Velkommen til verden Mila

Kl. 6.47 (morgen på Hawaii) tikkede en sms ind fra Mikkel om, at nu var smukke Mila kommet til verden.

Vi måtte vente næsten et døgn fra Mikkel gav besked om, at de nu var på hospitalet og vandet var gået til Mila kom til verden. Jakob vågnede adskillige gange i nattens løb for at tjekke telefonen og først kl. 6.47 vågnede Jakob, da beskeden kom på telefonen. Velkommen til verden Mila og stort tillykke til Mikkel og Janine. Men også til os, der nu har fået en niece henholdsvis kusine.

Kasper tror nu ikke helt på, at hun er kommet ud endnu, men for en sikkerheds skyld har han flere gange bedt Mette om at ringe til Janine og huske hende på, at hun skal give hans lille kusine mælk.

For at bevise Milas eksistens har Mikkel sendt et billede af den lille søde pige. Det må Kasper se i morgen, når han står op.

Hawaii Volcanoes National Park

Vi brugte hele dagen i og omkring Kilauera vulkanen med vandretur i krateret, gennem lava-tunneler og over øde områder dækket af størknet lava.

Dagen begyndte med en spændende nyhed. Mikkel skrev i en sms, at der nu endelig ser ud til at ske noget med Janines store mave. Så forhåbentlig bliver det i dag – formentlig den 31. juli i Danmark – at der kommer en lille pige til familien.

Opstemte af den spændende melding begav vi os af sted fra morgenstunden med kurs mod vulkanparken. Der er mere end to timers kørsel dertil, så der blev en del kørsel i dag.

Vi var også i vulkanparken i 2005, men en del er ændret siden. Dengang brugte vi det meste af dagen på en tur rundt om og ned i det store Kaldera krater. Men i 2008 startede et udbrud her og der står endnu lava og koger i et mindre krater nede i Kaldera krateret. Derfor er det meste af området afspærret.

I stedet nåede vi denne gang turen ned af ”Chain of Craters Road” og så de mange mindre vulkankratere og lavastrømme – bl.a. en størknet flod af lava fra et udbrud i juli 1974 – det må have været i anledning af Jakobs fødsel.

Vejen slutter, hvor et ”Road closed” skilt stikker op af den størknede lava, der er flydt ud over vejen og nu dækker asfalten med et lag varierende fra 1-5 meter størknet lava. Nikolaj og Jonas var i dårligt humør og synes ikke om Jakobs idé med en lille vandretur ud over den størknede lava. Så Jakob satte dem i stedet til at rydde et stykke af vejen for lava. Det kom de nu ikke langt med.

Vulkanområdet er blandt de mest aktive i verden og der flyder konstant lava fra den. Dog i mere roligt tempo end da vi var her i 2005, hvor store dele af parken var afspærret. Desværre kræver turen ud til der, hvor lavastrømmen pt er aktiv en vandretur på 7 miles (mere end 10 km) henover det kuperede størknede landskab. Og de samme 7 miles tilbage igen, da man af oplagte årsager ikke kan fortsætte, når man møder den flydende magma. Så heller ikke denne gang lykkes det os at nå frem og se den flydende lava.

Vi fik et lille glimt af de store, varme kræfter fra udsigtspunktet ved Jaggar Museum, som er den yderste vestlige del man kan komme af vejen omkring det enorme Kaldera-krater. Herfra kunne vi se ned i det mindre, men rygende Halema’uma’u krater. Man må dog vente til efter mørkets frembrud, hvis man vil kunne se det orange skær fra lavaen dernede.

Det havde vi ikke mulighed for. Så vi tog til takke med mere størknet lava. Denne gang i Kilauea Iki krateret, der opstod efter et enormt udbrud i 1959, hvor en fontæne af lava rakte mere end 400 meter op i luften og spredte ødelæggelse overalt omkring sig. Først med en vandretur om formiddagen på ”Devastation Trail”, hvor aske fra udbruddet udryddede alt levende og naturen stadig kun langsomt er ved at vende tilbage. De fleste steder ligner landskabet stadig noget fra  Mordor fra Ringenes Herre. Kasper var træt og i elendigt humør, så den korte vandretur på godt en mile (1½ kilometer) skete under megen brok. Turen sluttede ved et udsigtspunkt over Kilauea Iki krateret dybt under os. Vi så nogle mennesker gå derned og her ville Nikolaj og Jonas også gerne ned. Men Kasper var for træt til det nu, så vi vendte tilbage til bilen og kørte turen ned af ”Chain of Craters Road”, hvor Kasper fladt i søvn i bilen.

Vi vendte tilbage om eftermiddagen og her var Kaspers humør et helt andet. Turen ned i krateret og tilbage igen er ca 3 miles (4½ km) og de foregik stort set alle sammen i løb med Kasper, der insisterer på at løbe ”forlæns” (det er Kaspers ord for forrest), fordi der skulle lægges fælder og kastes med lassoer efter de to tyrekalve Nikolaj og Jonas. Desværre faldt tyrekalven Jonas på vej ned af stien i fuld fart. Det kostede en del skrammer, nogle plastre men kun få tårer, før Jonas var klar igen. Og nu med en lettere misundelig lillebror, der var meget imponeret over, at Jonas havde fået hele tre drengesår på én gang. Det gav respekt.

Ude midt i krateret åbnede Kasper og Jakob en bagerbutik og serverede kort efter kanelsnegle for hele familien. Kasper forklarede Nikolaj og Jonas, at de var meget gode; ”for bagerne spiser dem jo også selv”. Det var en speciel oplevelse at sidde helt alene midt i et krater fra en (næsten) udslukt vulkan – der stiger stadig små røgskyer op rundt omkring i krateret – og spise kanelsnegle.

Om det var indholdet i kanelsneglene eller bare generelt godt humør er ikke til at vide, men i hvert fald gik turen op igen i fuldt firspring og med godt humør hos hele familien. Utroligt hvad en middagslur til Kasper kan gøre ved alles humør.

Inden hjemturen var vi en tur gennem ”Thurston Lava Tubes” – en tunnel, som er formet af en tyk strøm af lava, som er kølet og stivnet yderst, mens den inderste del fortsat har været flydende og derfor er løbet ud og til sidst efterladt den godt 3 meter og ca. 100 meter lange tunnel. Kasper blev så glad for turen, at han gerne ville igennem tunnelen en gang til, så han og Jakob tog en ekstra runde; ”fordi det er så sjovt, når det regner indenfor”, som Kasper forklarede Jakob, da de fik dråber fra hulens loft i hovedet.

På vejen hjem satte vi gps’en til at køre os gennem den lille landsby Ocean View, hvor det lokale pizzaria desværre var lukket. Jakob fandt en bagddør ulåst og spurgte om, hvorfor hoveddøren ikke var åben. Og fik det svar, at kl. var syv om aftenen, så de havde da lukket.. I stedet havnede vi på en Hawaii Barbeque med koreanske risretter til de voksne og burgere til børnene.

Hjemme igen i lejligheden kl. 21 efter mere end 12 timer på farten var alle godt trætte og bortset fra Jakob, der sad længe oppe for at vente på nyt om sin niece, gik alle hurtigt i seng.

Orkanen Flossie

De sidste par dage har alle medier været optaget af den tropiske orkan Flossie, der passerede Hawaii.

Den tropiske orkan Flossie har trukket overskrifter i alle aviserne her. Men det er heller ikke hverdagskost på Hawaii. Faktisk har der de sidste 50 år kun været to orkaner, der har ramt Hawaii. Den seneste i 1988, så med vores erfaringer fra orkanen i Australien i 2006 og en vinterorkan i Danmark er vi jo nærmest orkan-eksperter her. Derfor vidste vi, at man skulle sørge for rigelige forsyninger af de største nødvendigheder. Så vi købte kage til flere dage… Nå ja og så godt med vand.

Orkanen forventedes at ramme Big Island mandag aften og så fortsætte over Maui og Oahu det efterfølgende døgn. Vi mente, at det gav rigeligt tid til at nyde hele mandagen på strandene. Særligt fordi vi var bekymrede for, om en orkan – ligesom den vi oplevede i Australien – ville spolere al snorkling i mange dage efter, fordi det urolige vand er uklart.

Om morgenen kørte vi derfor nordpå til Mauna Beach, der ligger lidt mere afsides end den meget kendte og smukke Hapuna Beach. Vi brugte en hel time på køreturen for at konstatere, at alle statsparker og strande er lukket i dag på grund af orkanen.

Vi fik dog lov til at kigge ned til stranden, hvor vi ikke kunne afholde os fra en lille badetur på den smukke sandstrand, som vi havde næsten helt for os selv. Badeturen blev imidlertid afbrudt af et heftigt regnvejr og vi fortrak til bilen og satte kursen hjemad.

Hjemme igen var vejret ok og mens børnene slappede af i lejligheden tog Mette og Jakob en tur til vores egen strand (Kahaluu beach). Her var ikke mange badegæster, men vi spurgte livredderen om forholdene og hun mente, at i denne beskyttede bugt var alt ok selv om stranden jo – ligesom alle andre – officielt var lukket. Jakob spurgte igen til forventninger om orkanen og fik svaret; ”It’s here. This is it.” Hvis det er det de kalder en orkan, så må det siges ikke at være slemt. Men det er det muligvis længere nordpå, hvor orkanens centrum rammer øen.

Efter en hyggelig snorkeltur, hvor fiskene tydeligt var mere fremme, fordi der ikke var andre snorklere og en svømmetur sammen med en havskildpadde, gik vi op og hentede børnene til en tur i hotellets swimming pool. Her hyggede vi os mens det øsede ned. Kasper synes, at det blev lidt koldt, så han og Jakob gik i spa-badet. Snart endte vi alle der og med udsigten over bugten og de svajende palmer klarede vi os igennem en ganske rolig orkan (i hvert fald, hvor vi befandt os).

Vi blev i lejligheden resten af aftenen. Nogle har udpeget denne dag til international lasagnedag så vi havde handlet ind til at lave lasagne hjemme. Lasagnen sammen med friskbagt flute og vand og øl var klar på bordet til en hyggelig middag på terrassen. Indtil Jakob opdagede en kakerlak. Så forsvandt Mette fra bordet og krøb i sikkerhed i lejligheden. Den ridderlige Jakob fandt sit sværd frem og efter en intens kamp måtte kakerlakken se sig slået af overmagten og flygtede ind til naboen. Der lod vi den være og fortsatte middagen.

Tilbage ved Kahaluu Bay

Endnu en dag under havets overflade sammen med flotte koraller, farverige fisk og sultne skildpadder.

Vi nyder at have eget køkken, så morgenmaden stod på friskbagte boller, æg og bacon i vores nye lejlighed. Et godt grundlag for en lang stranddag.

Vi begyndte med at besøge vores egen strand ved Kahaluu Bay. Den ligger 25 meter fra vores lejlighed, så det er nemt. Kasper og Jakob startede med en lille tur ned i vandkanten for at mærke på vandet. Og her lå en skildpadde på helt lavt vand og slappede af.

Nikolaj, Jonas og Mette tog ud for at snorkle i bugten. Der er masser af fisk – også helt tæt på land, men der er korallerne døde og vandet uklart. Men blot ca. 50 meter ude er et flot koralrev og masser af tropiske fisk.


Bugten ligger beskyttet af en mur af klipper, så der kun er en lille åbning ud til havet. Der er i bogstaveligste forstand tale om en mur, for den er opført af en høvding, der gerne ville kunne lade sin familie nyde vandet i rolige omgivelser hele året. Det er mange år siden og i dag ser man ikke noget til hverken høvding eller hans familie. Men muren har skabt en beskyttet bugt med rigt fiskeliv og et godt sted for havskildpadder at slappe af og spise. Vi så 3-4 små skildpadder her – ca- ½ meter over skjoldet. Da vi var her i 2005 husker vi dem meget større. Det passer med, at det på denne tid kun er de unge skildpadder, der søger ind her. En af de frivillige, der holder stedet under opsyn og holder øje med, at turister ikke generer skildpadderne fortalte, at de ældre skildpadder kun kommer ind her i vinterhalvåret – det passer med, at sidst vi var her var i december måned.

Kasper og Jakob soppede i det lave vand og kiggede på skildpadder. Kasper ville gerne bade længere ude, men synes, at det er ret mærkeligt, at der er fisk i vandet. Han befandt sig helst i sikkerhed på Jakobs ryg. Jakob snorklede så rundt og fortalte gennem snorklen, hvad han så under vandet. Kasper fulgte interesseret med og hev indimellem i ”styre-snorklen”, som han kalder den, når han syntes, at Jakob skulle i en anden retning. Inde ved bredden havde Jonas i mellemtiden fundet en ny legekammerat i vandet.

Vi holdt siesta i lejligheden brugte derefter eftermiddagen på stranden ved den gamle lufthavn. Det er ikke nogen god badestrand – bølgerne er høje og der er mange klipper. Men der er nogle sjove indsøer med sandbund, hvor vandet er helt lunt.

Så her legede vi nogle timer inden vi kørte til Kailua-Kona og fandt en reje-restaurant med havudsigt. Jakob og Mette fik spændende retter med kæmperejer, mens børnene valgte pizza fra børnemenuen.

Videre til Hawaii (Big Island)

I dag rejste vi videre til øen Hawaii (Big Island) for at vende tilbage til en af de fantastiske oplevelser fra vores jordomrejse i 2005-06.

Der er 35 minutters flyvning mellem Maui og Big Island. Alligevel endte hele dagen med at være en rejsedag. Morgenen gik med at pakke. Vi kom – helt uvant for os – af sted en del tidligere end nødvendigt for at nå flyet. Derfor gjorde vi køreturen til en ekstra sight seeing.

Først besøgte vi Lahaina – den by, der ligger blot 5 km syd for, hvor vi boede, men som vi ikke havde taget os tid til at besøge. Højdepunktet fra den lille byvandring var det enorme banyan tree, der fylder hele torvet. Jonas konstaterede straks, at det var noget nær det perfekte klatretræ. Desværre var det forbudt at klatre på det fantastiske træ, så vi nøjedes med at se på det. Det er kendetegnet ved at sende noget, der ligner rødder, ned fra selv de højeste grene. På dette gamle træ var disse rødder imidlertid vokset til tykke stammer, så ved første indtryk ligner det, at det er en hel lille skov.

Da vi kørte videre havde vi stadig god tid, så vi besluttede os for at besøge et gammelt tempel, der eftersigende skulle ligge ganske tæt på lufthavnen. Det lød lidt Indiana Jones agtigt at finde det gamle tempel halvt skjult i regnskov. Nu var det nu ikke mere skjult end, at vores gps kendte det under ”turist attraktioner”, så vi tænkte, at det blev en nem lille tur. Vejen dertil viste sig imidlertid at være meget kringlet og blev nok ikke nemmere af, at Jakob mente, at han med sin gode stedsans lige kunne finde en smutvej trods gps’ens protester. Efterhånden som vi nærmede os havde vi ventet at se skilte til dette spændende tempel. Men det var der ikke. Endelig næsten fremme (Jakob endte med at overgive sig og følge gps’ens anvisninger) blev vi mødt af en afspærret og tilgroet vej, der skulle lede op til det, som vi nu gav tilnavnet ”The Lost Temple”. Havde vi ikke haft en flyafgang to timer senere, havde vi nok begivet os videre til fods, men nu måtte vi vende om med uforrettet sag, men en hel del grin rigere.

Mens Jakob afleverede udlejningsbilen vejede Mette taskerne og justerede lidt på oppakningen, så vi kunne tjekke vores to rygsække ind med vægt på 50,0 og 49,9 pund, så vi igen undgik overvægtsbetaling. Med håndbagagen lidt tungere end planlagt slappede vi af i lufthavnen. Vi fandt en plads med udsigt til landingsbanen, hvor Kasper begejstret kunne følge med, når fly og helikoptere landede. Efter kort tid kunne han konstatere, at nu landende vores fly. Og ganske rigtigt, så taxiede det hen til os.

Efter en meget kort flyvetur landede vi på Big Island og brugte så den næste time i kø for at få udleveret vores bil hos Dollar. Vi fik igen en jeep med 4-hjulstræk, så vi er forberedt til lidt af hvert.

Vi ankom til vores lejlighed ved 16-tiden efter have brugt næsten hele dagen på den korte rejse. Lidt frustrerende. Til gengæld er lejligheden skøn. Da vi var her i 2005, boede vi på Outrigger Keahou Beach Resort, der lå lige ved siden af den fantastiske Kahaluu Bay, hvor vi første gang så og svømmede med havskildpadder. Det har vi været bfacineret af lige siden. Vi havde en fantastisk tid der og det er da også det første sted fra vores rejser, vi har forsøgt at komme tilbage til. Hotellet er imidlertid lukket nu. I stedet havde vi fundet The Beach Villas og Kahalu’u, der ligger næsten samme sted. Her har vi lejet en 3-værelses penthouse-lejlighed med udsigt over Kahaluu Bay til den ene side og bjergene til den anden.

Vi hoppede i swimming poolen, der var så lun, at også Kasper kunne lege med længe uden at blive kold. Godt sultne kørte vi de 4-5 km til Kailua-Kona for at spise. Vi fik aftensmad på McDonalds med udsigt til solnedgangen.

Mere snorkling - og delfiner

Vi fandt Mauis bedste strand i dag med fint sand, skyggefulde pladser, dejligt vand, smukke koralrev – og en flok delfiner lige ud for bugten.

Vi kørte nordpå i dag for at lede efter en god strand. Trods det makabre navn: Slaughterhouse Beach er stranden ved Mokule’ia Bay fantastisk. Den ligger smukt omkranset af klipper og træer, hvilket betyder, at vores stadig noget solskoldede kroppe kan slappe af i skyggen. Sandet er blødt og fint – også i vandet lige ud for stranden, så man kan svømme og Kasper kan lege uden at slå sig på klipper.

Men det er under vandets overflade, at det bliver helt fantastisk. På grund af de store klippefremspring i hver side af bugten er vandet roligt og meget klart – selv længere ude, hvor det blev 10-20 meter dybt.

Drengene gik straks i gang med et projekt – måske inspireret af den store Coulee Dam vi havde set tidligere på rejsen. I hvert fald blev der gravet, bygget sandvolde og bølgebrydere. Mette og Jakob tog en snorkeltur sammen i det klare vand og blev mødt af et væld af små og store fisk – bl.a. Jonas’ yndlingsfisk; papegøjefisken. Jakob fandt en hvid muræne med sorte pletter. Der var kuffertfisk, picassofisk, aftrækkefisk, nålefisk, trompetfisk og mange flere, som vi slet ikke kender navnene på. På vej retur til land mødte vi en havskildpadde, som svømmede forbi med få meters afstand uden at tage notits af os.

Tilbage på stranden igen var bygge-entusiasmen hos drengene faldet lidt eftersom bølgerne hele tiden åd sig ind på byggeriet. Nogle kunne måske mene, at de havde bygget for tæt på vandet, men en dæmning skal nu engang bygges der, hvor vandet er.



Jakob tog med Nikolaj og Jonas ud, så Jonas fik set sine papegøjefisk. Nikolaj fandt en stime fisk, der lå tæt på rad og række på bundet. Han og Jonas blev enige om, at det måtte være en skoleklasse.

Vi mødte tre havskildpadder. De to slappede af, mens den sidste var ved at bide lidt i en søpølse. Det var en fantastisk oplevelse at svømme emd dem i det rolige, klare vand. Se dem "svæve" op til overfladen for at få lidt luft. Rense luffer og spise. Vi lå længe i vandet omkring dem og til sidst blev den ene tilsyneladende så tryg ved os, at den svømmede helt hen til os, så vi endte med at måtte svømme væk fra den.

Vi fortsatte ud langs bugtens højre rev og helt ud til den yderste klippespids. Her var en del dybere og fisketimerne større.

Vi kunne pludselig se en lille flok delfiner, der svømmede rundt ca. 50-75 meter længere ude. Vi nøjedes dog med at nyde dem fra denne afstand, da vi tidligere er blevet lidt overraskede over strømforholdene uden for de beskyttede bugter. Men det var sjovt at være så tæt på, at man kunne have være svømmet lige over til dem.

Eftermiddagen bød på velfortjent afslapning på hotellet. Jakobs arme var i hvert fald lidt trætte efter godt tre timer i vandet. Og så pakkede vi ned igen, da rejsen i morgen går videre til øen Hawaii (Big Island) syd for Maui.

Vi sluttede dagen af sammen med at se Find Nemo – meget a pro pos dagens oplevelser.

Fødselsdag og sejltur

I dag er det Jakobs fødselsdag. Fejret med flag og balloner – og en snorkeltur til Coral Garden.

Jakob blev vækket med flag og fødselsdagssang og morgenmad på terrassen. Det med gaver, når man er af sted, som vi er, er selvfølgelig lidt vanskeligt, så gaverne bestod af gavekort. Et gavekort fra Kasper til et julemandskostume samt sæk med masser af gaver til ham selv (”Også lidt til dig far”, som Kasper tilføjede, da Jakob takkede for gaven). Nikolaj og Jonas gav et computerspil (Simcity) til levering, når vi kommer hjem. Mon ikke det er med stærkt ønske om, at de selv kan spille med. Mette gav et døgn i tosomhed. Selv om vi er meget sammen her, så er vi også hele tiden sammen alle fem. Så det bliver en skøn gave at få.

Efter morgenmaden legede vi i hotellets swimming pool, hvor Nikolaj og Jonas øvede hovedspring, mens Kasper svømmede frem og tilbage mellem Mette og Jakob.










Vi havde droppet den lange sejltur til den store attraktion; ”Molokini Crater” en vulkan, der er halvvejs sunket i havet. I stedet sejlede vi til Coral Garden ud for den sydlige del af Maui. En hyggelig sejltur med god mad på båden, men uden særlig imponerende liv under havets overflade. Det var ellers ærgerligt, for det havde været Kaspers bedste chance for at se verden under havet. Vi havde nemlig fundet en katamaran-båd, der havde et lille rum med glasvægge og glasbund. Men når der nu ikke var fisk at se, så havde Kasper meget sjov ud af at se Jakob dykke ned og vinke til ham.

På vej retur til havnen sejlede vi forbi en ”skildpadde-vaskehal”, hvor skildpadderne slapper af, mens de får skjoldet renset af rensefisk. Sjovt at se flere skildpadder ligger i vandoverfladen og slappe af.

Aftenen brugte vi på terrassen, hvor vi spiste hjemmebagte pandekager med is, nutella og M&M’s (det sidste er Kaspers opfindelse).

Aftenen sluttede desværre med at både Nikolaj og Jonas blev dårlige. Om det var for meget saltvand eller pandekagerne med M&M’s er dog ikke helt klart, men vi fik brug for en spand i nattens løb.

Kapalua Beach

Klassisk Maui-dag. Sol, strand, vand, fisk og afslapning.

En rolig dag efter den lange tur dagen før. Vi brugte morgen og formiddag på Kapalua beach, der ligger få kilometer nord for vores egen strand. Den ligger mere beskyttet i en lille bugt, så bølgerne er mindre. Her fik vi for første gang Kasper rigtig med i vandet. Han vil ikke med ud at snorkle, men legede i vandkanten og svømmede lidt rundt på det lave vand. Ud for stranden var et fint lille koralrev, som vi på skift brugte tid på at se på. Nikolaj fik bl.a. øje på en sød lille muræne, der gemte sig mellem korallerne.

Mette havde igen problemer med snorkel-udstyret. Hun byttede med Jakob, som måtte konstatere, at han heller ikke kunne få vejret. Snorklen blev skilt ad og afslørede et par fint udskårne spisepinde, der har befundet sig i snorklen siden hjemrejsen fra vores tur til Thailand i 2011. Der har de jo ligget godt, indtil Mette altså nu er begyndt at bruge snorklen igen. Med en tom snorkel kunne Mette pludselig følge med os andre igen uden klaustrofobi og åndenød. Og vi blev alle et stort grin rigere.

Eftermiddagen brugte vi på hotellet med afslapning på terrassen. Om aftenen gik vi til det nærliggende Whaler Village. En lille samling butikker og spisesteder 100% helliget hotellerne på Ka’anapali beach. Det var ikke noget, der fik os til at være kede af at bo ½ kilometer derfra. Tværtimod. Men vi fandt et sted at få aftensmad og købte vaffelis med til den storslåede udsigt over havet, mens solen gik ned.

Familiens fire børn legede i vandkanten og prøvede at undgå de stadigt større bølger. Jakob tegnede hjerter i det fine sand til Mette med god hjælp fra Kasper, som mente, at han fint var i stand til at skrive både Jakob og Mette med sine tæer.

 

The Road to Hana

Der er godt 100 km til byen Hana på Mauis østkyst. Men ikke desto mindre brugte vi 12 timer på den snørklede bjergvej. Men den smukke natur er hele den vanskelige køretur værd.

Selv om Maui mest er kendt for de fantastiske strande, så er der bestemt også andet, der er værd at opleve her. Og da vores kroppe absolut ikke kunne tåle mere sol, brugte vi dagen i dag på at køre op i skyerne, som dækker øens bjergtoppe.

Anders og Susanne havde fortalt om den smukke ”Road to Hana”, som de kørte dengang de var på Maui. Vi besluttede os for at følge i deres fodspor og fulgte det råd vi havde fået af Anders om at sætte god tid af til turen. Så vi kom af sted fra morgenstunden, satte GPS’en til at lede os den rette vej og undrede os så over, hvorfor det skulle være nødvendigt at sætte en hel dag af til at køre 2 x 120 kilometer tværs over øen. Det viste sig at have en ganske god forklaring.

Det første stykke henover øen forløb nemt – det meste af vejen er samme hovedvej, som vi ankom fra. Den første del af turen domineres af West Maui Mountains (det store bjerg Pu’u Kukui), der altid henligger omgivet af skyer. Siden passerede vi de mange sukkerrørsmarker, der udgør øens industri (turisme er naturligvis den største) og mindre landsbyer.

Næsten tværs over øen – i det nordøstlige hjørne – begynder ”The Road to Hana”. Det er en smuk, idyllisk, smal, snørklet vej, der løber langs Mauis østkyst. Vejen klynger sig næsten desperat til klippesiden, mens den snor sig gennem regnskoven med fantastiske udsigter til havet, små vandfald og strømme, der plasker under de 54 ”one lane bridges”, der kendetegner den godt 50 kilometer lange strækning. Dvs. 50 kilometers kørsel. I fulgleflugtslinie er der væsentlig under den halve afstand. Flere steder opstod trafikprop, hvis to bilister var lidt for stædige og begge var kommet for tæt på en af de veje eller broer, der kun har ét spor. Så må den ene jo bakke tilbage. Men det er ikke så sjovt på en snørklet bjergvej. Og slet ikke, hvis man har 4-5 biler holdende bagved, der så også må bakke.

