The Road to Hana

Der er godt 100 km til byen Hana på Mauis østkyst. Men ikke desto mindre brugte vi 12 timer på den snørklede bjergvej. Men den smukke natur er hele den vanskelige køretur værd.

Selv om Maui mest er kendt for de fantastiske strande, så er der bestemt også andet, der er værd at opleve her. Og da vores kroppe absolut ikke kunne tåle mere sol, brugte vi dagen i dag på at køre op i skyerne, som dækker øens bjergtoppe.

Anders og Susanne havde fortalt om den smukke ”Road to Hana”, som de kørte dengang de var på Maui. Vi besluttede os for at følge i deres fodspor og fulgte det råd vi havde fået af Anders om at sætte god tid af til turen. Så vi kom af sted fra morgenstunden, satte GPS’en til at lede os den rette vej og undrede os så over, hvorfor det skulle være nødvendigt at sætte en hel dag af til at køre 2 x 120 kilometer tværs over øen. Det viste sig at have en ganske god forklaring.

Det første stykke henover øen forløb nemt – det meste af vejen er samme hovedvej, som vi ankom fra. Den første del af turen domineres af West Maui Mountains (det store bjerg Pu’u Kukui), der altid henligger omgivet af skyer. Siden passerede vi de mange sukkerrørsmarker, der udgør øens industri (turisme er naturligvis den største) og mindre landsbyer.

Næsten tværs over øen – i det nordøstlige hjørne – begynder ”The Road to Hana”. Det er en smuk, idyllisk, smal, snørklet vej, der løber langs Mauis østkyst. Vejen klynger sig næsten desperat til klippesiden, mens den snor sig gennem regnskoven med fantastiske udsigter til havet, små vandfald og strømme, der plasker under de 54 ”one lane bridges”, der kendetegner den godt 50 kilometer lange strækning. Dvs. 50 kilometers kørsel. I fulgleflugtslinie er der væsentlig under den halve afstand. Flere steder opstod trafikprop, hvis to bilister var lidt for stædige og begge var kommet for tæt på en af de veje eller broer, der kun har ét spor. Så må den ene jo bakke tilbage. Men det er ikke så sjovt på en snørklet bjergvej. Og slet ikke, hvis man har 4-5 biler holdende bagved, der så også må bakke.

Vi gjorde holdt flere steder undervejs, for selv om der er meget at se fra vejen, så kan man naturligvis kun opleve en regnskov ved at gå ind mellem træerne og et vandfald ved at få disen fra faldet i hovedet.

Et sted kørte vi forbi nogle mærkelige træer, hvor stammen havde et væld af farver. Jakob og Mette ridsede deres forbogstaver ind i en stamme, som evigt minde. (Det passer selvfølgelig ikke, men mens vi gik og var meget forargede over, at nogen kunne finde på at skære i de smukke træer, fandt vi et sted med bogstaverne J+M – dem overtog vi så som ”vores”.)

Senere gjorde vi holdt ved en bugt, der lå idyllisk mellem høje klipper. Mens vi stod der, fik vi øje på en flok delfiner, der boltrede sig i vandet og lavede saltomortaler i luften.

Vi besøgte også en strand med mørke vulkanklipper, huler og kulsort sand. Vi havde ikke fået badetøj med fra bilen, så da Nikolaj og Jonas begyndte at soppe var det med formaninger om ikke at få vådt tøj. Det gik fint det første minuts tid…

Mens Nikolaj og Jonas badede under Jakobs opsyn fik Kasper og Mette en alvorlig snak.

Vi vandrede langs vandet – bl.a. til et ”blowhole”, hvor havvand blev presset højt op, når bølgerne var særlig kraftige. Kasper og Jakob fandt en dinosaurus at ride på. (De uindviede vil nok bare se det som en palme, men det var det ikke.)

Byen Hana, som lægger navn til den smukke vej, var nu ikke noget særligt. Men de havde da en isbutik, som vi gjorde brug af. Vi fortsatte sydpå til Wailua Falls, hvor en kort sti fører fra vejen helt hen til det 30 meter høje vandfald, der ligger omgivet af tæt skov, hvor slyngplanter og orkideer vokser på træstammer og selv de mindste klippefremspring.

”The Road to Hana” slutter ved Ohe’o Gulch i nationalparken Haleakala. Her skulle en vandretur lede gennem bambusskove ud til et 100 meter højt vandfald. Det var blevet lidt ud på eftermiddagen og klokken var for mange til lange vandreture, så vi tog i stedet en mindre tur ned til tre små vandfald (Kuloa Point Pools), hvor der desværre grundet vandstigning var forbudt at bade. Til gengæld fik alle fire drenge så tid til at klatre i de mærkelige træer.

Tilbage til bilen var klokken blevet hen ad fem om eftermiddagen. Vi havde brugt mange timer på turen hertil og havde nu valget mellem at køre samme vej tilbage eller tage den grusvej, der fører syd om øen. Vi spurgte en guide i nationalparken om vejens tilstand og fik svaret, at den var åben. Hvad der nærmere lå i det, var ikke helt klart, men nu er vi jo udstyret med en stor jeep, så vi begav os denne vej.

Vejen sydover blev ikke nemmere, end det vi havde kørt hidtil. Men der var markant færre modkørende, hvilket gjorde det en hel del lettere. Da vi efter omkring 20 kilometer ramte en pæn velholdt asfaltvej, blev resten af turen hjem nem. Vi gjorde holdt hos Pizza Hut for aftensmad og nåede hjem ved 20-tiden. Ca. 12 timer efter vi tog hjemmefra.