Vores sidste dag på Hawaii. Lidt sørgeligt, at hele ferien snart lakker mod enden. Det meste af dagen brugte vi på at besøge Captain Cook Monument. Ikke fordi monumentet er noget særligt. Det er rejst, som diplomatisk gestus over for englænderne, der i mange år var fortørnede over, at en høvding og hans krigere slog Kaptajn Cook (som er den hvide mand, der har fået æren for opdagelsen af Hawaii) ihjel, efter at kaptajnen havde slået flere af høvdingens folk ihjel. Monumentet er rejst, hvor slaget mellem de lokale indbyggere og de hvide opdagelsesrejsende fandt sted. Det er lige ved Kealakekua Bay, der rummer et fantastisk koralrev.
Man må antage, at stedet var lettere tilgængeligt dengang end i dag. I dag kan man enten tage med en turbåd dertil eller køre ad snoede bjergveje til den anden side af bugten, leje en kajak og sejle over. Men der er også en tredje mulighed, som vi fik udpeget af kajak-udlejeren, der godt kunne se, at det nok ikke gik an at leje kajakker ud til os, når vi havde tre børn med os. Der er en lille sti, næsten skjult fra vejen, der leder ned af bjerget og ud til Captain Cook Monument ca. 500 meter længere nede.
Vandreturen er ca. 2½ kilometer. Ikke en uoverkommelig afstand for os. Men læg dertil, at turen foregår i 30 graders varme, stien falder ca. 500 meter og den nederste halvdel består af små, løse lavasten. Så bliver det en ganske anstrengende tur.
Turen startede godt, men Kasper begyndte hurtigt at beklage sig over, at han ikke kunne gå så langt. Der måtte derfor en hel del motivation, sange og hjælpende hænder til at få ham med hele vejen ned. Her viste det sig, at han havde fået en vabel på den ene lilletå, så det var ikke underligt, at han syntes, at det gjorde ondt. En lidt hård tur ned og vi kunne så gå i gang med at tænke på turen op igen.
Det gjorde vi nu ikke. I stedet hoppede vi i vandet efter at have brugt de to minutter det tager at se monumentet. Det var ganske rigtigt et utrolig flot koralrev med fisk i tusindvis og klart vand. Vi svømmede gennem hele stimer af gule fisk (yellow tang) og så flere nye arter, som vi ikke har set før. Revet slutter brat, hvor bugten bliver 20-30 meter dyb, så når man svømmer derud får man fornemmelsen af at hænge over dybet. Der spottes efter sigende også jævnligt delfiner her – dem så vi nu ikke noget til.
Efter knap et par timer i vandet begyndte vi opstigningen igen. Den havde Jakob og Mette frygtet skulle gå med at bære Kasper det meste af vejen. Men et plaster på vablen og hans gode humør gjorde den bekymring helt til skamme. Kasper gik selv hele vejen op igen – det meste af turen med Jonas i hånden, så de kunne vise vej for os andre. Det var bestemt ikke kun Kasper, der var træt, da vi 1½ time senere var nået op til toppen igen. 
Resten af eftermiddagen brugte vi på afslapning og pakning. Efter aftensmaden – igen på altanen med udsigt til solnedgangen – var vi en tur i poolen inden børnenes sengetid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar