torsdag den 4. juli 2013

Mount Rushmore

Vi havde på forhånd planlagt at besøge Mount Rushmore på amerikanernes nationaldag (uafhængighedsdag). Det havde nu ikke andre konsekvenser end, at vi delte oplevelsen med mange tusinde amerikanerne, der også brugte ”happy 4” her.

Vi ankom om eftermiddagen og spadserede – sammen med mange tusinde amerikanere – op for at se det imponerende kunstværk. Fire af landets store præsidenter (Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt) skulle have været hugget ud af Mount Rushmore. Projektet blev imidlertid afbrudt af 2. verdenskrig efter at kun ansigterne var blevet hugget ud. Det er aldrig blevet genoptaget og nu står den verdenskendte klippe som et vartegn for hele USA. Så det er ikke meningen, at det skal færdiggøres. Det giver jo også god nok mening at nøjes med ansigterne – i hvert fald mere end, hvis udhugningen var begyndt nedefra.

Vi vandrede en tur rundt og kom lidt tættere på de kæmpestore ansigter. Alene næserne er 7 meter høje!

Vi sprang dog festlighederne i anledning af 4. juli over. Det lød ellers lovende, da der i overskrifterne i programmet stod opvisning ved US Airforce. Men ved nærmere granskning viste det sig at være US Air Force National Band, der spillede hymner til demokratiet og en politiker – som vi ikke kendte – skulle holde tale. Det sprang vi over og kørte til en nærliggende campingplads, hvor vi spiste aftensmad og brugte resten af aftenen på at lege på legepladsen, spille minigolf, lege i sandkasse, hoppe på hoppepude og prøve at spille basketball, men vi blev hurtigt enige om at tage et slag fodbold i stedet. Aftenen sluttede af med en tur i badeland, swimming poolen og nyde livet med hele familien i hot tub.

Set med Jakob og Mettes briller var det en frygtelig campingplads. Der var vel 2-300 pladser – tæt op af hinanden så man følte sig som burhøns, legepladser og slik-/isboder placeret op og ned af hinanden og en dunst af friture over det meste af pladsen. Men mens Jakob gik og spillede minigolf med drengene snakkede de om pladsen. Jonas: ”Det her er bare den aller fedeste campingplads, vi har været på overhovedet!”

Både Nikolaj og Kasper var enige. Og der var vittiglig også mange børneaktiviteter – alle sammen gratis, så de bare kunne lege og prøve, alt hvad de havde lyst til.

Planen var egentlig, at vi ville kørt tilbage til Mount Rushmore om aftenen for at se præsidentansigterne med lys på. Men der er vist meget på denne rejse, der er planlagt ud fra voksen-interesser, så vi blev på ”den aller fedeste campingplads” og Jakob og Mette kunne så glæde sig over, at det kun var for én nat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar