Vi forlod Cody for at bruge de kommende dage i de to nationalparker Grand Teton og derefter Yellowstone. Men allerede få miles vest for Cody gjorde vi dagens første stop ved Buffalo Bill Dam. En høj dæmning, der bruges til at drive to turbiner, der producerer el. Det var sjovt at se dæmningen, den sø, der er dannet på grund af dæmningen og den enorme bundprop, der sættes i et hul, hvis turbinen skal repareres. Ingen af os havde nogensinde før tænkt over, at en sø kunne have en bundprop. Vi kørte videre langs Buffalo Bill Reservoir, hvor bjergene i baggrunden kunne spejle sig i søens rolige vand. Det var enormt hyggeligt og det blev til en del flere stop undervejs for at nyde udsigten.
Men endelig nåede vi frem til Yellowstone. Egentlig var planen blot at køre igennem den sydøstlige del af Yellowstone for at køre direkte til Grand Teton National Park, der ligger lige syd for Yellowstone. Men det var umuligt ikke at gøre ophold undervejs og udforske de utallige vandfald, vandløb, skove eller nogle af de døde, brændte skove.
Jakob gik lidt ind i en af de lidt uhyggelige skove af døde træer. Der er en fantastisk lyd. En hel koncert omkring en, når vinden spiller i de døde, delvist hule træer ligesom på halvtomme flasker. Desværre fik den lille udflugt en uheldig afslutning. På vej ned til af en lille bakke trådte Jakob på en stor sten, som desværre lå løst og gled og Jakob vred sin højre fod rundt og faldt om med et hyl. Ind i autocamperen, benet op og et par bøffer op af fryseren for at få den kæmpestore hævelse kølet ned, der allerede var kommet på foden. Sikke noget møg!
Efter en times tid her kørte vi videre og passerede lidt senere den lille lokale skadestue i Yellowstone. Så her drejede vi ind for at få Jakobs fod tjekket. Det er altså en pudsig oplevelse at gå til lægen her i USA. Det første der sker er naturligvis, at man bliver spurgt om forsikringsforhold og man skal derefter underskrive et hav af papirer, der friholder skadestuen for ethvert ansvar. Ingen kø, så jeg kom direkte til den første læge (vist nok en lægestuderende). Han gennemførte et standard ”vital check”, hvor jeg blev spurgt om ryge- og alkoholvaner, fik tjekket hals, ører, lunger, blodtryk, puls, temperatur og reflekser. Endelig efter et kvarters tid begyndte han at interessere sig lidt for den fod Jakob var kommet til skade med. Efter at have kigget lidt på den hentede han en fysioterapeut, som kiggede nærmere på den. Hun meddelte glædestrålende, at den store knogle i benet ikke var brækket, men at hun var bekymret for den mindre, der løber på ydersiden (vi har glemt navnene). Hun kaldte derfor på en tredje person for at få taget røntgenbilleder. Men Jakob skulle ikke nyde noget af den snak om, at noget var brækket, så han hoppede op og begyndte at gå lidt på foden. Selv om det gjorde ondt overbeviste det lægen om, at der ikke kunne være noget brækket. I stedet blev en fjerde person hidkaldt for at binde Jakobs fod stramt ind og instruere om køling, elevation, forbinding m.v. Det er samme procedurer som vi bruger i Danmark, så ingen problemer her.
Efter en lille time tog vi fra skadestuen igen med Jakob humpende, men dog uden krykker, og 165 $ fattigere – som vi dog regner med, at vores rejseforsikring dækker senere. Og en oplevelse af det mærkelige amerikanske sundhedsvæsen, der dog nu har tjekket, at Jakob ikke fejler andet end en forstuvet fod. Det er dog også ærgerligt nok for det var meningen, at vi skulle bruge de næste 4-5 dage på at vandre rundt i naturen. Det bliver nok begrænset noget nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar