Custer State Park i Black Hills

Vi brugte en herlig dag i Custer State Park med fantastiske udsigter over Black Hills. Her er et rigt dyreliv, hvor højdepunktet var en flok bisoner.

Black Hills rummer den klassiske western-historie. Oprindelig var hele området hjemsted for sioux-indianere. Særligt Black Hills var hellige og derfor vigtige for siouxerne. Da de hvide endnu engang udvidede sit territorium blev der – i rimelig fred og fordragelighed vist nok – forhandlet en aftale mellem indianerne og militæret om, at indianerne gav plads til nybyggerne på prærien, men at Black Hills skulle være siouxernes til evig tid. Det var i 1868. Men i 1874 blev der fundet guld i bjergene. Og så glemte alle de hvide guldgravere alt om traktaten og invaderede Black Hills – med militærets stiltiende accept. Det medførte mange år med blodige sammenstød.

En sørgelig historie som nutidens Black Hills ikke levner vidnesbyrd om. I stedet er det nu et fredet skovområde med rigt dyreliv i Custer State Park og med de verdenskendte præsidentansigter udhugget i Mount Rushmore lidt nord for statsskoven. Efter Badlands golde klipper og Wind Caves mørke hulegange er det skønt at se grønne skove og idylliske vandkøb igen.





Hvad er det for en fugl?

Vi brugte det meste af dagen i Custer State Park. Vi havde overnattet inde i parken, men var først ankommet sent, så vi havde ikke nået meget rundt den foregående dag. Vi var derfor meget opsatte på at komme tidligt af sted. Desværre regnede det ganske kraftigt hele formiddagen, så vores udforskning foregik mest fra bilen – lidt senere også til fods, da det klarede op.
Vi spottede jordegern, mange fugle, nogle hjorte med kid – bl.a. en art de kalder antiloper – det ligner ret meget et dådyr. De er enormt hurtige og kan løbe op til 90 km/t.

Pludselig så vi to store bisonokser mellem træerne. Vi var vildt begejstrede og fotograferede dem fra alle leder og kanter. Vi brugte så lang tid på det, at autocamperen ikke ville starte, da vi skulle videre. To unge piger kom hen og spurgte om de skulle prøve at skubbe. Jakob var dog lidt for galant til at tage imod det tilbud og brugte i stedet bilens ”nødstart-batteri” til at komme i gang.

Da det klarede op en time senere havnede vi midt blandt en flok på omkring 3-400 bisoner. Alle tre drenge fik lov at sidde på forsædet og de nød det imponerende skue.  Det var tydeligt at se, at bisonerne var meget vant til mennesker. Nogle af dem lå og slappede af midt på vejen. Men det var sjovt at komme tæt på dem og fascinerende at se så mange. Dvs., at vi synes, at det var mange. Det skønnes, at for godt 200 år siden var der 30 mio. bisoner i Nordamerika. 100 år senere var der pga af overdreven jagt kun omkring 1000 tilbage. I det lys er 3-400 jo mange, men med tanke på, hvordan bisoner engang herskede over de enorme prærieområder, så er det jo ikke mange.

Vi forlod Custer State Park sidst på eftermiddagen og mødte på vej ud de to bisoner vi så om morgenen. De efterlod ikke samme begejstrede indtryk hos os denne gang ;-)