Hjemrejse

Vi hyggede os i området omkring vores hotel. Besøgte de lokale legepladser og spiste en sen frokost inden afgangen til lufthavnen og turen hjem.

Vi skulle først flyve ved 17-tiden, så vi havde god tid på denne sidste dag i San Francisco. Vi fik pakket vores ting – der fylder en rygsæk mere, end da vi tog af sted – og fik vores bagage opmagasineret på hotellet. Derefter gik vi på opdagelse i kvarteret omkring vores hotel. Det havde vi slet ikke nået hidtil. Her fandt vi to legepladser og brugte hele formiddagen på at få rørt os inden den lange flyvetur. Vores lille sight seeing gik gennem ”Little Saigon” med masser af vietnamesiske restauranter og specialforretninger. Vi sluttede ved en store plads; Civic Center Plaza, der omkranses af flotte bygninger, der huser rådhus og museer.


På vej retur til hotellet spiste vi en sen frokost og tog med en shuttle bus til lufthavnen. Her lykkedes det os – ganske uvant – at komme i meget god tid. 2½ time før flyafgang. Det betød, at der ikke var nogen kø ved check-in, så vi havde masser af tid bagefter. Vi skulle endda med en flyafgang fra en af de få VIP-gates, der ligger lige efter check-in med egen hurtigt security check. Det opdagede vi dog først, da vi havde sat os til rette i det tog, der kørte passagerer rundt til alle de andre gates. Nikolaj, Jonas og Kasper satte sig til rette i forreste vogn og nød den uventede (og unødvendige) rundttur med det lille tog.

Vi spenderede de sidste kontanter i lufthavnens tax-free afdeling og begav os ud til flyet. Mærkeligt at vænne sig til igen, at alle omkring os taler dansk.

Flyveturen gik fint, om end det ikke er nemt at få en hel nats søvn på en flyver. Kasper – som jo er den, der har mest brug for søvn – var heldigvis også den, der sov bedst.

I Kastrup lufthavn brugte vi desværre to timer før vores bagage dukkede op på bagagebåndet. Da vi endelig kom ud, blev vi mødt af farmor og Morten og – næsten lige så vigtigt – af Bjørnen Bjørn, som de havde hentet hjemme hos os og medbragt til Kasper.

Vi holdt ud uden søvn hele eftermiddagen og fik besøg om aftenen af Mikkel, Janine og Mila. Det var herligt at se den nye niece/kusine selv om Kasper blev så genert, at han dårligt turde se på hende.

Alle var godt trætte, da vi gik i seng om aftenen. Det udmøntede sig desværre ikke i en god nattesøvn. Kasper vågnede morgenfrisk  kl. 3 og Nikolaj og Jonas henholdsvis en og to timer senere.

Gospel og Golden Gate Bridge

Søndag er jo kirkedag. Og selv om vikke har nået det hidtil på ferien indhentede vi en god portion stemning i Guds hus i dag.

Vi begyndte søndagen med at gå til morgengudstjeneste kl. 9 i den nærliggende Glide Memorial Church. Det var nu ikke nogen helt almindelig gudstjeneste og heller ikke nogen almindelig kirke. Kirken er indrettet i en fabriks- eller kontorbygning og ligner overhovedet ikke en kirke udefra. Men inde i kirkerummet ser tingene lidt mere traditionelle ud med kirkebænke, glasmosaikker og lignende. Men her hører sammenligningen med en traditionel dansk kirke også op, for gudstjenesten var mildest talt en anderledes oplevelse. Allerede inden gudstjenesten startede, var der livlig snak blandt de faste kirkegængere. Og til forskel fra de fleste danske kirker var der helt fyldt på denne almindelige søndag. Et kirkekor på omkring 50-60 gospelsangere og et husband med piano, saxofon, trompet, guitar, bas og trommer fik hurtigt sat stemningen op, mens den unge præst jublede, smilede og råbte glædesfyldte ord ud til os alle.

Inden gudstjenesten gik i gang opfordrede præsten – igen noget utraditionelt – alle til at tage mobiltelefonerne op af lommen og bruge dem mest muligt under gudstjenesten til at tweete, facebooke, sms’e, youtub’e, fotografere eller sågar ringe til venner og bekendte, så de kunne få lidt af den store kærlighed i rummet hjem til sig selv.

Det var svært ikke at blive grebet af stemningen. Og selv hvis man prøvede, gjorde præsten sit til, at det alligevel lykkedes. Mellem sangene og talerne blev vi sat til at hilse på, holde om og snakke med dem omkring os. De fleste var faste kirkegængere her, der sprang op og klappede og dansede med under de bedste gospel-numre. Men der var også andre turister som os, der holdt sig lidt mere tilbage.

Alt i alt en rigtig både sjov og bevægende oplevelse – i hvert fald for Mette og Jakob. Nikolaj, Jonas og Kasper synes godt nok, at det var ”for mærkelig en kirke”. Det lykkedes sågar Nikolaj at falde i søvn midt i den ellers ganske medrivende prædiken. Da vi knap to timer senere forlod salen, var der allerede lang kø til den efterfølgende gudstjeneste…

Vi fortsatte opløftet dagens færd og besøgte Golden Gate Bridge. San Franciscos berømte vartegn. Igen var børnene ikke sådan lige til at imponere. Jonas stillede det ganske forståelige spørgsmål, hvorfor i alverden den hedder Golden Gate Bridge, når den er helt rød. (Forklaringen – som Jakob heldigvis havde læst et sted forinden – er, at strædet hedder Golden Gate, fordi det under guldfeberen var adgangen til de guldrige bjerge. At broen endte med at være rød skyldes, at den farve – i hvert fald ved opførelsen – var mest bestandig i det salte, fugtige klima. En vejrsituation, som dagen i dag i øvrigt også bød på.)

Vi spadserede ud midt på den berømte bro og nød udsigten ind over byen. Men det var da også det. Mere skelsættende oplevelse var det heller ikke.

Vi besøgte et af de mange gallerier (http://tangentart.com/) for moderne kunst, der ligger på Geary Street med få, men meget spændende kunstværker, som børnene endda også fandt interessante.

Vi brugte eftermiddagen på hotellet, hvor vi pakkede, for i morgen går turen hjem til Danmark. Det krævede lidt snilde at få alt pakket ned, da der er kommet en hel del indkøb til. Heldigvis har vi også haft meget gammelt tøj med, som vi har kunne smide ud undervejs. Vi brugte den sidste aften på rejsen med at spise på en hyggelig thai-restaurant.

Turist i San Francisco

En herlig dag i den hyggelige by San Francisco, hvor vi besøgte det meget turist-fyldte Fisherman’s Wharf. Kørte med den lige så turist-fyldte cable car og ellers bare nød gåture gennem byen.

Det var svært for flere af os at komme op om morgenen. Vi måtte have vækkeuret til at vække os kl. 9 for at nå hotellets morgenmad. Nikolaj og Jonas havde dog været oppe i en times tid på det tidspunkt, men sad stille og spillede.

Efter morgenmaden spadserede vi til Union Square (Rådhuspladsen) og rundt i kvarteret deromkring og sugede San Francisco stemningen til os. Vejret er heldigvis skønt. Vi har ellers i flere uger set, at der var gråt  og koldt i San Francisco, men i dag er vejret herligt. Solen skinner og selv om 20 C er koldt, når vi kommer lige fra Hawaii, går det an. Vi snuppede en metro og derefter en sporvogn til Pier 39 og Fisherman’s Wharf. Pudsige og utrolig turist-fyldte steder.

På Pier 39 kiggede vi lidt i de mange turistbutikker, spiste is og kørte i karrusel. Højdepunktet er udsigten for enden af molen, Her kan man se på de mange søløver, der bor her med havnen og Golden Gate Bridge og Alcatraz som baggrund.

Herefter spadserede vi rundt på Fisherman’s Wharf i adskillige timer. Vi besøgte en ubåd fra 2. verdenskrig og et sjovt ”museum” for gamle spillemaskiner. Det var i sandhed interaktivt for alle maskinerne var fuldt funktionsdygtige, selv om nogle af dem havde rigtig mange år på bagen. Som der stod ved en gammel baseball-maskine: ”Take care. This machine is older than you’ll ever gonna be.” Det var super skægt. Alle maskinerne kostede en eller to quarters (ca. 1½-3 kr), så vi prøvede gamle flippermaskiner, lidt nyere videomaskiner, den gamle baseball-maskine og helt gamle mekaniske udstillinger. Der var endda en Disney-sjov maskine, hvor man for en quarter fik to Disney-film at se. Da vi gik derfra efter en time var vi blot 7 dollars fattigere (ca 40 kr.)
Hele området ved Fisherman’s Wharf er spækket med gøglere, musikere og lignende. Og mere eller mindre opfindsomme tiggere.

Vi spadserede syd på til Lombard Street, som er en af de stejleste og mest kringlede gader i San Francisco. Og blandt de smukkeste med kæmpestore hortensiaer, der omkransede hvert vejsving og flotte huse.

Herfra tog vi en af de historiske cable cars videre. De er ekstremt populære blandt alle turister og derfor meget overfyldte. Det havde egentlig været vores plan at tage den allerede om morgenen, men da køen var flere hundrede meter lang, droppede vi hurtigt den plan. Men nu stillede vi os op sammen med kun 50-60 andre mennesker og ventede ved stoppestedet ved Lombard Street. Da der endelig kom en vogn, var den allerede helt fyldt. Men der steg to ud og så proklamerede kontrolløren, at nu var der plads til ti mere. Vi fik stor gavn af vores børn, for kontrolløren udpegede med det samme Kasper og Jonas til at komme med. Og så fulgte vi andre jo trop. Det er en sjov tur, som specielt Kasper nød meget. Men nu også noget overvurderet, de lange køer taget i betragtning.

Ved aftensmadtid fandt vi en italiensk restaurant og fik pasta og pizza. Der var rigeligt på tallerkenerne, så vi bad om en boks til det vi ikke havde rørt og tog det med os fra restauranten. Tæt ved vores hotel mødte vi fire hjemløse, som blev ovenud lykkelige for en lun pizza.

Farvel til Hawaii

I dag begav vi os videre til rejsens sidste destination; San Francisco. Men det betød også et farvel til det skønne Hawaii.

Det har været to fantastiske uger på Hawaii. Det er altså et herligt sted med skønt klima, smukke strande, fantastisk snorkling og spektakulær natur. Her er noget for enhver smag. Desværre ikke til enhver pris. Det er generelt dyrt her, så ud over, at der er langt hertil fra Danmark, er det heller ikke et billigt feriested.

For at tage ordentlig afsked startede Mette og Jakob tidligt med en morgen-snorkeltur i ”vores” Kahaluu Bay. Det var næsten vores private strand. Da vi kom derned lidt over syv om morgenen, var der kun én anden person på stranden. Det kunne også mærkes i vandet, hvor der var flere fisk end vi har oplevet tidligere (eller også er det på grund af tidspunktet på døgnet). Den muræne vi havde set tidligere var fx nu næsten helt ude af sin hule. På vores tur ud i yderkanten af bugten mødte vi en kæmpe tunfisk på omkring en meter. Det har vi ikke før set på lavt vand. Vi fik også sagt farvel til et par skildpadder, der dog ikke tog synderlig notits af, at vi tog afsked med dem.

Tilbage i lejligheden lavede vi morgenmad – ønskedrømmen om at børnene forberedte morgenmad mens vi badede gik ikke i opfyldelse – og nød vores sidste Hawaii-måltid på terrassen. Herefter stod den på pakning og afgang til lufthavnen, hvor vi afleverede bilen og tjekkede ind til flyet til San Francisco. Vi lovede hinanden, at vi ikke skulle sove på flyveren, så vi kunne finde ud af at komme tidligt i seng om aftenen (vi flytter tre timer frem). Det gik ikke. Alle tog en lur i flyet, så vi var friske og veludhvilede, da vi fem timer senere landede i San Francisco. Efter en taxatur til hotellet og indtjekning var kl. blevet hen ad 23. Og vi havde endnu ikke spist. Så vi droppede ind på restauranten ved siden af hotellet til en meget sen aftensmad.


Hjemme på hotellet igen hentede vi alle de pakker, som Jakob havde bestilt med ting, der skulle med hjem. Det meste bestilt på Amazon, som havde sendt det adskillige pakker, så det var muligt at bygge et helt tårn af de mange kasser. Kasper synes, at det var helt fantastisk, at hotellet havde så mange gaver til os. Det er godt, at en af pakkerne indeholder en rygsæk, så vi kan have resten med hjem.

Captain Cook Monument

Vi var på rejsens hårdeste hike i dag. Egentlig blot fem kilometer, men 500 meter ned (og op igen) på løse lavasten fik sveden frem på alle. Men belønningen var en herlig tur og super snorkling ved Captain Cook Monument.

Vores sidste dag på Hawaii. Lidt sørgeligt, at hele ferien snart lakker mod enden. Det meste af dagen brugte vi på at besøge Captain Cook Monument. Ikke fordi monumentet er noget særligt. Det er rejst, som diplomatisk gestus over for englænderne, der i mange år var fortørnede over, at en høvding og hans krigere slog Kaptajn Cook (som er den hvide mand, der har fået æren for opdagelsen af Hawaii) ihjel, efter at kaptajnen havde slået flere af høvdingens folk ihjel. Monumentet er rejst, hvor slaget mellem de lokale indbyggere og de hvide opdagelsesrejsende fandt sted. Det er lige ved Kealakekua Bay, der rummer et fantastisk koralrev.


Man må antage, at stedet var lettere tilgængeligt dengang end i dag. I dag kan man enten tage med en turbåd dertil eller køre ad snoede bjergveje til den anden side af bugten, leje en kajak og sejle over. Men der er også en tredje mulighed, som vi fik udpeget af kajak-udlejeren, der godt kunne se, at det nok ikke gik an at leje kajakker ud til os, når vi havde tre børn med os. Der er en lille sti, næsten skjult fra vejen, der leder ned af bjerget og ud til Captain Cook Monument ca. 500 meter længere nede.

Vandreturen er ca. 2½ kilometer. Ikke en uoverkommelig afstand for os. Men læg dertil, at turen foregår i 30 graders varme, stien falder ca. 500 meter og den nederste halvdel består af små, løse lavasten. Så bliver det en ganske anstrengende tur.

Turen startede godt, men Kasper begyndte hurtigt at beklage sig over, at han ikke kunne gå så langt. Der måtte derfor en hel del motivation, sange og hjælpende hænder til at få ham med hele vejen ned. Her viste det sig, at han havde fået en vabel på den ene lilletå, så det var ikke underligt, at han syntes, at det gjorde ondt. En lidt hård tur ned og vi kunne så gå i gang med at tænke på turen op igen.

Det gjorde vi nu ikke. I stedet hoppede vi i vandet efter at have brugt de to minutter det tager at se monumentet. Det var ganske rigtigt et utrolig flot koralrev med fisk i tusindvis og klart vand. Vi svømmede gennem hele stimer af gule fisk (yellow tang) og så flere nye arter, som vi ikke har set før. Revet slutter brat, hvor bugten bliver 20-30 meter dyb, så når man svømmer derud får man fornemmelsen af at hænge over dybet. Der spottes efter sigende også jævnligt delfiner her – dem så vi nu ikke noget til.

Vi snorklede lidt på skift, da Kasper kun ville med ud en meget kort tur. Vandet var nu også så klart, at han kunne se flere af fiskene oppe fra land.

Efter knap et par timer i vandet begyndte vi opstigningen igen. Den havde Jakob og Mette frygtet skulle gå med at bære Kasper det meste af vejen. Men et plaster på vablen og hans gode humør gjorde den bekymring helt til skamme. Kasper gik selv hele vejen op igen – det meste af turen med Jonas i hånden, så de kunne vise vej for os andre. Det var bestemt ikke kun Kasper, der var træt, da vi 1½ time senere var nået op til toppen igen.

Resten af eftermiddagen brugte vi på afslapning og pakning. Efter aftensmaden – igen på altanen med udsigt til solnedgangen – var vi en tur i poolen inden børnenes sengetid.

Mere tid ved Kahaluu Beach

Vi brugte dagen ved vores egen strand ved Kahaluu Bay. Dejlig afslapning og skøn snorkling.

Vi brugte hele dagen på den strand, der ligger lige foran vores lejlighed. Eller rettere i vandet ved Kahaluu Bay. Men lejligheden er også netop valgt fordi den lå ved denne strand kun 100 meter fra det hotel vi boede på i 2006. Hotellet er lukket nu og skal rives ned for at give bedre forhold for de havskildpadder, der lever her. Og det er også netop de havskildpadder, vi er kommet for at gense.

Da vi var her i januar 2006, så vi næsten hver dag skildpadder ligge på stranden og slappe af. Et af de billeder vi ofte har genset er netop Nikolaj og Jonas, der sidder ved en havskildpadde. Det var derfor lidt sjovt, at vi i dag stødte på en – godt nok noget mindre – havskildpadde på stranden igen og denne gang kunne Kasper også være med i den særlige oplevelse det er at sidde lige op af det store, rolige havdyr.

Men ellers gik dagen med at snorkle i bugten. Kasper begynder at være mere med i vandet. Han vil stadig ikke snorkle, men sidder på Jakobs ryg og følger interesseret med, når Jakob – gennem snorklen – fortæller om de fisk han ser.

Det var hyggeligt at være ude alle fem, hvor vi tydeligt får hver vores rolle. Når Kasper er med i vandet er Jakobs rolle at tage sig af ham og ellers er det Jakob, der finder nye områder at udforske og udpeger fisk, vi ikke har set før. Jonas observerer og fungerer bl.a. som fotograf med det undervandskamera Anders købte med til os fra hans USA-besøg for et års tid siden. Mette er den der holder styr på tiden og samling på familien - og i øvrigt holder udkig efter havskildpadder. Og Nikolaj er den opmærksomme hjælper med overblik – hvis en af os andre har lidt problemer med snorkeludstyr eller lignende, så er det næsten altid Nikolaj, der er der først og tjekke, om der er brug for hjælp.

 

Senere på dagen blev det hverdag for Jonas og Kasper at lege mens en skildpadde lå og solede sig.

Vi nåede naturligvis også en tur i swimming poolen og nød aftenen med middag på altanen med udsigt til en smuk solnedgang.

Velkommen til verden Mila

Kl. 6.47 (morgen på Hawaii) tikkede en sms ind fra Mikkel om, at nu var smukke Mila kommet til verden.

Vi måtte vente næsten et døgn fra Mikkel gav besked om, at de nu var på hospitalet og vandet var gået til Mila kom til verden. Jakob vågnede adskillige gange i nattens løb for at tjekke telefonen og først kl. 6.47 vågnede Jakob, da beskeden kom på telefonen. Velkommen til verden Mila og stort tillykke til Mikkel og Janine. Men også til os, der nu har fået en niece henholdsvis kusine.

Kasper tror nu ikke helt på, at hun er kommet ud endnu, men for en sikkerheds skyld har han flere gange bedt Mette om at ringe til Janine og huske hende på, at hun skal give hans lille kusine mælk.

For at bevise Milas eksistens har Mikkel sendt et billede af den lille søde pige. Det må Kasper se i morgen, når han står op.

Hawaii Volcanoes National Park

Vi brugte hele dagen i og omkring Kilauera vulkanen med vandretur i krateret, gennem lava-tunneler og over øde områder dækket af størknet lava.

Dagen begyndte med en spændende nyhed. Mikkel skrev i en sms, at der nu endelig ser ud til at ske noget med Janines store mave. Så forhåbentlig bliver det i dag – formentlig den 31. juli i Danmark – at der kommer en lille pige til familien.

Opstemte af den spændende melding begav vi os af sted fra morgenstunden med kurs mod vulkanparken. Der er mere end to timers kørsel dertil, så der blev en del kørsel i dag.

Vi var også i vulkanparken i 2005, men en del er ændret siden. Dengang brugte vi det meste af dagen på en tur rundt om og ned i det store Kaldera krater. Men i 2008 startede et udbrud her og der står endnu lava og koger i et mindre krater nede i Kaldera krateret. Derfor er det meste af området afspærret.

I stedet nåede vi denne gang turen ned af ”Chain of Craters Road” og så de mange mindre vulkankratere og lavastrømme – bl.a. en størknet flod af lava fra et udbrud i juli 1974 – det må have været i anledning af Jakobs fødsel.

Vejen slutter, hvor et ”Road closed” skilt stikker op af den størknede lava, der er flydt ud over vejen og nu dækker asfalten med et lag varierende fra 1-5 meter størknet lava. Nikolaj og Jonas var i dårligt humør og synes ikke om Jakobs idé med en lille vandretur ud over den størknede lava. Så Jakob satte dem i stedet til at rydde et stykke af vejen for lava. Det kom de nu ikke langt med.

Vulkanområdet er blandt de mest aktive i verden og der flyder konstant lava fra den. Dog i mere roligt tempo end da vi var her i 2005, hvor store dele af parken var afspærret. Desværre kræver turen ud til der, hvor lavastrømmen pt er aktiv en vandretur på 7 miles (mere end 10 km) henover det kuperede størknede landskab. Og de samme 7 miles tilbage igen, da man af oplagte årsager ikke kan fortsætte, når man møder den flydende magma. Så heller ikke denne gang lykkes det os at nå frem og se den flydende lava.

Vi fik et lille glimt af de store, varme kræfter fra udsigtspunktet ved Jaggar Museum, som er den yderste vestlige del man kan komme af vejen omkring det enorme Kaldera-krater. Herfra kunne vi se ned i det mindre, men rygende Halema’uma’u krater. Man må dog vente til efter mørkets frembrud, hvis man vil kunne se det orange skær fra lavaen dernede.

Det havde vi ikke mulighed for. Så vi tog til takke med mere størknet lava. Denne gang i Kilauea Iki krateret, der opstod efter et enormt udbrud i 1959, hvor en fontæne af lava rakte mere end 400 meter op i luften og spredte ødelæggelse overalt omkring sig. Først med en vandretur om formiddagen på ”Devastation Trail”, hvor aske fra udbruddet udryddede alt levende og naturen stadig kun langsomt er ved at vende tilbage. De fleste steder ligner landskabet stadig noget fra  Mordor fra Ringenes Herre. Kasper var træt og i elendigt humør, så den korte vandretur på godt en mile (1½ kilometer) skete under megen brok. Turen sluttede ved et udsigtspunkt over Kilauea Iki krateret dybt under os. Vi så nogle mennesker gå derned og her ville Nikolaj og Jonas også gerne ned. Men Kasper var for træt til det nu, så vi vendte tilbage til bilen og kørte turen ned af ”Chain of Craters Road”, hvor Kasper fladt i søvn i bilen.

Vi vendte tilbage om eftermiddagen og her var Kaspers humør et helt andet. Turen ned i krateret og tilbage igen er ca 3 miles (4½ km) og de foregik stort set alle sammen i løb med Kasper, der insisterer på at løbe ”forlæns” (det er Kaspers ord for forrest), fordi der skulle lægges fælder og kastes med lassoer efter de to tyrekalve Nikolaj og Jonas. Desværre faldt tyrekalven Jonas på vej ned af stien i fuld fart. Det kostede en del skrammer, nogle plastre men kun få tårer, før Jonas var klar igen. Og nu med en lettere misundelig lillebror, der var meget imponeret over, at Jonas havde fået hele tre drengesår på én gang. Det gav respekt.

Ude midt i krateret åbnede Kasper og Jakob en bagerbutik og serverede kort efter kanelsnegle for hele familien. Kasper forklarede Nikolaj og Jonas, at de var meget gode; ”for bagerne spiser dem jo også selv”. Det var en speciel oplevelse at sidde helt alene midt i et krater fra en (næsten) udslukt vulkan – der stiger stadig små røgskyer op rundt omkring i krateret – og spise kanelsnegle.

Om det var indholdet i kanelsneglene eller bare generelt godt humør er ikke til at vide, men i hvert fald gik turen op igen i fuldt firspring og med godt humør hos hele familien. Utroligt hvad en middagslur til Kasper kan gøre ved alles humør.

Inden hjemturen var vi en tur gennem ”Thurston Lava Tubes” – en tunnel, som er formet af en tyk strøm af lava, som er kølet og stivnet yderst, mens den inderste del fortsat har været flydende og derfor er løbet ud og til sidst efterladt den godt 3 meter og ca. 100 meter lange tunnel. Kasper blev så glad for turen, at han gerne ville igennem tunnelen en gang til, så han og Jakob tog en ekstra runde; ”fordi det er så sjovt, når det regner indenfor”, som Kasper forklarede Jakob, da de fik dråber fra hulens loft i hovedet.

På vejen hjem satte vi gps’en til at køre os gennem den lille landsby Ocean View, hvor det lokale pizzaria desværre var lukket. Jakob fandt en bagddør ulåst og spurgte om, hvorfor hoveddøren ikke var åben. Og fik det svar, at kl. var syv om aftenen, så de havde da lukket.. I stedet havnede vi på en Hawaii Barbeque med koreanske risretter til de voksne og burgere til børnene.

Hjemme igen i lejligheden kl. 21 efter mere end 12 timer på farten var alle godt trætte og bortset fra Jakob, der sad længe oppe for at vente på nyt om sin niece, gik alle hurtigt i seng.

Orkanen Flossie

De sidste par dage har alle medier været optaget af den tropiske orkan Flossie, der passerede Hawaii.

Den tropiske orkan Flossie har trukket overskrifter i alle aviserne her. Men det er heller ikke hverdagskost på Hawaii. Faktisk har der de sidste 50 år kun været to orkaner, der har ramt Hawaii. Den seneste i 1988, så med vores erfaringer fra orkanen i Australien i 2006 og en vinterorkan i Danmark er vi jo nærmest orkan-eksperter her. Derfor vidste vi, at man skulle sørge for rigelige forsyninger af de største nødvendigheder. Så vi købte kage til flere dage… Nå ja og så godt med vand.

Orkanen forventedes at ramme Big Island mandag aften og så fortsætte over Maui og Oahu det efterfølgende døgn. Vi mente, at det gav rigeligt tid til at nyde hele mandagen på strandene. Særligt fordi vi var bekymrede for, om en orkan – ligesom den vi oplevede i Australien – ville spolere al snorkling i mange dage efter, fordi det urolige vand er uklart.

Om morgenen kørte vi derfor nordpå til Mauna Beach, der ligger lidt mere afsides end den meget kendte og smukke Hapuna Beach. Vi brugte en hel time på køreturen for at konstatere, at alle statsparker og strande er lukket i dag på grund af orkanen.

Vi fik dog lov til at kigge ned til stranden, hvor vi ikke kunne afholde os fra en lille badetur på den smukke sandstrand, som vi havde næsten helt for os selv. Badeturen blev imidlertid afbrudt af et heftigt regnvejr og vi fortrak til bilen og satte kursen hjemad.

Hjemme igen var vejret ok og mens børnene slappede af i lejligheden tog Mette og Jakob en tur til vores egen strand (Kahaluu beach). Her var ikke mange badegæster, men vi spurgte livredderen om forholdene og hun mente, at i denne beskyttede bugt var alt ok selv om stranden jo – ligesom alle andre – officielt var lukket. Jakob spurgte igen til forventninger om orkanen og fik svaret; ”It’s here. This is it.” Hvis det er det de kalder en orkan, så må det siges ikke at være slemt. Men det er det muligvis længere nordpå, hvor orkanens centrum rammer øen.

Efter en hyggelig snorkeltur, hvor fiskene tydeligt var mere fremme, fordi der ikke var andre snorklere og en svømmetur sammen med en havskildpadde, gik vi op og hentede børnene til en tur i hotellets swimming pool. Her hyggede vi os mens det øsede ned. Kasper synes, at det blev lidt koldt, så han og Jakob gik i spa-badet. Snart endte vi alle der og med udsigten over bugten og de svajende palmer klarede vi os igennem en ganske rolig orkan (i hvert fald, hvor vi befandt os).

Vi blev i lejligheden resten af aftenen. Nogle har udpeget denne dag til international lasagnedag så vi havde handlet ind til at lave lasagne hjemme. Lasagnen sammen med friskbagt flute og vand og øl var klar på bordet til en hyggelig middag på terrassen. Indtil Jakob opdagede en kakerlak. Så forsvandt Mette fra bordet og krøb i sikkerhed i lejligheden. Den ridderlige Jakob fandt sit sværd frem og efter en intens kamp måtte kakerlakken se sig slået af overmagten og flygtede ind til naboen. Der lod vi den være og fortsatte middagen.

Tilbage ved Kahaluu Bay

Endnu en dag under havets overflade sammen med flotte koraller, farverige fisk og sultne skildpadder.

Vi nyder at have eget køkken, så morgenmaden stod på friskbagte boller, æg og bacon i vores nye lejlighed. Et godt grundlag for en lang stranddag.

Vi begyndte med at besøge vores egen strand ved Kahaluu Bay. Den ligger 25 meter fra vores lejlighed, så det er nemt. Kasper og Jakob startede med en lille tur ned i vandkanten for at mærke på vandet. Og her lå en skildpadde på helt lavt vand og slappede af.

Nikolaj, Jonas og Mette tog ud for at snorkle i bugten. Der er masser af fisk – også helt tæt på land, men der er korallerne døde og vandet uklart. Men blot ca. 50 meter ude er et flot koralrev og masser af tropiske fisk.


Bugten ligger beskyttet af en mur af klipper, så der kun er en lille åbning ud til havet. Der er i bogstaveligste forstand tale om en mur, for den er opført af en høvding, der gerne ville kunne lade sin familie nyde vandet i rolige omgivelser hele året. Det er mange år siden og i dag ser man ikke noget til hverken høvding eller hans familie. Men muren har skabt en beskyttet bugt med rigt fiskeliv og et godt sted for havskildpadder at slappe af og spise. Vi så 3-4 små skildpadder her – ca- ½ meter over skjoldet. Da vi var her i 2005 husker vi dem meget større. Det passer med, at det på denne tid kun er de unge skildpadder, der søger ind her. En af de frivillige, der holder stedet under opsyn og holder øje med, at turister ikke generer skildpadderne fortalte, at de ældre skildpadder kun kommer ind her i vinterhalvåret – det passer med, at sidst vi var her var i december måned.

Kasper og Jakob soppede i det lave vand og kiggede på skildpadder. Kasper ville gerne bade længere ude, men synes, at det er ret mærkeligt, at der er fisk i vandet. Han befandt sig helst i sikkerhed på Jakobs ryg. Jakob snorklede så rundt og fortalte gennem snorklen, hvad han så under vandet. Kasper fulgte interesseret med og hev indimellem i ”styre-snorklen”, som han kalder den, når han syntes, at Jakob skulle i en anden retning. Inde ved bredden havde Jonas i mellemtiden fundet en ny legekammerat i vandet.

Vi holdt siesta i lejligheden brugte derefter eftermiddagen på stranden ved den gamle lufthavn. Det er ikke nogen god badestrand – bølgerne er høje og der er mange klipper. Men der er nogle sjove indsøer med sandbund, hvor vandet er helt lunt.

Så her legede vi nogle timer inden vi kørte til Kailua-Kona og fandt en reje-restaurant med havudsigt. Jakob og Mette fik spændende retter med kæmperejer, mens børnene valgte pizza fra børnemenuen.

Videre til Hawaii (Big Island)

I dag rejste vi videre til øen Hawaii (Big Island) for at vende tilbage til en af de fantastiske oplevelser fra vores jordomrejse i 2005-06.

Der er 35 minutters flyvning mellem Maui og Big Island. Alligevel endte hele dagen med at være en rejsedag. Morgenen gik med at pakke. Vi kom – helt uvant for os – af sted en del tidligere end nødvendigt for at nå flyet. Derfor gjorde vi køreturen til en ekstra sight seeing.

Først besøgte vi Lahaina – den by, der ligger blot 5 km syd for, hvor vi boede, men som vi ikke havde taget os tid til at besøge. Højdepunktet fra den lille byvandring var det enorme banyan tree, der fylder hele torvet. Jonas konstaterede straks, at det var noget nær det perfekte klatretræ. Desværre var det forbudt at klatre på det fantastiske træ, så vi nøjedes med at se på det. Det er kendetegnet ved at sende noget, der ligner rødder, ned fra selv de højeste grene. På dette gamle træ var disse rødder imidlertid vokset til tykke stammer, så ved første indtryk ligner det, at det er en hel lille skov.

Da vi kørte videre havde vi stadig god tid, så vi besluttede os for at besøge et gammelt tempel, der eftersigende skulle ligge ganske tæt på lufthavnen. Det lød lidt Indiana Jones agtigt at finde det gamle tempel halvt skjult i regnskov. Nu var det nu ikke mere skjult end, at vores gps kendte det under ”turist attraktioner”, så vi tænkte, at det blev en nem lille tur. Vejen dertil viste sig imidlertid at være meget kringlet og blev nok ikke nemmere af, at Jakob mente, at han med sin gode stedsans lige kunne finde en smutvej trods gps’ens protester. Efterhånden som vi nærmede os havde vi ventet at se skilte til dette spændende tempel. Men det var der ikke. Endelig næsten fremme (Jakob endte med at overgive sig og følge gps’ens anvisninger) blev vi mødt af en afspærret og tilgroet vej, der skulle lede op til det, som vi nu gav tilnavnet ”The Lost Temple”. Havde vi ikke haft en flyafgang to timer senere, havde vi nok begivet os videre til fods, men nu måtte vi vende om med uforrettet sag, men en hel del grin rigere.

Mens Jakob afleverede udlejningsbilen vejede Mette taskerne og justerede lidt på oppakningen, så vi kunne tjekke vores to rygsække ind med vægt på 50,0 og 49,9 pund, så vi igen undgik overvægtsbetaling. Med håndbagagen lidt tungere end planlagt slappede vi af i lufthavnen. Vi fandt en plads med udsigt til landingsbanen, hvor Kasper begejstret kunne følge med, når fly og helikoptere landede. Efter kort tid kunne han konstatere, at nu landende vores fly. Og ganske rigtigt, så taxiede det hen til os.

Efter en meget kort flyvetur landede vi på Big Island og brugte så den næste time i kø for at få udleveret vores bil hos Dollar. Vi fik igen en jeep med 4-hjulstræk, så vi er forberedt til lidt af hvert.

Vi ankom til vores lejlighed ved 16-tiden efter have brugt næsten hele dagen på den korte rejse. Lidt frustrerende. Til gengæld er lejligheden skøn. Da vi var her i 2005, boede vi på Outrigger Keahou Beach Resort, der lå lige ved siden af den fantastiske Kahaluu Bay, hvor vi første gang så og svømmede med havskildpadder. Det har vi været bfacineret af lige siden. Vi havde en fantastisk tid der og det er da også det første sted fra vores rejser, vi har forsøgt at komme tilbage til. Hotellet er imidlertid lukket nu. I stedet havde vi fundet The Beach Villas og Kahalu’u, der ligger næsten samme sted. Her har vi lejet en 3-værelses penthouse-lejlighed med udsigt over Kahaluu Bay til den ene side og bjergene til den anden.

Vi hoppede i swimming poolen, der var så lun, at også Kasper kunne lege med længe uden at blive kold. Godt sultne kørte vi de 4-5 km til Kailua-Kona for at spise. Vi fik aftensmad på McDonalds med udsigt til solnedgangen.

Mere snorkling - og delfiner

Vi fandt Mauis bedste strand i dag med fint sand, skyggefulde pladser, dejligt vand, smukke koralrev – og en flok delfiner lige ud for bugten.

Vi kørte nordpå i dag for at lede efter en god strand. Trods det makabre navn: Slaughterhouse Beach er stranden ved Mokule’ia Bay fantastisk. Den ligger smukt omkranset af klipper og træer, hvilket betyder, at vores stadig noget solskoldede kroppe kan slappe af i skyggen. Sandet er blødt og fint – også i vandet lige ud for stranden, så man kan svømme og Kasper kan lege uden at slå sig på klipper.

Men det er under vandets overflade, at det bliver helt fantastisk. På grund af de store klippefremspring i hver side af bugten er vandet roligt og meget klart – selv længere ude, hvor det blev 10-20 meter dybt.

Drengene gik straks i gang med et projekt – måske inspireret af den store Coulee Dam vi havde set tidligere på rejsen. I hvert fald blev der gravet, bygget sandvolde og bølgebrydere. Mette og Jakob tog en snorkeltur sammen i det klare vand og blev mødt af et væld af små og store fisk – bl.a. Jonas’ yndlingsfisk; papegøjefisken. Jakob fandt en hvid muræne med sorte pletter. Der var kuffertfisk, picassofisk, aftrækkefisk, nålefisk, trompetfisk og mange flere, som vi slet ikke kender navnene på. På vej retur til land mødte vi en havskildpadde, som svømmede forbi med få meters afstand uden at tage notits af os.

Tilbage på stranden igen var bygge-entusiasmen hos drengene faldet lidt eftersom bølgerne hele tiden åd sig ind på byggeriet. Nogle kunne måske mene, at de havde bygget for tæt på vandet, men en dæmning skal nu engang bygges der, hvor vandet er.



Jakob tog med Nikolaj og Jonas ud, så Jonas fik set sine papegøjefisk. Nikolaj fandt en stime fisk, der lå tæt på rad og række på bundet. Han og Jonas blev enige om, at det måtte være en skoleklasse.

Vi mødte tre havskildpadder. De to slappede af, mens den sidste var ved at bide lidt i en søpølse. Det var en fantastisk oplevelse at svømme emd dem i det rolige, klare vand. Se dem "svæve" op til overfladen for at få lidt luft. Rense luffer og spise. Vi lå længe i vandet omkring dem og til sidst blev den ene tilsyneladende så tryg ved os, at den svømmede helt hen til os, så vi endte med at måtte svømme væk fra den.

Vi fortsatte ud langs bugtens højre rev og helt ud til den yderste klippespids. Her var en del dybere og fisketimerne større.

Vi kunne pludselig se en lille flok delfiner, der svømmede rundt ca. 50-75 meter længere ude. Vi nøjedes dog med at nyde dem fra denne afstand, da vi tidligere er blevet lidt overraskede over strømforholdene uden for de beskyttede bugter. Men det var sjovt at være så tæt på, at man kunne have være svømmet lige over til dem.

Eftermiddagen bød på velfortjent afslapning på hotellet. Jakobs arme var i hvert fald lidt trætte efter godt tre timer i vandet. Og så pakkede vi ned igen, da rejsen i morgen går videre til øen Hawaii (Big Island) syd for Maui.

Vi sluttede dagen af sammen med at se Find Nemo – meget a pro pos dagens oplevelser.