Fra Atlanterhavet til Stillehavet. Fra New Yorks skyskrabere, via Niagaras enorme vandmasser, Badlands øde, Yellowstone, Grand Teton og Glaciers naturoplevelser til vi rammer Seattle. Derfra videre til Hawaii før vi slutter i San Fransisco.
I dag er det Jakobs fødselsdag. Fejret med flag og balloner – og en snorkeltur til Coral Garden.
Jakob blev vækket med flag og fødselsdagssang og morgenmad på terrassen. Det med gaver, når man er af sted, som vi er, er selvfølgelig lidt vanskeligt, så gaverne bestod af gavekort. Et gavekort fra Kasper til et julemandskostume samt sæk med masser af gaver til ham selv (”Også lidt til dig far”, som Kasper tilføjede, da Jakob takkede for gaven). Nikolaj og Jonas gav et computerspil (Simcity) til levering, når vi kommer hjem. Mon ikke det er med stærkt ønske om, at de selv kan spille med. Mette gav et døgn i tosomhed. Selv om vi er meget sammen her, så er vi også hele tiden sammen alle fem. Så det bliver en skøn gave at få.
Efter morgenmaden legede vi i hotellets swimming pool, hvor Nikolaj og Jonas øvede hovedspring, mens Kasper svømmede frem og tilbage mellem Mette og Jakob.
Vi havde droppet den lange sejltur til den store attraktion; ”Molokini Crater” en vulkan, der er halvvejs sunket i havet. I stedet sejlede vi til Coral Garden ud for den sydlige del af Maui. En hyggelig sejltur med god mad på båden, men uden særlig imponerende liv under havets overflade. Det var ellers ærgerligt, for det havde været Kaspers bedste chance for at se verden under havet. Vi havde nemlig fundet en katamaran-båd, der havde et lille rum med glasvægge og glasbund. Men når der nu ikke var fisk at se, så havde Kasper meget sjov ud af at se Jakob dykke ned og vinke til ham.
På vej retur til havnen sejlede vi forbi en ”skildpadde-vaskehal”, hvor skildpadderne slapper af, mens de får skjoldet renset af rensefisk. Sjovt at se flere skildpadder ligger i vandoverfladen og slappe af.
Aftenen brugte vi på terrassen, hvor vi spiste hjemmebagte pandekager med is, nutella og M&M’s (det sidste er Kaspers opfindelse).
Aftenen sluttede desværre med at både Nikolaj og Jonas blev dårlige. Om det var for meget saltvand eller pandekagerne med M&M’s er dog ikke helt klart, men vi fik brug for en spand i nattens løb.
Klassisk Maui-dag. Sol, strand, vand, fisk og afslapning.
En rolig dag efter den lange tur dagen før. Vi brugte morgen og formiddag på Kapalua beach, der ligger få kilometer nord for vores egen strand. Den ligger mere beskyttet i en lille bugt, så bølgerne er mindre. Her fik vi for første gang Kasper rigtig med i vandet. Han vil ikke med ud at snorkle, men legede i vandkanten og svømmede lidt rundt på det lave vand. Ud for stranden var et fint lille koralrev, som vi på skift brugte tid på at se på. Nikolaj fik bl.a. øje på en sød lille muræne, der gemte sig mellem korallerne.
Mette havde igen problemer med snorkel-udstyret. Hun byttede med Jakob, som måtte konstatere, at han heller ikke kunne få vejret. Snorklen blev skilt ad og afslørede et par fint udskårne spisepinde, der har befundet sig i snorklen siden hjemrejsen fra vores tur til Thailand i 2011. Der har de jo ligget godt, indtil Mette altså nu er begyndt at bruge snorklen igen. Med en tom snorkel kunne Mette pludselig følge med os andre igen uden klaustrofobi og åndenød. Og vi blev alle et stort grin rigere.
Eftermiddagen brugte vi på hotellet med afslapning på terrassen. Om aftenen gik vi til det nærliggende Whaler Village. En lille samling butikker og spisesteder 100% helliget hotellerne på Ka’anapali beach. Det var ikke noget, der fik os til at være kede af at bo ½ kilometer derfra. Tværtimod. Men vi fandt et sted at få aftensmad og købte vaffelis med til den storslåede udsigt over havet, mens solen gik ned.
Familiens fire børn legede i vandkanten og prøvede at undgå de stadigt større bølger. Jakob tegnede hjerter i det fine sand til Mette med god hjælp fra Kasper, som mente, at han fint var i stand til at skrive både Jakob og Mette med sine tæer.
Der er godt 100 km til byen Hana på Mauis østkyst. Men ikke desto mindre brugte vi 12 timer på den snørklede bjergvej. Men den smukke natur er hele den vanskelige køretur værd.
Selv om Maui mest er kendt for de fantastiske strande, så er der bestemt også andet, der er værd at opleve her. Og da vores kroppe absolut ikke kunne tåle mere sol, brugte vi dagen i dag på at køre op i skyerne, som dækker øens bjergtoppe.
Anders og Susanne havde fortalt om den smukke ”Road to Hana”, som de kørte dengang de var på Maui. Vi besluttede os for at følge i deres fodspor og fulgte det råd vi havde fået af Anders om at sætte god tid af til turen. Så vi kom af sted fra morgenstunden, satte GPS’en til at lede os den rette vej og undrede os så over, hvorfor det skulle være nødvendigt at sætte en hel dag af til at køre 2 x 120 kilometer tværs over øen. Det viste sig at have en ganske god forklaring.
Det første stykke henover øen forløb nemt – det meste af vejen er samme hovedvej, som vi ankom fra. Den første del af turen domineres af West Maui Mountains (det store bjerg Pu’u Kukui), der altid henligger omgivet af skyer. Siden passerede vi de mange sukkerrørsmarker, der udgør øens industri (turisme er naturligvis den største) og mindre landsbyer.
Næsten tværs over øen – i det nordøstlige hjørne – begynder ”The Road to Hana”. Det er en smuk, idyllisk, smal, snørklet vej, der løber langs Mauis østkyst. Vejen klynger sig næsten desperat til klippesiden, mens den snor sig gennem regnskoven med fantastiske udsigter til havet, små vandfald og strømme, der plasker under de 54 ”one lane bridges”, der kendetegner den godt 50 kilometer lange strækning. Dvs. 50 kilometers kørsel. I fulgleflugtslinie er der væsentlig under den halve afstand. Flere steder opstod trafikprop, hvis to bilister var lidt for stædige og begge var kommet for tæt på en af de veje eller broer, der kun har ét spor. Så må den ene jo bakke tilbage. Men det er ikke så sjovt på en snørklet bjergvej. Og slet ikke, hvis man har 4-5 biler holdende bagved, der så også må bakke.
Vi gjorde holdt flere steder undervejs, for selv om der er meget at se fra vejen, så kan man naturligvis kun opleve en regnskov ved at gå ind mellem træerne og et vandfald ved at få disen fra faldet i hovedet.
Et sted kørte vi forbi nogle mærkelige træer, hvor stammen havde et væld af farver. Jakob og Mette ridsede deres forbogstaver ind i en stamme, som evigt minde. (Det passer selvfølgelig ikke, men mens vi gik og var meget forargede over, at nogen kunne finde på at skære i de smukke træer, fandt vi et sted med bogstaverne J+M – dem overtog vi så som ”vores”.)
Senere gjorde vi holdt ved en bugt, der lå idyllisk mellem høje klipper. Mens vi stod der, fik vi øje på en flok delfiner, der boltrede sig i vandet og lavede saltomortaler i luften.
Vi besøgte også en strand med mørke vulkanklipper, huler og kulsort sand. Vi havde ikke fået badetøj med fra bilen, så da Nikolaj og Jonas begyndte at soppe var det med formaninger om ikke at få vådt tøj. Det gik fint det første minuts tid…
Mens Nikolaj og Jonas badede under Jakobs opsyn fik Kasper og Mette en alvorlig snak.
Vi vandrede langs vandet – bl.a. til et ”blowhole”, hvor havvand blev presset højt op, når bølgerne var særlig kraftige. Kasper og Jakob fandt en dinosaurus at ride på. (De uindviede vil nok bare se det som en palme, men det var det ikke.)
Byen Hana, som lægger navn til den smukke vej, var nu ikke noget særligt. Men de havde da en isbutik, som vi gjorde brug af. Vi fortsatte sydpå til Wailua Falls, hvor en kort sti fører fra vejen helt hen til det 30 meter høje vandfald, der ligger omgivet af tæt skov, hvor slyngplanter og orkideer vokser på træstammer og selv de mindste klippefremspring.
”The Road to Hana” slutter ved Ohe’o Gulch i nationalparken Haleakala. Her skulle en vandretur lede gennem bambusskove ud til et 100 meter højt vandfald. Det var blevet lidt ud på eftermiddagen og klokken var for mange til lange vandreture, så vi tog i stedet en mindre tur ned til tre små vandfald (Kuloa Point Pools), hvor der desværre grundet vandstigning var forbudt at bade. Til gengæld fik alle fire drenge så tid til at klatre i de mærkelige træer.
Tilbage til bilen var klokken blevet hen ad fem om eftermiddagen. Vi havde brugt mange timer på turen hertil og havde nu valget mellem at køre samme vej tilbage eller tage den grusvej, der fører syd om øen. Vi spurgte en guide i nationalparken om vejens tilstand og fik svaret, at den var åben. Hvad der nærmere lå i det, var ikke helt klart, men nu er vi jo udstyret med en stor jeep, så vi begav os denne vej.
Vejen sydover blev ikke nemmere, end det vi havde kørt hidtil. Men der var markant færre modkørende, hvilket gjorde det en hel del lettere. Da vi efter omkring 20 kilometer ramte en pæn velholdt asfaltvej, blev resten af turen hjem nem. Vi gjorde holdt hos Pizza Hut for aftensmad og nåede hjem ved 20-tiden. Ca. 12 timer efter vi tog hjemmefra.
Vi brugte det meste af dagen under havets overflade. Fantastiske farver – det var vores rygge også om aftenen.
Efter hyggelig morgenmad på terrassen gik vi til stranden. Hotellet har egen adgang til stranden lige nord for Black Rock på Ka’anapali Beach. Nikolaj og Jakob startede med en rekognosceringstur rundt om klippen. Der er et lille koral-rev lige ud for stranden. Her så vi flere flotte fisk. Bl.a. søde små blå kuffertfisk med sorte prikker, de farverige picasso-fisk og mange andre.
Vi snorklede rundt om klippen og ud foran spidsen af Black Rock. På vejen passerer man et område, der er væsentlig dybere – formentlig omkring 10 meter – hvilket muligvis er medvirkende årsag til, at der er en del strøm her. Lige ud for spidsen af klippen fik vi øje på en kæmpestor skildpadde (Green Sea Turtle), der svømmede rundt og spiste få meter fra os for lidt efter at dykke ned i en hule under klippen. Vi blev enige om hurtigt at komme tilbage og vise Jonas og Mette her ud. På vejen retur mødte vi en mindre skildpadde og en masse tropiske fisk. Svømmeturen retur til stranden er vel omkring 300 meter, men vi var godt trætte, da vi kom retur.
Nikolaj ville gerne slappe lidt af og blev hos Kasper, så Jakob tog med ud igen for at vise Jonas og Mette, hvor vi så skildpadderne. På vejen nød vi det lille rev lige ud for stranden. Vi har ikke snorklet siden vi var i Thailand i 2011, så vi skulle også lige vænne os til udstyret igen. Særligt Mette døjede lidt med at få snorklen til at fungere ordentligt.
Vi svømmede hele vejen rundt om klippen uden dog at se skildpadderne. Til gengæld nåede vi så langt rundt, at vi kunne se ind til stranden ved det fornemme Sheraton-hotel på den anden side af klippen. Det kunne have vist sig at være en rigtig vigtig observation.
Det lykkedes Jakob at finde hulen igen – og der lå skildpadden stadig. Jonas dykkede ned mod den for at se nærmere på det store dyr, der var næsten lige så lang, som han selv. Han er blevet god til at dykke med snorklen nu, hvilket gør det meget bedre at opleve livet under havet. Vi begyndte vores svømmetur tilbage til stranden og stødte på endnu en skildpadde, der svømmede majestætisk af sted lige foran os.
Det var nu ved at være et par timer siden Nikolaj og Jakob havde begyndt deres tur og det var blevet en del mere højvande. Det betød også, at strømmen var blevet noget stærkere. Over det dybe stykke var strømmen så stærk, at vi stort set ikke kom nogen vegne. Bare et halvt minuts pause, når Jonas skulle rette på sin snorkel bragte os 10 meter tilbage. Vi prøvede at øge tempoet, men savnede virkelig svømmefødder, som vi af pladshensyn ikke har taget med os på rejsen. Jonas sagde, at han blev træt, men Jakob måtte give ham den besked, at det var der ikke noget at gøre ved. Der skulle svømmes til nu. Og så er han altså en svømmemaskine. Han finder et tempo, der passer ham og så bliver han bare ved. Han havde formentlig svømmet endnu, hvis det havde været nødvendigt. Vi sendte mange varme tanker til hans svømmelærere for ellers kunne den situation godt have været mere ubehagelig.
Desværre gik det ikke godt. Vi kom stadig næsten ingen vegne. Jakob kunne ikke skubbe på Jonas, da hans forstuvede fod ikke er helt på fuld kraft endnu. Og Mette var ved at løbe tør for kræfter og havde helt klaustrofobisk fornemmelse af ikke at kunne få luft nok gennem snorklen. Strømmen var heldigvis på langs af klippen og der var ingen brænding, så det var rimelig ufarligt at tage en pause her, men svært at hænge fast længe på den stejle klippe, når bølgerne løfter en op og ned. Et par andre svømmere så os og spurgte om vi havde problemer. Vi overvejede om vi skulle kapitulere til strømmen og lade os flyde tilbage rundt om klippen til stranden på den anden side. Der ville så være en kort gåtur til vores egen strand. Men med sindsro i, at der var en ”Plan B”, satte vi fuld kraft på og med Jonas forrest kom vi igennem de sidste meter med kraftig strøm og ind i roligere vand. Så gik det lettere selv om Mette nu helt måtte opgive snorklen for at kunne få luft.
Vi kom tilbage til stranden. Høje over de skildpadder vi havde svømmet med allerede på vores første dag på Maui. Men også lettede og stolte af vores indsats i ”kampen” mod strømmen. Nikolaj kom os i møde. Han havde været noget bekymret, fordi vi var væk så længe. Jakob beroligede ham med, at det værste, der kunne være sket var, at vi måtte have ladet os flyde til den anden strand og gået herover. Imens fik Mette øje på en stor mørk silhuet lidt ude for vandkanten. Jakob hoppede i for at finde ud af, hvad det var. Endnu en havskildpadde. Både Jonas og Mette var for trætte til at svømme mere, men Nikolaj og Jakob svømmede ud for at se den. Den synes åbenbart også, at vi var interessante. I hvert fald var den næsten ved at svømme ind i Jakob, da den svømmede hen for at se nærmere på os inden den med rolige bevægelser overhalede os og forsvandt.
Efter de lange snorkelture slappede vi af på stranden. Dvs. Mette og Jakob slappede af. Nikolaj og Jonas legede i bølgerne, som er så store, at Kasper desværre er bange for at bade her, så han legede lidt i sandet – og havde i øvrigt taget en lur i skyggen, mens Nikolaj passede ham, da Jonas, Mette og Jakob var af sted.
Der hører et hyggeligt lille strandhus til hotellet med liggestole, lidt skygge, et lille køkken, hvor der kan hentes isterninger og koldt vand. Det var tiltrængt. Vi tog os endda den luksus, at vi hoppede på shuttle-bilen og fik et lift til vores hotelværelse i stedet for den korte gåtur.
De hedeste eftermiddagstimer slappede vi af på hotelværelset og tog derefter en tur i en af hotellets tre swimming pools. Stor pool, med masser af plads. Det virker ikke som om hotellet har særlig mange gæster.
Vi lavede aftensmad i vores lejlighed og brugte aftenen på at pleje vores meget solskoldede rygge. Den lange snorkeltur i bagende sol havde været hård ved Jonas, Mette og Jakob. Mette har nu samme kulører som Dannebrog.
Vi brugte hele dagen på rejsen fra det amerikanske fastland til Maui.
Vi tog af sted fra vores hotel i Seattle kl. 7 om morgenen og var på vores hotel på Maui ca. 12 timer senere, så det blev en lang rejsedag. Turen gik fint bortset fra mindre genvordigheder med bagagen. Vi pakker så meget som muligt i de to store rygsække, så Nikolaj og Jonas’ tasker ikke er så tunge. Men det betød desværre overvægt i begge rygsække, da vi tjekkede ind i Seattle. Vi optog en stor del af terminalens gangareal, da vi pakkede om, indtil vores to rygsække vejede præcist 50,0 pund hver.
Den første flyvning gik til San Fransisco og efter et par timers ventetid der, fløj vi videre til Maui. Det havde været federe at flyve direkte fra Seattle til Maui, men af uransagelige årsager er det dobbelt så dyrt som at flyve via San Francisco. Kasper synes endda, at det var et plus, at vi skulle med to flyvemaskiner.
Vi havde lejet bil på forhånd hos Dollar, så transporten fra lufthavnen var nemt arrangeret. Vi hentede bilen og den venlige dame i skranken forsøgte at overbevise os om de fantastiske tilbud de havde på at opgradere vores mid-size Suzuki SUV til noget større. Det afslog vi, hvorefter hun fandt ud af, at der sandelig ikke var flere af Suzukierne tilbage, men at hun i stedet opgraderede os til en stor Jeep. Så nu er vi fornemt kørende. Og 4-hjulstræk og kraftig motor skulle der vise sig at blive brug for senere.
Vi spiste aftensmad på vejen og ankom først til hotel Outrigger Eldorado efter solen var gået ned. Hotellet havde vi booket for længe siden. Det ligger få hundrede meter fra ”Black Rock” ved Ka’anapali Beach, som er kendt som den bedste (og mest turistede) strand på Maui, hvor netop Black Rock – en lavastensklippe – skulle være godt at snorkle ved. Hotellet ligger ikke lige ud til stranden, men koster til gengæld også kun en fjerdedel af en overnatning på Sheraton, der ligger lige ud til Black Rock. Og er man for doven til at gå de fem minutter til stranden fra sit værelse, så ringer man bare efter en shuttle-car.
Hotelværelset viste sig at være fantastisk. En stor to værelses-lejlighed med stort køkken, kæmpe badeværelse, store fladskærme og en dejlig terrasse – og velfungerende internet, så deres spil kunne opdateres. Børnene var helt fængslet af amerikaner-køleskabet og lavede en hel del ”drinks” (isterninger med koldt vand) imens de digtede en ”luksus-sang” om hotellet.
Seattle er en hyggelig by med masser af musik, kunst, gadeliv og – i hvert fald mens vi var der – fint vejr.
Efter fire uger i naturparker, landeveje, primitive overnatningspladser og (moderne) western-stil er det nu overordentlig rart at læne sig tilbage i den moderne luksus, som Seattle byder på. Vi bor på hotel Red Lion midt i byen (5th Avenue), så der er korte afstande til alt. Vi har dog nok været så meget mættet af oplevelser, at vi mest brugte tiden til afslapning end til de store ekskursioner og efter vandreture i den smukke amerikanske natur higede fødderne ikke lige efter lange shoppingture og museumsbesøg.
Byen er lidt ligesom New York – og så alligevel ikke. Man kan godt fornemme, at der er forskel på øst og vest. Selv om Seattle jo er længere væk fra Europa end New York, minder byen på en eller anden måde mere om en europæisk storby.
Vi brugte dagene i afslappet tempo. Tog en tur rundt i havnen – desværre uden at se de to spækhuggere, som dagen inden vi ankom, havde gæstet indløbet til Seattle. Efter meget plageri fra Kasper prøvede vi det store pariserhjul med udsigt over byens skyline.
På en plads i byen fandt Nikolaj og Jonas et springvand, der måtte udforskes nærmere. Det blev en våd fornøjelse.
Langs havnefronten besøgte vi det farverige Pike Street Market, hvor alt mellem himmel og jord faldbydes. Men særligt fiskeboderne er et besøg værd. Krabber større end Kasper, hummerhaler så store som en voksen mands underarm og laks, så store så selv en fantasirig lystfisker ville blive misundelig. Det sjoveste var, når nogen købte en fisk, så blev den under råben og sang kastet om bag disken til filetering og indpakning.
Seattles vartegn ”The Space Needle” aflagde vi naturligvis også et besøg og nød udsigten fra toppen. En endnu større attraktion for i hvert fald Kasper var dog det monorail tog, vi tog for at komme derud. Kasper fik en plads helt oppe ved tog-chaufføren og fulgte nøje med og kommenterede, når han trykkede på knapper, trak i håndtag m.v.
Vi brugte en eftermiddag og aften på en hyggelig festival, hvor vi i bedste Grøn Koncert stil nød mad og drikke fra de mange boder, mens vi lyttede til de skiftende bands på scenen.
Og så lykkedes det os for anden gang på denne ferie at blive væk fra hinanden. Nu har vi travet rundt i enorme naturparker og kæmpet os gennem menneskemylder i New York uden at miste styr på hinanden. Nikolaj og Jonas blev væk i et Super Walmart på et tidspunkt og først fundet efter 20 minutter (foran en tegnefilm i radio/tv-afdelingen :-). Denne gang var det Jakob, der blev væk. Dvs. han mente, at det var Mette, Nikolaj, Jonas og Kasper, der blev væk. Det er vel et definitionsspørgsmål, der er svært at afklare, da alle ledte efter hinanden. Det skete da vi besøgte friluftsmekkaet REI. En kæmpe butik med friluftsudstyr i flere etager, hvor der er gået så meget op i temaet, at vi næsten skulle have kort og kompas i brug for at finde indgangen, der er gemt i en lille skov med klipper, små hiking og mountain bike stier og sågar et lille vandfald. Det er et must at besøge for friluftsfolk. Vi gik tomhændede derfra selv om Jakob var ret imponeret over trangiaet, der kørte på kviste, hvis man løb tør for gas og som kunne oplade mobiltelefonen, mens man kogte ris. Så bliver det ikke meget bedre…
Aftenen gik med at få pakket igen. I morgen forlader vi det amerikanske fastland med kurs mod Hawaii.
Efter mere end 7.000 kilometer på de nordamerikanske veje er vores rejse på tværs af USA afsluttet ved mødet med Stillehavet og Seattle. En lang, men også fantastisk tur, hvor det har været en kæmpe fordel at have en autocamper som rullende hjem.
Den sidste dag med autocamperen er gået med en omgang rengøring og adskillige forsøg på at få plads til alle ting i de tasker vi havde med hjemmefra. Der må være kommet en del til undervejs, for det er svært.
Vi kørte de sidste par hundrede kilometer til Seattle gennem skove og bjerge og nød den sidste del af den lange rejse.
Vi forlod New York ved Atlanterhavet for en måned siden. Da vi nåede frem til Seattle ved Stillehavet havde vi tilbagelagt næsten 7.300 kilometer. Langt det meste på lande- og hovedveje, så vi bedre kunne nyde de meget forskellige landskaber vi kørte igennem.
Det er en lidt sørgmodig dag. Efter en måned i vores rullende hjem er vi jo kommet til at føle os godt hjemme her. Som Kasper jævnligt siger, når vi er ude på ture: ”Hvornår er vi hjemme?”. Her mener han vores autocamper til forskel fra hjemme på Haraldstedvej som hedder ”hjemme hos Bjørnen Bjørn og mit lego.” (Vi glemte desværre hans yndlingsbamse Bjørnen Bjørn derhjemme.)
Livet i en autocamper:
Selv om en autocamper er en stor klods af et køretøj at bevæge sig rundt i, så har det samlet været en kæmpe fordel på denne rejse. På det sidste stykke til Seattle faldt vi i snak om nogle af de fordele og ulemper, der følger med livet i autocamper – eller RV, som det bare hedder her. Vi har oplistet det vi lige kom i tanke om her:
Det at etablere et lille hjem har været med til, at vores tur er gået fra at være ferie til en familie-rejse, hvor vi er sammen om at skabe oplevelserne.
Men der er til gengæld også enormt meget praktik med at komme på plads, pakke ud, handle dagligdags ting ind og finde ud af at, hvordan alting virker. Men når det først er på plads, så har man sin egen home base.
Særligt for børnene – og her nok allermest Kasper – betyder det meget, at vi efter en dag med mange oplevelser kan hvile ud i kendte omgivelser i autocamperen. Her er de på hjemmebane.
Da vi efter at have været undervejs i en uges tid boede på motel en enkelt nat i Chicago spurgte Kasper om, hvornår vi skulle hjem igen. Da Mette spurgte om, hvor han tænkte på svarede han ”Hjem i vores autocamper”.
Selv om man som regel forbinder ferie med at slippe for madlavning og opvask, så dur det hverken økonomisk eller sundhedsmæssigt at spise på amerikanske restauranter, diners, fast food og caféer så længe, som vi er af sted. Her er det igen en fordel, at det er nemt at lave mad i autocamperen. Og havde vores køleskab også fungeret, så havde det været nemt at opbevare maden.
Og der er virkelig fastfood-restauranter overalt. Og altid flere liggende lige ved siden af hinanden. Det er helt tydeligt meget mere brugt af alle befolknings- og aldersgrupper end i Danmark.
Men ”det rullende hjem” har da også mangler. Som Nikolaj konstaterede allerede efter at vi havde været på vej en dags tid; ”Er der ikke noget internet i autocamperen? Kan vi så bo i den så længe?”
Det er også et stort monstrum at køre rundt i. Selv om vi har en C25-model, som er blandt de mindste der findes. Det går ok – når bare man ikke er i byen. I Chicago gik det desværre så galt, at Jakob ramte taget, da vi skulle ud fra motellet vi overnattede på. Der skete ikke os noget. Hullet i vognen lappede vi med gaffa-tape. Men virkelig surt, da selvrisikoen på forsikringen er 1000$.
I forhold til en campingvogn er en autocamper jo nok lettere at køre med, men man har så ikke den fordel, at man kan stille vognen og så bruge bilen. Amerikanerne løser det problem ved at have en bil spændt bag på og trukket efter autocamperen. Det gør dog ikke så meget, når man alligevel flytter sig så meget som vi gør.
Men en klar fordel ved en campingvogn fremfor en autocamper er, at man ikke hører alt den larm fra vognen, der ryster og service, der skramler rundt i skabe og skuffer.
Det var heller ikke noget problem at komme til at tanke. Tankstationerne er vældig store. Særligt dem langs motorvejene er enorme, så det er nemt at få møvet sin autocamper hen til en pumpe. På de mere veludrustede tankstationer er der endda TV-skærme, så man kan se nyheder, vejrudsigt og – naturligvis – reklamer, mens man tanker.
Til gengæld besøger man også tankstationerne tit. Vi kørte omkring 9 miles pr. gallon. Dvs. knap 4 kilometer pr. liter benzin. Så selv om benzinen er billigere end i Danmark endte vi med en ret stor benzinregning (over 10.000 kr).
Selv om man har alt med sig i en autocamper kan man nu ikke klare sig uden campingpladser. Det er meget få steder man blot kan få lov til ”over night parking”, så alene af den grund er det nødvendigt at finde campingpladser.
Hvor muligt har vi boet på overnatningspladser inde i nationalparkerne. Hvis man kan leve med den primitive form; ingen strøm eller vand, så er det en fantastisk form. De ligger oftest hyggeligt midt i skov eller lignende. Der er eget bålsted, et bord med bænke, så man nemt kan sidde ude og spise. Men man skal reservere i god tid i forvejen (reserveamerica.com). Da vi reserverede plads et par måneder før vi rejste var rigtig meget optaget – flere steder fik vi den sidste plads. Det er nok fordi, det er så billigt. Det koster 5-10 $ at reservere (og 10- 25 $ pr. nat, når man kommer), så nogle gør nok det, at de reserverer plads selv om det er tvivlsomt om de kommer til at bruge den. Man kan selvfølgelig satse på at få nogle af de pladser, der bliver ledige på den måde, men da vi typisk først er kommet sen eftermiddag eller ud på aftenen har vi i hvert fald haft brug for, at der var en plads til os.
