tirsdag den 30. juli 2013

Orkanen Flossie

De sidste par dage har alle medier været optaget af den tropiske orkan Flossie, der passerede Hawaii.

Den tropiske orkan Flossie har trukket overskrifter i alle aviserne her. Men det er heller ikke hverdagskost på Hawaii. Faktisk har der de sidste 50 år kun været to orkaner, der har ramt Hawaii. Den seneste i 1988, så med vores erfaringer fra orkanen i Australien i 2006 og en vinterorkan i Danmark er vi jo nærmest orkan-eksperter her. Derfor vidste vi, at man skulle sørge for rigelige forsyninger af de største nødvendigheder. Så vi købte kage til flere dage… Nå ja og så godt med vand.
Orkanen forventedes at ramme Big Island mandag aften og så fortsætte over Maui og Oahu det efterfølgende døgn. Vi mente, at det gav rigeligt tid til at nyde hele mandagen på strandene. Særligt fordi vi var bekymrede for, om en orkan – ligesom den vi oplevede i Australien – ville spolere al snorkling i mange dage efter, fordi det urolige vand er uklart.

Om morgenen kørte vi derfor nordpå til Mauna Beach, der ligger lidt mere afsides end den meget kendte og smukke Hapuna Beach. Vi brugte en hel time på køreturen for at konstatere, at alle statsparker og strande er lukket i dag på grund af orkanen.

Vi fik dog lov til at kigge ned til stranden, hvor vi ikke kunne afholde os fra en lille badetur på den smukke sandstrand, som vi havde næsten helt for os selv. Badeturen blev imidlertid afbrudt af et heftigt regnvejr og vi fortrak til bilen og satte kursen hjemad.

Hjemme igen var vejret ok og mens børnene slappede af i lejligheden tog Mette og Jakob en tur til vores egen strand (Kahaluu beach). Her var ikke mange badegæster, men vi spurgte livredderen om forholdene og hun mente, at i denne beskyttede bugt var alt ok selv om stranden jo – ligesom alle andre – officielt var lukket. Jakob spurgte igen til forventninger om orkanen og fik svaret; ”It’s here. This is it.” Hvis det er det de kalder en orkan, så må det siges ikke at være slemt. Men det er det muligvis længere nordpå, hvor orkanens centrum rammer øen.

Efter en hyggelig snorkeltur, hvor fiskene tydeligt var mere fremme, fordi der ikke var andre snorklere og en svømmetur sammen med en havskildpadde, gik vi op og hentede børnene til en tur i hotellets swimming pool. Her hyggede vi os mens det øsede ned. Kasper synes, at det blev lidt koldt, så han og Jakob gik i spa-badet. Snart endte vi alle der og med udsigten over bugten og de svajende palmer klarede vi os igennem en ganske rolig orkan (i hvert fald, hvor vi befandt os).

Vi blev i lejligheden resten af aftenen. Nogle har udpeget denne dag til international lasagnedag så vi havde handlet ind til at lave lasagne hjemme. Lasagnen sammen med friskbagt flute og vand og øl var klar på bordet til en hyggelig middag på terrassen. Indtil Jakob opdagede en kakerlak. Så forsvandt Mette fra bordet og krøb i sikkerhed i lejligheden. Den ridderlige Jakob fandt sit sværd frem og efter en intens kamp måtte kakerlakken se sig slået af overmagten og flygtede ind til naboen. Der lod vi den være og fortsatte middagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar