne, men overså et udhæng på motellets tag. Det resulterede i en ødelagt vindskede på huset og – værre for os – et ordentligt hul i autocamperens øverste del – ind til det rum Nikolaj og Jonas sover i om natten. Fu…

Vi kontaktede Cruise America, der varetager forsikringssagen i forhold til motellet. En ting er, at det er surt økonomisk, da vi har 1000$ i selvrisiko – de er vist røget. Men det er en skade, der kræver en del pladearbejde og lakering, så det ærgerligste var sådan set, hvis det skulle koste os flere dages pause i rejsen. Vi aftalte med Cruise America, at vi fortsætter rejsen og at de så må påregne ikke at kunne leje den ud lige med det samme, når vi returnerer den. Jakob har så lappet hullet med gaffatape, så nu er vi på farten igen.

Vi kørte nordpå fra Chicago af motorvejen, men drejede fra østpå ud til Michigan Lake, hvor vi passerede Racine – en lille forstadsby med godt 80.000 indbyggere. En by der i vores danske guidebog mest er kendt for at være beboet af danskere og næsten helt dansk. Det var nu svært at se, men vi fandt det lille område i byen, som blev kaldt Kringleville pga de danskere bagere. Vi nåede både at besøge Larsen’s Bakery og Bendtsen’s Bakery. Nikolaj, Jonas og Kasper fandt noget der mindede lidt om deres favorit bagerbrød fra deres besøg hos mormor/morfar og farmor/Morten; rosenbrød.

Turen fortsatte nordpåtil det relativt upåagtede Kettle Morraine State Forrest. Ikke noget vi kunne finde særlig meget info om i hverken guidebog eller på nettet, men det lød til at der var mulighed for gode vandreture i skovene.

Det viste sig at være et rigtig godt valg. Vi ankom til parken, hvor man betaler for adgangen ved at lægge en registreringsseddel og en 10$-seddel i en postkasse og så har man adgang til hele parken samt kort over vandrestier m.v. Vi parkerede og gjorde klar til vandretur – hvorefter det begyndte at regne. Og lige som med næsten alt andet herovre, så er også regnvejr større og vildere end i Danmark. Så ja, det øsede ned. På med regnjakkerne og af sted.

Vi valgte en lille tur på 1½ mile (godt 2 km) og traskede af sted næsten i ly for regnen under træernes kroner. Efter lidt tid blev det tørvejr og vi kunne pakke regntøjet væk. Og så var det tid til fangelege og gemmeleg i den hyggelige skov. Kasper var dog ikke i særlig godt vandre-humør, så han udførte en længere ”sit-down strike” på en skovsti. Men heldigvis kom han i tanke om, at når gå-benene er trætte, så kan man bare bruge løbe-benene i stedet. Så gik det godt et stykke tid i vild jagt med Jakob i hånden efter Nikolaj og Jonas. Og når løbe-benene også blev trætte kan de jo heldigvis lades op med en svingtur hos mor eller far.

Tilbage til autocamperen kørte vi mod en overnatningsplads i parken. På vejen så vi dog en hyggelig skovsø (Rice Lake) med græsplæne, picnic-bord og en lille legeplads. Så er det genialt at have hele huset med sig. For vi slog os bare ned her. Legede, slappede af og udforskede området. Aftensmaden tilberedte vi også her. Friske majs fra Wisconsins marker og madpandekager. Vi sluttede af med is til dessert ved søen, mens solen gik ned.

I USA er der desværre ikke ”allemandsret”, så man må ikke bare overnatte sådanne steder. Da vi nærmede os sengetid kørte derfor vi til overnatningspladsen. Den lå gemt godt af vejen inde i skoven, hvor vi havde en plads helt for os selv. Jonas og Nikolaj læste godnathistorie for Kasper. Det er herligt som de tre brødre hygger sig sammen på denne her tur. Det er lige som vi håbede, at det ville gå.

Vi faldt i søvn til skovens lyde og de sjove lysglimt i skoven fra han-ildfluer, der søger mager.

Chicago

En regnfuld dag betød, at vi flyttede en del af vores besøg i Chicago indendørs til Shedd’s Aquarium.

Vi faldt i søvn til tordenvejr og vågnede op til silende regn. Vi nåede derfor kun en meget kort tur ned for at se stranden ved Indiana Dunes. Et virkelig skønt område, som vi gerne ville have brugt mere tid i, hvis vejret havde været bedre.

Tanken havde egentlig været at spadsere rundt det meste af dagen i Chicago. Vi havde booket et motel med plads til vores autocamper, så vi slap for at finde p-plads inde i centrum. Men nu hvor det regnede, tog vi i stedet til Shedd Aquarium lidt syd for centrum. Vi tænkte, at vi ville køre hertil og var da også indstillet på, at det nok ville koste lidt at parkere. Men at den eneste parkeringsplads med plads til autocampere tog 35$ for at parkere havde vi ikke lige regnet med.

På grund af regnvejret var der mange tusinde andre, der havde fået samme idé. Det lykkedes dog Jakob at spille tilpas forvirret turist til at blive ekspederet i en kort kø for års-kort-holdere, så vi slap for en times køtid foran akvariet. Derefter gik turen rundt i akvariet. Det var heldigvis meget stort, så selv om der var mange mennesker virkede det ikke crowded.


Vi fik set alverdens fisk. Både lokale fra ”The Great Lakes” og tropiske småfisk og store hajer (som vi håber at gense på Hawaii – Mette er nok ikke enig i ønsket om at gense hajerne). Der var et par havoddere, der boltrede sig i et stort bassin. De er helt vildt store – mindst en meter lange.

Så var der et bassin, hvor man kunne ”kæle” med rokker. Ret sjovt – bortset fra, at Kasper var bange for dem. Besøget sluttede af med et show med delfiner og hvidhvaler (beluga hvaler). Egentlig et ret vulgært show, som mest handlede om, at vi skulle høre om, hvor fantastiske Shedd-familien er til at tage sig af dyr. Men det var sjovt at se delfinerne og så var de tre hvidhvaler en helt speciel oplevelse – selv om det var endnu sjovere at se dem i deres eget bassin efter showet.

Det var blevet sen eftermiddag, da vi forlod akvariet. Til gengæld var regn afløst af sol, så vi lod autocamperen stå (nu havde vi jo også betalt 35$ for parkeringen) og spadserede gennem den store park til havnen med hele Chicagos skyline som baggrund op til det enorme springvand; Buckingham Fountain.

Herfra går man direkte ind i centrum blandt de høje bygninger. Så det bedste view med bl.a. det høje Sears Tower (der indtil ”World Trade Center One” står færdigt i New York vist nok er USA’s højeste bygning) får man faktisk fra parken og havnen. Men det ændrer nu ikke ved, at det er spændende at spadsere rundt mellem de høje bygninger. Det er pudsigt at højbanen, der kører i 3 etagers højde jo ikke er særlig høj, når alle bygninger er 30+ etager høje.

Videre vestpå - gennem Ohio og Indiana

Endnu en køredag. Gennem Ohio og Indiana med retning mod Chicago. Undervejs kørte vi gennem Amish-country og overnattede i det skønne Indiana Dunes, hvor vi desværre krøb i ly i autocamperen for et voldsomt tordenvejr.

Vores hidtil længste køredag skulle bringe os tæt på Chicago. Så vi forlod staten New York (for sidste gang), kørte gennem Ohio hvor vinmarkerne blev afløst af majsmarker og fortsatte til Indiana af hovedvej 6. Vi sad og snakkede om hvorvidt den Amish-kultur, der skulle være her stadig eksisterede, hvor lokale samfund (af religiøse årsager???) forsager moderne hjælpemidler som biler, elektricitet mv. I det samme måtte vi bremse hurtigt op efter et sving, hvor en af de klassiske Amish-hestevogne red midt på hovedvejen.

Vi drejede fra hovedvejen for at se nærmere på området, men det viste sig, at den landevej vi troede vi kunne køre ad var lukket for gennemkørende trafik, så vi lod hestevognen passe sig selv og kørte tilbage på hovedvejen.


2 x 3 brødre

Nogle kilometer længere fremme mødte vi ”Amish Acres”. Sikkert oprindeligt hjemsted for en familie, der levede efter alle de rigtige Amish-kulturregler, men som nu var omdannet til en kommerciel udgave, der skulle fremvise (og tjene penge på) kulturen. Vi frygtede det værste, da vi parkerede på en stor parkeringsplads med parkeringsbåse til turistbusser, men besluttede os alligevel at gøre holdt, når nu vores afstikker til den mere autentiske del var blevet forhindret.

Det viste sig nu ikke at være så slemt endda. Vi spadserede rundt på hele området. Klappede hestene, morede os over den sure kalkun og de søde ællinger og så ind i de gamle huse, der nu var indrettet som museum – meget a’la Frilandsmuseet. Da vi forlod stedet igen fandt vi af, at vi var ankommet efter billetkontoret var lukket og at det faktisk var meningen, at man skulle have betalt i dyre domme for en guidet rundtur. Det savnede vi nu ikke.

Det begyndte at blive sen eftermiddag, så vi besluttede os for at droppe hovedvejen og køre til nærmeste Interstate motorvej for at komme hurtigt videre. Det bragte os ud på en hyggelig tur af små landeveje uden andet end få spredte gårde mellem markerne.

Efterhånden som benzin-nålen gik fra ”Empty” til at blinke  ”Fuel now” blev vi dog lidt bekymrede over. Men heldigvis dukkede både motorvej og tankstation op inden vi løb tør. Herefter kørte vi på motorvejen til Indiana Dunes, der ligger ud til Michigan-søerne (den vestligste af ”The Great Lakes”). I mellemtiden var det desværre blevet regnvejr og da vi fandt campingmulighed var det blevet til noget nær et skybrud, så vi blev i autocamperen hele aftenen.

Cedar Point

"The #1 amusement park" reklamerer Cedar Point med. Om det er rigtigt, kan vi ikke vurdere, men det var en super sjov dag, hvor vi brugte fra tidlig morgen til sen aften på.

Allerede på vej ud på den halvø, hvor Cedar Point Amusement park ligger kan man se, hvad der er i vente. Den ene kæmpestore rustebane efter den anden kæmper om pladsen på den lille halvø.

Vi havde en særlig adgang til at komme ind i parken kl. 9 – en time før normal åbningstid – fordi vi boede på stedets campingplads. En kæmpe fordel tænkte vi, for så kunne vi jo nå at prøve alt muligt inden parken åbnede. Desværre var der næsten ingen forlystelser, der åbnede før kl. 10, så fordelen var nu begrænset. Men Nikolaj og Jakob fik da prøvet en tur i rutsjebanen Maverick. En af de mindre, men større end noget vi har prøvet før i diverse sommerland-parker rundt i Danmark.


Udsigt over Cedar Point fra ballongyngen. Til højre er lidt af "The GateKeeper.

Jonas var noget betuttet. Han er ikke til de store rustebaner og ville hellere bare være hjemme i autocamperen (formentlig for at spille på sin nye iPod). Han er ikke nem at begejstre og vi voksne tænkte faktisk, at det ville blive en møg-dag for ham. Men heldigvis gik det anderledes.

Også Kasper var sur over, at han ikke kunne få lov at prøve alle de store forlystelser, men også den surhed fortog sig heldigvis. Det viste sig, at der var rigtig mange små forlystelser. Nok mest for Kaspers aldersgruppe, men det gik ikke længe før Kasper havde lokket Jonas med til at prøve dem alle – mindst et par gange. Så i de næste timer farede de rundt fra den ene til den næste forlystelse. Hver gang de kom ud af den ene orienterede Kasper sig hurtigt og forklarede Jonas, hvor de så skulle hen og hvor de skulle sidde. I alt hvad der kunne flyver insisterede Kasper på, at ”jeg er 1. melon og du er 2. melon Jonas”. Jonas forklarede ham flere gange, at det hed pilot, men den slags detaljer havde Kasper ikke tid til at hænge sig i.

Herefter var de to uadskillelige og Kasper gik resten af dagen og kiggede beundrende op på sin fantastiske storebror Jonas, der ville prøve alt med ham.

I mellemtiden prøvede Nikolaj og Jakob årets store nye forlystelse; The Gatekeeper. En rutsjebane, der bedst beskrives med amerikanernes yndlingsord ”awesome”, når man med over 100 km/t drøner gennem den mere end én kilometer lange bane. Der var vel 10-12 kæmpe rutsjebane. Nikolaj og Jakob prøvede et par stykker mere, men måtte konstatere, at rutsjebaner med mere end tre loops gav mere kvalme end de var sjove. Der er sikkert mange mindst lige så store tivoli-parker i USA, så en af de ting vi faldt i snak med andre om, når vi alligevel stod i kø var, om denne park er noget særligt. Indtrykket var, at de andre parker har nogle der er lige så vilde, høje og hurtige rutsjebaner, men at Cedar Point er en af de får der sætter nye standarder for vilde forlystelser, som de andre så kopierer. I år er den enorme rutsjebane Gatekeeper det nye trækplaster her.

Joshua og Caroline, som vi mødte et par gange og blandt andet stod i kø med i næsten en time ved ”The Gatekeeper”, kom her jævnligt. De havde købt sæson-kort fordi de jo boede i Michigan – kun et par timers kørsel herfra. Her var det så os, der måbede, for et par timers kørsel synes vi altså ikke er lige om hjørnet.

Vi var delt en del af dagen, hvor Nikolaj og Jakob prøvede de store ”thrill rides” mens Jonas, Kasper og Mette var i børneområderne. Men heldigvis var der også plads til fælles oplevelser. Fx havde vi alle et par super sjove ture i radiobilerne og en tur i det store pariserhjul med fantastisk udsigt over hele parken. Og Nikolaj fik også lokket Jonas med i et par af de mindre vilde rutsjebaner. Jonas’ yndlings blev ”Iron Dragon” som han nåede at prøve 5 gange.Nå ja, og så togturen, som Mette sad i en hel time, mens Kasper sov og Nikolaj, Jonas og Jakob sluttede sig til de sidste par omgange.

Dagen sluttede med, at Jakob prøvede Top Thrill Dragster. Den vildeste forlystelse! Først fyres man af sted med en acceleration til mere end 180 km/t på få sekunder. Derefter tager man farten af igen ved at køre 140 meter lodret op i luften. For så at vende om og drøne de samme 140 meter ned igen. Både hår og øjenvipper stod lige ud i luften efter denne ”totally awesome” tur. [Hvis ikke videoen virker, så klik her.]

Alt i alt må det siges at være en super dag. Vi var der i over 12 timer og nød dem alle. Alligevel nåede vi ikke at prøve alt. Det største problem var nok varmen. Der var mere end 30 grader og det var en hård opgave at få hældt tilstrækkeligt vand på alle. Men det er jo ikke parkens skyld.

En lang køredag langs Lake Erie

Smuk natur og lange highways. I dag var en køredag. Mere end 400 km syd om ”The Great Lakes”.

Vi forlod campingpladsen ved Niagara Falls om morgenen. Kørte syd på gennem Canada indtil vi krydsede grænsen ved Buffalo. Grænsevagten kiggede underligt på os, da vi fortalte, at vi skulle hele vejen til Seattle. Den reaktion har vi oplevet flere steder. Selv om de er vant til lange afstande her, så mener de fleste vist, at det at krydse landet heroppe uden at flyve er lidt tosset.

Selve byen, Buffalo, var der nu ikke så meget ved. Mest stolte er de tilsyneladende selv ved at være arnested for ”buffalo wings” til den amerikanske kogekunst. Det var stadig formiddag, så det lod vi os ikke friste af trods de mange reklamer for ”the original wings from Buffalo”.


Ved Buffalo sluttede også kørslen langs Ontario Lake, men kort efter kom den endnu større Lake Erie i syne. En enorm sø. Vi kørte langs søen de næste 300 km. Bedst indtryk fik vi ved en af vores pauser i Lake Erie State Park. En meget hyggelig naturpark næsten helt perfekt til en pause på en varm dag. En legeplads, hvor alle kunne få rørt sig og en smuk strand ud til søen, hvor drengene byggede sandslot. Udsigten over søen er imponerende.

Da vi stod ved søbredden undrede Nikolaj sig og kunne ikke forstå, at vi blev ved at kalde det en sø, for den var da lige så stor som et hav. Den er også vildt stor. Vel omkring 400 km lang og 100 km bred. Men når stedet kun var ”næsten perfekt” skyldtes det, at selv om stranden var indbydende var badning desværre forbudt. Vandet virkede også ret forurenet – særligt ud for den kæmpe kloak, der havde udløb her. Øv. Vi kunne godt have brugt en dukkert for der er over 30 grader varmt.

Herfra kørte vi på motorvejen det sidste stykke til Cedar Point, hvor vi i morgen skal i det store tivoli-land.

Vi bor på campingpladsen Cedar Point Camper Village få hundrede meter fra parken. Vældig smart, da vi regner med at være der hele dagen i morgen, men også en meget kedelig campingplads. Så vi brugte aftenen på at ”se biograf” på vores to 7” skærme i campingvognen.

Niagara Falls

Et par fantastiske dage ved de enorme vandfald, som vi besøgte fra både USA- og Canada-siden.

 Vi ankom til byen Niagara Falls på USA-siden af grænsen sen eftermiddag. Egentlig havde vi tænkt blot at fortsætte direkte til campingpladsen og så bruge hele den efterfølgende dag på at udforske vandfaldene. Men da vi allerede langt fra kunne se den store vandtåge fra faldene med byen i baggrunden, var der ikke noget at gøre. Vi måtte direkte derhen. Det var da også et imponerende syn der mødte os. Det kan ikke beskrives med ord og heller ikke gengives med et billede for det er den totale oplevelse af de enorme vandmasser, lyden, vanddråber i luften der er imponerende.

Nikolaj & Jonas "bader" under American Falls.

Efter at have besigtiget både American Falls og (det mest kendte) Horseshoe Falls oppefra ville Nikolaj, Jonas og Jakob tættere på og gik – iført en meget tynd regnkappe, man fik udleveret – af en række trapper helt hen til faldet (American Falls).

Her var larmen øresønderrivende. Der var larm og vand overalt omkring os. Man kunne kun lige råbe til hinanden. Men det var også vildt imponerende.

Nikolaj og Jonas gik ind under vandmasserne – og da de glemte at tage hætte på gik der kun få sekunder før de var gennemblødte fra yderst til inderst. Men de nød det og synes, at dette var ”den rigtige” måde at opleve Niagara Falls på.

Kasper fortæller Jakob om de store vandfald.

Vi brugte mange timer her og kørte noget sent over Rainbow Bridge til Canada for at finde noget hurtig aftensmad – på Domino’s. 


Herefter var det med at komme frem til campingpladsen, så vi kunne nå at lege lidt inden sengetid. For selv om vi da havde gået noget rundt ved vandfaldene, så havde vi siddet i bilen det meste af dagen.

Næste dag tog vi til vandfaldene igen. Denne gang fra den canadiske side. Og det var et godt valg også at prioritere det, for herfra er synes endnu mere imponerende med fantastisk view til vandfaldende.

Kræfterne er helt utrolige. I hvert fald passerer omkring 300.000 liter vand kanten i sekundet. Nikolaj grundede noget skeptisk over den oplysning, accepterede de imponerende fakta, men kunne ikke forstå, hvordan der bare kan blive ved at komme nyt vand.

Vi tog en tur med ”Maid of the Mist” helt tæt på faldene. Spændende tur, men trappe-turen dagen før gav sådan set et bedre indtryk.
 

Børnene var ved at have fået nok af 1½ dag med vandfald, så vi kørte retur til vores campingplads; Riverside – navnet er meget sigende for stedet, der ligger idyllisk lige ud til floden, hvor den stadig er rolig. Vi nåede hjem i tide til et par sværdkampe, et slag minigolf og en tur i swimming poolen for selv om dagen i dag var lidt mere blæsende end de forrige dage var det stadig overordentlig varmt. Natten bød på et ordentligt regnskyl.

Seneca Lake

Vi er stadig ved at vænne os til den store autocamper. Dagens mål var Seneca Lake og Sampson State Park. Og derfra videre gennem Geneva mod Niagara Falls.

Noget helt andet end storbyens lyde. Vi vågnede til lyden af fugle-fløjt og spiste morgenmad ude foran autocamperen, hvor der var en solplet mellem skovens træer. Jakob nåede en lille løbetur rundt i skoven mens egern hoppede med fra træ til træ over ham. Inden vores videre færd blev der også tid til en tur på den lokale legeplads, så alle kunne få rørt sig inden dagens køretur.

Dagens tur bestod af ca. 300 kilometers køretur nordpå ud af Pennsylvania op gennem staten New York.

Vi lagde dog ud med igen at besøge det Outlet center vi var i i går, hvor vi kun nåede en brøkdel af de 100 butikker. Så efter 1½ time yderligere her har vi nu tøj nok til resten af ferien. Børnene ender som mærketøjsdyr, men når man fx giver 16$ for et par Levis cowbukser, så går det også nok. Godt vi stort set kun tog tøj med, der trænger til udskiftning.

Vi tog et godt stykke på vores første ”Interstate” (motorvej), men drejede så fra for bedre at opleve landskabet vi kørte igennem. Nå ja, det var GPS’en der bestemte vejen, men da vi først senere på dagen opdagede, at det var fordi den som standard stod til at undgå betalingsveje, tænkte vi, at det var da herligt med den hyggelige rute på landeveje. Landskabet præget af bakker, mange skove, landbrug, vin-marker og små-byer.

Mette fik sin debut bag rattet og måtte erklære sig enig med Jakob i, at det godt nok er et stort skrummel at køre rundt i. Men det gik bedre end Jakobs debut dagen før, hvor han var ved at køre en personbil i grøften efter ca. fem minutters kørsel.

Den sidste fjerdedel af turen kørte vi langs vandet. Først floden Cayuta – som var så bred, at vi troede, at det var en sø. Og dernæst langs den idylliske Seneca Lake, hvor vi camperede i Sampson State Park lige ud til vandet. Søen og Sampson State Park har tidligere være brugt af den amerikanske Marine - faktisk den næststørste marine-base i USA. Det kan lyde lidt underligt at have en stor kaserne og træningsfaciliteter til marine-soldater flere hundrede kilometer inde i landet, men det giver faktisk mening. Seneca Lake er blandt de dybeste søer i verden (180 meter) og kunne derfor bruges i årene under og lige efter 2. verdenskrig til at træne med dybvandsbomber.

Vi havde vores egen lille private sø-bred, hvor vi voksne nød eftermiddagssolen, en øl, og senere også solnedgangen mens drengene badede.

 

Næste dag kørte vi blot et kort stykke (ca. 15 km) til nordenden af Seneca Lake, hvor den hyggelige by Geneva ligger ud til vandet. Det er nu ikke en udsigt, som over-udnyttes. Måske det bare ikke er noget amerikanerne sætter lige så stor pris på som i Danmark, hvor enhver grund med udsigt ville være plastret til med huse med store panorama-vinduer.

Men byen var hyggelig at spadsere rundt i selv om de ca. 30 grader gjorde det til meget varm oplevelse, der måtte køles ned med is til alle.

Derefter gik turen videre nordpå. Selv om det ”kun” var ca. 270 km tog det det meste af dagen fordi vi kørte på hyggelige lande- og hovedveje og jævnligt stoppede op for at se nærmere på, hvad vi nu så på vores vej. Mest mærkeligt var nok, da vi et stykke uden for Geneva stødte på Bumle på turen op mod Niagara.