Little Big Horn

Slaget ved Little Big Horn er en kulturel skelsættende begivenhed i USA’s historie. På den korte bane et nederlag for ”den hvide mand”. Men det var indianerne, der endte med at tabe mest.

Vi fortsatte vores rejse fra Sheridan og kørte af mindre landeveje nordpå ind i Montana. Dagens største stop var ved Little Big Horn – kendt fra de mange historier om ”Custer’s Last Stand”. Både Nikolaj, Jonas og Kasper var meget interesserede i den spændende historie om slaget ved Little Big Horn og fulgte opslugt med, da Jakob forklarede slagets gang på kortet over området.

Men stedet skildrer også mere end den drabelige krigshistorie fra slaget den 25-26. juni 1876, hvor det amerikanske militær led et af sine største nederlag, da general Custer og hans næsten 300 mand blev udslettet af en samlet styrke fra flere indianerstammer ledet af Sitting Bull.

I mange, mange år har stedet alene æret de amerikanske soldater, mens indianere (native americans, som du nu hedder på korrekt amerikansk) var henvist til rollen som blodtørstige vilde. Ja selv militærets heste, der døde ved slaget har fået et mindesmærke for mange år siden. Men først i 2003 er der samme sted etableret et mindesmærke for de faldne indianere. Det var en glimrende anledning til at forklare børnene den ret komplekse historie og at årsagen til det blodige slag snarere skulle findes hos ”de hvide” end hos indianerne, der til sidste ikke kun kæmpede for at forsvare deres traditionelle levevis, men også for at undgå tvangsforflytninger og massakrer. Nikolaj og Jonas fik god forståelse for den lidt mere komplekse historie. Om Kasper også forstod det er nok tvivlsomt, men der er dog sket det i vores lege, at han nu oftere spiller rollen som indianer-helten, når han drager på eventyr i sine lege.

Efter besøget ved Little Big Horn kørte vi direkte mod næste stop; Cody i Wyoming. En by som er kendt for to ting: 1) ”Indgangsby” til Yellowstone og 2) Buffalo Bill’s hjemby. Begge dele var årsag til det store turistfokus, som byen har.

Vi nåede frem til campingpladsen lidt ud på eftermiddagen og startede med at blive kølet af i swimming poolen. Men det der skulle have været en afslappet aften med mad over bål, blev ændret til indetid i autocamperen, da det pludselig blæste op og kort efter begyndte at regne. Øv, det havde vi ikke lige regnet med. Men som en af de lokale sagde: ”If you don’t like the weather in Wyoming, just wait five minutes.” Det holdt nu ikke helt stik. Men næsten.

Devil's Tower

Devils’s tower var i bogstaveligste forstand dagens højdepunkt. Det underlige klippetårn rejser sig 260 meter lodret op.

Vi forlod South Dakota og forsatte nordvest på knap 500 kilometer gennem Wyoming. Undervejs gjorde vi stop ved ”Devil’s tower” – en mærkelig klippeformation, der rejser sig næsten lodret fra prærien. Vi havde fået forsmag på klippetypen undervejs. Men slet intet i den størrelsesorden. Langt fra lignede det bare endnu en af de underlige klipper med flad top, som vi så flere af på vores vej. Men når man står for foden af den 260 meter høje klippe, så er den altså imponerende høj.

Det var et yndet adventure-sted for klatrere, der brugte omkring 5-6 timer på turen til toppen. Vores ”adventure” blev nu i lidt mindre målestok. Vi brugte et par timer på at vandre hele vejen rundt om klippen, nyde den storslåede udsigt og undres over de mange brændte træer. Der må have været en del små-skovbrænde her. Men det er jo sådan set også det bedste for naturen. De store pine-træer har meget tyk bark og kan overleve en mindre skovbrand. Men kommer der ikke en sådan brand en gang imellem og ”renser ud”, så går det galt, når der endelig kommer brand, for så brænder alt væk og det kan tage mange, mange år før skoven vender tilbage. Derfor gøres der heller ikke så meget ved de mindre skovbrande, der så og sige blot er ”naturens orden”. Det må også være forklaringen på, at vi mange steder på vores vej så spor af mindre skovbrande, men aldrig af de enorme brande, som den for nylig i Yarnell, Arizona, der kostede 19 brandmænd livet og åd mere end 30 km” skov.

Kasper var træt og havde svært ved at gå. På de første 500 meter løb hans gå-ben tør for kræfter adskillige gange og han gennemførte små ”sit-down” aktioner i protest mod de umenneskelige forhold han blev udsat for. Også Nikolaj og Jonas var trætte og pirrelige – sikkert pga det varme vejr. Jonas var særlig sur, så Jakob spurgte ham, hvad der skulle til for at gøre sådan en vandretur som denne god. Jonas: ”Jo, altså det kunne være sjovt nok, hvis vi ikke bare skulle gå her på stien, men måtte klatre og sådan noget.” Jakob: ”Jamen, det er der da ingen, der har forbudt dig.” Jonas: ”Må vi godt det?” Og så gik han og Nikolaj i gang med at klatre på de klipper, der lå langs stien. Kasper ville naturligvis med og pludselig var alle børnenes træthed væk. På en særlig god klippeblok opførte Kasper en lille koncert for os med Nikolaj og Jonas stående lidt flove og lidt imponerede over deres højt skrålende lillebror.

Tilbage i autocamperen kørte vi nu til motorvejen for at komme frem inden det blev al for sent. Vi nåede frem til Sheridan ved aftenstide. Det skulle være en ”ægte wild west by”, så vi parkerede bilen og gik på en lille rundtur. Vi var ikke imponerede. Heller ikke over maden, som vi spiste på en lokal ”autentisk western-restaurant”. Vi nåede til campingpladsen lige tids nok til en tur i swimming poolen inden sengetid. Kasper blev hurtigt kold og gik op med Mette.

Mens Jakob slappede af i spabad – som urimeligvis kun var til voksne – legede Nikolaj og Jonas videre i poolen. Men kun kort tid, så overhørte Jakob dem i gang med fremtidsplaner. De havde fundet ud af, at når de blev voksne skulle de åbne et camping-firma. Og så skulle de have en masse campingpladser med kæmpe store swimming pools, der altid havde åben. Og så ville de få en masse gæster og blive meget rige, så de kunne bygge hospitaler og skoler i de byer, der ikke havde sådan nogle. Det er da gode fremtidsplaner…

Mount Rushmore

Vi havde på forhånd planlagt at besøge Mount Rushmore på amerikanernes nationaldag (uafhængighedsdag). Det havde nu ikke andre konsekvenser end, at vi delte oplevelsen med mange tusinde amerikanerne, der også brugte ”happy 4” her.

Vi ankom om eftermiddagen og spadserede – sammen med mange tusinde amerikanere – op for at se det imponerende kunstværk. Fire af landets store præsidenter (Washington, Jefferson, Lincoln og Roosevelt) skulle have været hugget ud af Mount Rushmore. Projektet blev imidlertid afbrudt af 2. verdenskrig efter at kun ansigterne var blevet hugget ud. Det er aldrig blevet genoptaget og nu står den verdenskendte klippe som et vartegn for hele USA. Så det er ikke meningen, at det skal færdiggøres. Det giver jo også god nok mening at nøjes med ansigterne – i hvert fald mere end, hvis udhugningen var begyndt nedefra.

Vi vandrede en tur rundt og kom lidt tættere på de kæmpestore ansigter. Alene næserne er 7 meter høje!

Vi sprang dog festlighederne i anledning af 4. juli over. Det lød ellers lovende, da der i overskrifterne i programmet stod opvisning ved US Airforce. Men ved nærmere granskning viste det sig at være US Air Force National Band, der spillede hymner til demokratiet og en politiker – som vi ikke kendte – skulle holde tale. Det sprang vi over og kørte til en nærliggende campingplads, hvor vi spiste aftensmad og brugte resten af aftenen på at lege på legepladsen, spille minigolf, lege i sandkasse, hoppe på hoppepude og prøve at spille basketball, men vi blev hurtigt enige om at tage et slag fodbold i stedet. Aftenen sluttede af med en tur i badeland, swimming poolen og nyde livet med hele familien i hot tub.

Set med Jakob og Mettes briller var det en frygtelig campingplads. Der var vel 2-300 pladser – tæt op af hinanden så man følte sig som burhøns, legepladser og slik-/isboder placeret op og ned af hinanden og en dunst af friture over det meste af pladsen. Men mens Jakob gik og spillede minigolf med drengene snakkede de om pladsen. Jonas: ”Det her er bare den aller fedeste campingplads, vi har været på overhovedet!”

Både Nikolaj og Kasper var enige. Og der var vittiglig også mange børneaktiviteter – alle sammen gratis, så de bare kunne lege og prøve, alt hvad de havde lyst til.

Planen var egentlig, at vi ville kørt tilbage til Mount Rushmore om aftenen for at se præsidentansigterne med lys på. Men der er vist meget på denne rejse, der er planlagt ud fra voksen-interesser, så vi blev på ”den aller fedeste campingplads” og Jakob og Mette kunne så glæde sig over, at det kun var for én nat.

Custer State Park i Black Hills

Vi brugte en herlig dag i Custer State Park med fantastiske udsigter over Black Hills. Her er et rigt dyreliv, hvor højdepunktet var en flok bisoner.

Black Hills rummer den klassiske western-historie. Oprindelig var hele området hjemsted for sioux-indianere. Særligt Black Hills var hellige og derfor vigtige for siouxerne. Da de hvide endnu engang udvidede sit territorium blev der – i rimelig fred og fordragelighed vist nok – forhandlet en aftale mellem indianerne og militæret om, at indianerne gav plads til nybyggerne på prærien, men at Black Hills skulle være siouxernes til evig tid. Det var i 1868. Men i 1874 blev der fundet guld i bjergene. Og så glemte alle de hvide guldgravere alt om traktaten og invaderede Black Hills – med militærets stiltiende accept. Det medførte mange år med blodige sammenstød.

En sørgelig historie som nutidens Black Hills ikke levner vidnesbyrd om. I stedet er det nu et fredet skovområde med rigt dyreliv i Custer State Park og med de verdenskendte præsidentansigter udhugget i Mount Rushmore lidt nord for statsskoven. Efter Badlands golde klipper og Wind Caves mørke hulegange er det skønt at se grønne skove og idylliske vandkøb igen.





Hvad er det for en fugl?

Vi brugte det meste af dagen i Custer State Park. Vi havde overnattet inde i parken, men var først ankommet sent, så vi havde ikke nået meget rundt den foregående dag. Vi var derfor meget opsatte på at komme tidligt af sted. Desværre regnede det ganske kraftigt hele formiddagen, så vores udforskning foregik mest fra bilen – lidt senere også til fods, da det klarede op.
Vi spottede jordegern, mange fugle, nogle hjorte med kid – bl.a. en art de kalder antiloper – det ligner ret meget et dådyr. De er enormt hurtige og kan løbe op til 90 km/t.

Pludselig så vi to store bisonokser mellem træerne. Vi var vildt begejstrede og fotograferede dem fra alle leder og kanter. Vi brugte så lang tid på det, at autocamperen ikke ville starte, da vi skulle videre. To unge piger kom hen og spurgte om de skulle prøve at skubbe. Jakob var dog lidt for galant til at tage imod det tilbud og brugte i stedet bilens ”nødstart-batteri” til at komme i gang.

Da det klarede op en time senere havnede vi midt blandt en flok på omkring 3-400 bisoner. Alle tre drenge fik lov at sidde på forsædet og de nød det imponerende skue.  Det var tydeligt at se, at bisonerne var meget vant til mennesker. Nogle af dem lå og slappede af midt på vejen. Men det var sjovt at komme tæt på dem og fascinerende at se så mange. Dvs., at vi synes, at det var mange. Det skønnes, at for godt 200 år siden var der 30 mio. bisoner i Nordamerika. 100 år senere var der pga af overdreven jagt kun omkring 1000 tilbage. I det lys er 3-400 jo mange, men med tanke på, hvordan bisoner engang herskede over de enorme prærieområder, så er det jo ikke mange.

Vi forlod Custer State Park sidst på eftermiddagen og mødte på vej ud de to bisoner vi så om morgenen. De efterlod ikke samme begejstrede indtryk hos os denne gang ;-)

Wind cave

Et af de største hule-systemer i verden, som man kun kan besøge på en guidet tur.

Wind Cave har fået sit navn fra den vind, der blæser ud af den eneste kendte naturlige indgang til hele huleområdet. Et lille hul på ca ½x½ meter, hvor en blæst som fra en kraftig ventilator står ud af. Det er ikke helt klart hvorfor, men det er formentlig, fordi luft i de næsten 200 km lange hulegange opvarmes og derfor stiger opad. Og da der så kun er én lille udgang, bliver det til en ret kraftig luftstrøm.

I dag er der etableret en større indgang, så turister som os kan besøge hulen uden at klemme os igennem det lille hul. Man kan kun besøge hulen på en guidet tur, så vi meldte os på den næste af slagsen og brugte de næste 1½ time på at udforske ca. 1½ km af de næsten 200 km kortlagte gange og større huler. Gangene findes i flere lag og bevæger sig på kryds og tværs inden for et område af kun ca. 2 km2.

Af årsager som vi vil undlade at gengive den geologiske forklaring på her, er hulen ikke som de fleste andre hulesystemer fyldt med stalaktitter og stalagmitter (drypsten). I stedet er der nogle underlige stenformationer – måske bedst beskrevet som tredimensionelle spindelvæv. Og – hvad børnene synes var sjovere – nogle små hvide ”pop corn rocks”.

Den guide vi havde med var født og opvokset i området og meget entusiastisk i at fortælle om hulen. Selv om Mette og Jakob oversatte noget undervejs nåede børnene at kede sig en del til sidst. Det havde været sjovere at udforske på egen hånd og så læse sig til de informationer guiden gav.

Oppe igen var det dejligt at få varmen efter det lange ophold i den kun 11 C varme hule. Det var ved at blive sent og da vi ikke havde nogle madvarer i køleskabet måtte vi en omvej om Custer City efter aftensmad, inden vi kunne fortsætte til Custer State Park, hvor vi overnattede.

Vi havnede på en pudsig bar/restaurant i den lille by; ”Dark Horse – steak & beer”. Her blev der hurtigt sat øl på bordet til Mette og Jakob af den lettere forvirrede vært. Da Jakob spurgte om de havde trådløst internet (vi har svært ved at komme på nettet her i bjergene) smilede han og svarede ”Ja da”. Og vendte sig så om for at kalde på nogle potentielle gæster ude på vejen. Og glemte alt om at vende tilbage med koden. Det var måske godt det samme for da Jakob senere spurgte en tjener om koden til nettet fik han det svar, at det havde han desværre ikke. Pludselig en dag for nogle måneder siden var der kommet kode på og ingen havde kunne bruge nettet siden…

Maden var lige så pudsig som stedet. Mette bestilte husets specialitet: ”steak & prawns with beer”. Ikke lige en sammensætning vi normalt selv ville have valgt, men konceptet ”bøf og øl” levede de da op til. Der var et enkelt lille salatblad for at pynte tallerkenen lidt. Til gengæld var bøffen god (og stor) selv om rejerne var kedelige (friturestegt).

Badlands

Det har været et par spektakulære dage i nationalparken Badlands.

Nu har vi kørt 3000 km – halvvejs hen over USA. Vi har set storbyer som New York og Chicago, det enorme vandfald i Niagara, store skove og hundredevis af kilometer med marker. Men at ankomme til Badlands, stige ud af bilen og se på det mærkelige landskab er alligevel det mest spektakulære vi endnu har oplevet her i USA. Mærkelige klippeformationer rejser sig goldt og tørt fra det ellers grønne South Dakota. Få stædige planter – heriblandt en hel del solsikker (?) – holder ud, men ellers er alt goldt. Solen brænder ubønhørligt og mens vi var her, var der næsten ingen vind, så et par og tredive grader føles virkelig varmt. Den smule jord der er, er helt indtørret. Klipperne er tørre og porøse og forvandles til små stenskred af småsten, når man klatrer på dem. Skulle man indspille en film, der foregår på Mars er Badlands ikke noget dårligt bud. Ikke underligt, at Lakota-indianerne blot kaldte det ”Dårligt land”, som de hvide tog til sig med navnet Badlands.

Nikolaj, Jonas & Jakob klatrer på klipperne i Badlands.

Og alligevel er her fantastisk. Vi vandrede, klatrede og beundrede de underlige landskaber det meste af dagen. Ud på eftermiddagen blev børnene trætte. Særligt Kasper mistede sit gode humør efterhånden som kræfterne slap op, hvilket sådan set var forståeligt nok i den stærke hede og med de mange – godt nok korte – vandrerure, han var med på. Også Nikolaj og Jonas mistede begejstringen, når vi holdt ind ved hver eneste nyt udsigtspunkt. Med mindre altså de kunne få lov at klatre rundt på klipperne. Det kunne man heldigvis en del steder, så alle fik prøvet grænser af. Nikolaj skal selvfølgelig aller højest op på hver eneste klippe (hvor mon han har det fra :-). Jonas følger med og klarer alle strabadserne. Kasper mener, at han også kan klare de høje klipper. Det er hans forældre dog ikke helt enige med ham i, men Jakob tager ham med på de fleste klatreture, mens Mette prøver sine grænser af ved ikke lægge bånd på ”drengenes” klatre-iver med for meget moder-bekymring.

Da vi kom til den sidste af dagens vandreture var Kasper faldet i søvn i sin autostol. Nikolaj og Jonas var også trætte, så de blev hos ham, mens Mette og Jakob tog den stejle tur op af klipperne til Saddle Pass. Og blev belønnet med en fantastisk udsigt over hele den sydlige del af Badlands. Jakob skulle naturligvis lige bestige den højeste tinde, så han fortsatte klatreturen yderligere og fik derfra 360-graders panoramaudsigt over hele Badlands.


Nede igen kørte vi til en campingplads lige syd for Badlands Nationalpark. Legede og kølede af i swimming poolen i et par timer, før vi efter aftensmaden vendte tilbage til bjergene for at nyde solnedgangen fra en klippekant.

Efter en nat på den hyggelige lille campingplads vendte vi tilbage til Badlands. Men først efter et par fødselsdagshilsner. Nikolaj ringede til Asger J og fangede ham med lykønskninger på en tur i Bon-Bon land. Og Mette fik fat i Danni og ønskede ham tillykke.

Vi fortsatte gennem Badlands den næste dag. Mette og Jakob begejstredes over flere fantastiske udsigter, mens børnene var ved at have fået nok af Badlands – med mindre de kunne få lov at klatre på klipperne. Som Jonas sagde på et tidspunkt; ”Men det ligner jo det vi også så i går.”

Efter 20-30 km på de snoede bjergveje bliver klipperne lavere og vegetationen bliver mere udbredt og grøn. Pludselig så Jakob noget der hoppede i et hul ved siden af vejen. Autocamperen blev krænget rundt og bragt til standsning og vi gik ud for at se nærmere på, hvad det var. Det var præriehunde – de står på skift og holder vagt ved deres huller, parat til at advare og flygte, hvis noget virker det mindste faretruende.

Mod vest erstattes de golde klipper mere og mere af lave bakker og til sidst af den næsten flade prærie, hvor en lille flok bisonokser holdt til.

Herfra var der to veje ud af nationalparken. Mod nordvest, hvor motorvejen åbnede for hurtig transport til næste sted. Og mod sydvest, hvor – ja, det var faktisk ikke helt klart, hvad der var den vej for hverken skilte eller vores GPS røbede noget. Men Jakob mente at have set på Google Map (sidst vi havde internetforbindelse), at man kunne komme denne vej igennem næsten direkte til Wind Cave Nationalpark i den vestligste del af South Daktota. Vi ignorerede GPS’en, der længe insisterede på ”foretag u-vending”, smilede til at nogle mennesker i en jeep, der gestikulerede, at dette nok ikke var en god idé i en bil som vores og fortsatte af vejen sydvest på. 

Det blev en spændende tur. De næste knap 200 km foregik mest via grusveje langt fra alt, der mindede om civilisation. Efter vi i mindst 30 km ikke havde haft mobildækning, blev vi lidt bekymrede for, hvad vi egentlig skulle gøre her, hvis bilen brød sammen. Men vi fortsatte den rystende køretur gennem det sydvestlige South Dakota. Det var en fantastisk flot tur. Mest var der bare den tomme, flade prærie, lidt skov, en lille flod, enorme markområder, hvor græs blev høstet og samlet i store høstakke – som man ellers kun ser det i gamle film. De få gange vi mødte en modkørende bil kunne man se det flere mil i forvejen pga den store hale af støv bilerne rejste.

Det var godt, at der var meget at se på undervejs, for det var stort set umuligt at tale sammen, fordi hele autocamperen rystede på de ujævne grusveje. På et tidspunkt lød et ordentligt brag og lyden af glas der splintredes. Lågen til mikrobølge-ovnen var sprunget op og den runde glastallerken faldet på gulvet og smadret i tusind stykker.

Bortset fra den lille episode med glas-tallerkenen nåede vi helskindet frem – om end med en autocamper, der nu er gulbrun af støv – ca. 5 km syd for Wind Cave National Park. Lige præcis, hvor det var meningen.

South Dakota - Land of the corn

Vi kørte tværs igennem South Dakota I dag. Næsten 600 km gennem majs-land. Og halvvejs på vores tur til Seattle.

Vi brugte meget tid i bilen i dag – kørte næsten 600 km. Det betød, at vi rundede de første 3.000 km i vores autocamper. Og samtidig er vi nu halvvejs over kontinentet. Men meget andet skete der til gengæld heller ikke i dag ud over korte stop for frokost, handle til aftensmaden og tanke benzin.


Dog bibragte dagen os den måske mest løjerlige historiske turistattraktion; Mitchell Corn Palace. I byen Mitchell står et ”palads”, der hvert af de sidste knap 130 år er blevet udsmykket med majs – South Dakotas hovedproduktion. Vi kan ikke komme i tanke om bedre ord til at beskrive det end; mærkeligt.

Vi sluttede dagen af på en KOA campingplads i Kennebec og nåede en tur i swimming poolen efter aftensmaden. Mette puttede Kasper mens Nikolaj, Jonas og Jakob nød solnedgangen fra en hot tub ved poolen.