Vi gjorde holdt flere steder undervejs, for selv om der er meget at se fra vejen, så kan man naturligvis kun opleve en regnskov ved at gå ind mellem træerne og et vandfald ved at få disen fra faldet i hovedet.

Et sted kørte vi forbi nogle mærkelige træer, hvor stammen havde et væld af farver. Jakob og Mette ridsede deres forbogstaver ind i en stamme, som evigt minde. (Det passer selvfølgelig ikke, men mens vi gik og var meget forargede over, at nogen kunne finde på at skære i de smukke træer, fandt vi et sted med bogstaverne J+M – dem overtog vi så som ”vores”.)

Senere gjorde vi holdt ved en bugt, der lå idyllisk mellem høje klipper. Mens vi stod der, fik vi øje på en flok delfiner, der boltrede sig i vandet og lavede saltomortaler i luften.

Vi besøgte også en strand med mørke vulkanklipper, huler og kulsort sand. Vi havde ikke fået badetøj med fra bilen, så da Nikolaj og Jonas begyndte at soppe var det med formaninger om ikke at få vådt tøj. Det gik fint det første minuts tid…

Mens Nikolaj og Jonas badede under Jakobs opsyn fik Kasper og Mette en alvorlig snak.

Vi vandrede langs vandet – bl.a. til et ”blowhole”, hvor havvand blev presset højt op, når bølgerne var særlig kraftige. Kasper og Jakob fandt en dinosaurus at ride på. (De uindviede vil nok bare se det som en palme, men det var det ikke.)

Byen Hana, som lægger navn til den smukke vej, var nu ikke noget særligt. Men de havde da en isbutik, som vi gjorde brug af. Vi fortsatte sydpå til Wailua Falls, hvor en kort sti fører fra vejen helt hen til det 30 meter høje vandfald, der ligger omgivet af tæt skov, hvor slyngplanter og orkideer vokser på træstammer og selv de mindste klippefremspring.

”The Road to Hana” slutter ved Ohe’o Gulch i nationalparken Haleakala. Her skulle en vandretur lede gennem bambusskove ud til et 100 meter højt vandfald. Det var blevet lidt ud på eftermiddagen og klokken var for mange til lange vandreture, så vi tog i stedet en mindre tur ned til tre små vandfald (Kuloa Point Pools), hvor der desværre grundet vandstigning var forbudt at bade. Til gengæld fik alle fire drenge så tid til at klatre i de mærkelige træer.

Tilbage til bilen var klokken blevet hen ad fem om eftermiddagen. Vi havde brugt mange timer på turen hertil og havde nu valget mellem at køre samme vej tilbage eller tage den grusvej, der fører syd om øen. Vi spurgte en guide i nationalparken om vejens tilstand og fik svaret, at den var åben. Hvad der nærmere lå i det, var ikke helt klart, men nu er vi jo udstyret med en stor jeep, så vi begav os denne vej.

Vejen sydover blev ikke nemmere, end det vi havde kørt hidtil. Men der var markant færre modkørende, hvilket gjorde det en hel del lettere. Da vi efter omkring 20 kilometer ramte en pæn velholdt asfaltvej, blev resten af turen hjem nem. Vi gjorde holdt hos Pizza Hut for aftensmad og nåede hjem ved 20-tiden. Ca. 12 timer efter vi tog hjemmefra.

Maui - under havets overflade

Vi brugte det meste af dagen under havets overflade. Fantastiske farver – det var vores rygge også om aftenen.

Efter hyggelig morgenmad på terrassen gik vi til stranden. Hotellet har egen adgang til stranden lige nord for Black Rock på Ka’anapali Beach. Nikolaj og Jakob startede med en rekognosceringstur rundt om klippen. Der er et lille koral-rev lige ud for stranden. Her så vi flere flotte fisk. Bl.a. søde små blå kuffertfisk med sorte prikker, de farverige picasso-fisk og mange andre.

Vi snorklede rundt om klippen og ud foran spidsen af Black Rock. På vejen passerer man et område, der er væsentlig dybere – formentlig omkring 10 meter – hvilket muligvis er medvirkende årsag til, at der er en del strøm her. Lige ud for spidsen af klippen fik vi øje på en kæmpestor skildpadde (Green Sea Turtle), der svømmede rundt og spiste få meter fra os for lidt efter at dykke ned i en hule under klippen. Vi blev enige om hurtigt at komme tilbage og vise Jonas og Mette her ud. På vejen retur mødte vi en mindre skildpadde og en masse tropiske fisk. Svømmeturen retur til stranden er vel omkring 300 meter, men vi var godt trætte, da vi kom retur.

Nikolaj ville gerne slappe lidt af og blev hos Kasper, så Jakob tog med ud igen for at vise Jonas og Mette, hvor vi så skildpadderne. På vejen nød vi det lille rev lige ud for stranden. Vi har ikke snorklet siden vi var i Thailand i 2011, så vi skulle også lige vænne os til udstyret igen. Særligt Mette døjede lidt med at få snorklen til at fungere ordentligt.

Vi svømmede hele vejen rundt om klippen uden dog at se skildpadderne. Til gengæld nåede vi så langt rundt, at vi kunne se ind til stranden ved det fornemme Sheraton-hotel på den anden side af klippen. Det kunne have vist sig at være en rigtig vigtig observation.

Det lykkedes Jakob at finde hulen igen – og der lå skildpadden stadig. Jonas dykkede ned mod den for at se nærmere på det store dyr, der var næsten lige så lang, som han selv. Han er blevet god til at dykke med snorklen nu, hvilket gør det meget bedre at opleve livet under havet. Vi begyndte vores svømmetur tilbage til stranden og stødte på endnu en skildpadde, der svømmede majestætisk af sted lige foran os.

Det var nu ved at være et par timer siden Nikolaj og Jakob havde begyndt deres tur og det var blevet en del mere højvande. Det betød også, at strømmen var blevet noget stærkere. Over det dybe stykke var strømmen så stærk, at vi stort set ikke kom nogen vegne. Bare et halvt minuts pause, når Jonas skulle rette på sin snorkel bragte os 10 meter tilbage. Vi prøvede at øge tempoet, men savnede virkelig svømmefødder, som vi af pladshensyn ikke har taget med os på rejsen. Jonas sagde, at han blev træt, men Jakob måtte give ham den besked, at det var der ikke noget at gøre ved. Der skulle svømmes til nu. Og så er han altså en svømmemaskine. Han finder et tempo, der passer ham og så bliver han bare ved. Han havde formentlig svømmet endnu, hvis det havde været nødvendigt. Vi sendte mange varme tanker til hans svømmelærere for ellers kunne den situation godt have været mere ubehagelig.

Desværre gik det ikke godt. Vi kom stadig næsten ingen vegne. Jakob kunne ikke skubbe på Jonas, da hans forstuvede fod ikke er helt på fuld kraft endnu. Og Mette var ved at løbe tør for kræfter og havde helt klaustrofobisk fornemmelse af ikke at kunne få luft nok gennem snorklen. Strømmen var heldigvis på langs af klippen og der var ingen brænding, så det var rimelig ufarligt at tage en pause her, men svært at hænge fast længe på den stejle klippe, når bølgerne løfter en op og ned. Et par andre svømmere så os og spurgte om vi havde problemer. Vi overvejede om vi skulle kapitulere til strømmen og lade os flyde tilbage rundt om klippen til stranden på den anden side. Der ville så være en kort gåtur til vores egen strand. Men med sindsro i, at der var en ”Plan B”, satte vi fuld kraft på og med Jonas forrest kom vi igennem de sidste meter med kraftig strøm og ind i roligere vand. Så gik det lettere selv om Mette nu helt måtte opgive snorklen for at kunne få luft.

Vi kom tilbage til stranden. Høje over de skildpadder vi havde svømmet med allerede på vores første dag på Maui. Men også lettede og stolte af vores indsats i ”kampen” mod strømmen. Nikolaj kom os i møde. Han havde været noget bekymret, fordi vi var væk så længe. Jakob beroligede ham med, at det værste, der kunne være sket var, at vi måtte have ladet os flyde til den anden strand og gået herover. Imens fik Mette øje på en stor mørk silhuet lidt ude for vandkanten. Jakob hoppede i for at finde ud af, hvad det var. Endnu en havskildpadde. Både Jonas og Mette var for trætte til at svømme mere, men Nikolaj og Jakob svømmede ud for at se den. Den synes åbenbart også, at vi var interessante. I hvert fald var den næsten ved at svømme ind i Jakob, da den svømmede hen for at se nærmere på os inden den med rolige bevægelser overhalede os og forsvandt.

 

Efter de lange snorkelture slappede vi af på stranden. Dvs. Mette og Jakob slappede af. Nikolaj og Jonas legede i bølgerne, som er så store, at Kasper desværre er bange for at bade her, så han legede lidt i sandet – og havde i øvrigt taget en lur i skyggen, mens Nikolaj passede ham, da Jonas, Mette og Jakob var af sted.

Der hører et hyggeligt lille strandhus til hotellet med liggestole, lidt skygge, et lille køkken, hvor der kan hentes isterninger og koldt vand. Det var tiltrængt. Vi tog os endda den luksus, at vi hoppede på shuttle-bilen og fik et lift til vores hotelværelse i stedet for den korte gåtur.

De hedeste eftermiddagstimer slappede vi af på hotelværelset og tog derefter en tur i en af hotellets tre swimming pools. Stor pool, med masser af plads. Det virker ikke som om hotellet har særlig mange gæster.

Vi lavede aftensmad i vores lejlighed og brugte aftenen på at pleje vores meget solskoldede rygge. Den lange snorkeltur i bagende sol havde været hård ved Jonas, Mette og Jakob. Mette har nu samme kulører som Dannebrog. 

Ankomst til Hawaii

Vi brugte hele dagen på rejsen fra det amerikanske fastland til Maui.

Vi tog af sted fra vores hotel i Seattle kl. 7 om morgenen og var på vores hotel på Maui ca. 12 timer senere, så det blev en lang rejsedag. Turen gik fint bortset fra mindre genvordigheder med bagagen. Vi pakker så meget som muligt i de to store rygsække, så Nikolaj og Jonas’ tasker ikke er så tunge. Men det betød desværre overvægt i begge rygsække, da vi tjekkede ind i Seattle. Vi optog en stor del af terminalens gangareal, da vi pakkede om, indtil vores to rygsække vejede præcist 50,0 pund hver.

Den første flyvning gik til San Fransisco og efter et par timers ventetid der, fløj vi videre til Maui. Det havde været federe at flyve direkte fra Seattle til Maui, men af uransagelige årsager er det dobbelt så dyrt som at flyve via San Francisco. Kasper synes endda, at det var et plus, at vi skulle med to flyvemaskiner.

Vi havde lejet bil på forhånd hos Dollar, så transporten fra lufthavnen var nemt arrangeret. Vi hentede bilen og den venlige dame i skranken forsøgte at overbevise os om de fantastiske tilbud de havde på at opgradere vores mid-size Suzuki SUV til noget større. Det afslog vi, hvorefter hun fandt ud af, at der sandelig ikke var flere af Suzukierne tilbage, men at hun i stedet opgraderede os til en stor Jeep. Så nu er vi fornemt kørende. Og 4-hjulstræk og kraftig motor skulle der vise sig at blive brug for senere.

Vi spiste aftensmad på vejen og ankom først til hotel Outrigger Eldorado efter solen var gået ned. Hotellet havde vi booket for længe siden. Det ligger få hundrede meter fra ”Black Rock” ved Ka’anapali Beach, som er kendt som den bedste (og mest turistede) strand på Maui, hvor netop Black Rock – en lavastensklippe – skulle være godt at snorkle ved. Hotellet ligger ikke lige ud til stranden, men koster til gengæld også kun en fjerdedel af en overnatning på Sheraton, der ligger lige ud til Black Rock. Og er man for doven til at gå de fem minutter til stranden fra sit værelse, så ringer man bare efter en shuttle-car.

Hotelværelset viste sig at være fantastisk. En stor to værelses-lejlighed med stort køkken, kæmpe badeværelse, store fladskærme og en dejlig terrasse – og velfungerende internet, så deres spil kunne opdateres. Børnene var helt fængslet af amerikaner-køleskabet og lavede en hel del ”drinks” (isterninger med koldt vand) imens de digtede en ”luksus-sang” om hotellet.

Seattle

Seattle er en hyggelig by med masser af musik, kunst, gadeliv og – i hvert fald mens vi var der – fint vejr.

Efter fire uger i naturparker, landeveje, primitive overnatningspladser og (moderne) western-stil er det nu overordentlig rart at læne sig tilbage i den moderne luksus, som Seattle byder på. Vi bor på hotel Red Lion midt i byen (5th Avenue), så der er korte afstande til alt. Vi har dog nok været så meget mættet af oplevelser, at vi mest brugte tiden til afslapning end til de store ekskursioner  og efter vandreture i den smukke amerikanske natur higede fødderne ikke lige efter lange shoppingture og museumsbesøg.

Byen er lidt ligesom New York – og så alligevel ikke. Man kan godt fornemme, at der er forskel på øst og vest. Selv om Seattle jo er længere væk fra Europa end New York, minder byen på en eller anden måde mere om en europæisk storby.

Vi brugte dagene i afslappet tempo. Tog en tur rundt i havnen – desværre uden at se de to spækhuggere, som dagen inden vi ankom, havde gæstet indløbet til Seattle. Efter meget plageri fra Kasper prøvede vi det store pariserhjul med udsigt over byens skyline.

På en plads i byen fandt Nikolaj og Jonas et springvand, der måtte udforskes nærmere. Det blev en våd fornøjelse.

Langs havnefronten besøgte vi det farverige Pike Street Market, hvor alt mellem himmel og jord faldbydes. Men særligt fiskeboderne er et besøg værd. Krabber større end Kasper, hummerhaler så store som en voksen mands underarm og laks, så store så selv en fantasirig lystfisker ville blive misundelig. Det sjoveste var, når nogen købte en fisk, så blev den under råben og sang kastet om bag disken til filetering og indpakning.

Seattles vartegn ”The Space Needle” aflagde vi naturligvis også et besøg og nød udsigten fra toppen. En endnu større attraktion for i hvert fald Kasper var dog det monorail tog, vi tog for at komme derud. Kasper fik en plads helt oppe ved tog-chaufføren og fulgte nøje med og kommenterede, når han trykkede på knapper, trak i håndtag m.v.





Vi brugte en eftermiddag og aften på en hyggelig festival, hvor vi i bedste Grøn Koncert stil nød mad og drikke fra de mange boder, mens vi lyttede til de skiftende bands på scenen.

Og så lykkedes det os for anden gang på denne ferie at blive væk fra hinanden. Nu har vi travet rundt i enorme naturparker og kæmpet os gennem menneskemylder i New York uden at miste styr på hinanden. Nikolaj og Jonas blev væk i et Super Walmart på et tidspunkt og først fundet efter 20 minutter (foran en tegnefilm i radio/tv-afdelingen :-). Denne gang var det Jakob, der blev væk. Dvs. han mente, at det var Mette, Nikolaj, Jonas og Kasper, der blev væk. Det er vel et definitionsspørgsmål, der er svært at afklare, da alle ledte efter hinanden. Det skete da vi besøgte friluftsmekkaet REI. En kæmpe butik med friluftsudstyr i flere etager, hvor der er gået så meget op i temaet, at vi næsten skulle have kort og kompas i brug for at finde indgangen, der er gemt i en lille skov med klipper, små hiking og mountain bike stier og sågar et lille vandfald. Det er et must at besøge for friluftsfolk. Vi gik tomhændede derfra selv om Jakob var ret imponeret over trangiaet, der kørte på kviste, hvis man løb tør for gas og som kunne oplade mobiltelefonen, mens man kogte ris. Så bliver det ikke meget bedre…

Aftenen gik med at få pakket igen. I morgen forlader vi det amerikanske fastland med kurs mod Hawaii.