Det var en lang dag at nå helt frem, men bortset fra forsinkelsen med at komme af sted med flyet forløb alt fint. Kasper var enormt spændt på flyveturen og grinte og jublede da flyet lettede. Det er selvfølgelig en lang flyvetur for specielt børnene at sidde stille. Men turen gik godt – dejligt at flyve direkte uden mellemlandinger – og der blevet læst, leget og spillet undervejs. Selv flymaden fik rosende ord med på vejen, da der var mad-pandekager til aftensmad. Og alle fik en lur, så vi var friske da vi ankom til Newark airport.Her måtte vi igen konstatere, at det ikke er så nemt at rejse med en familie på fem. De gule taxier har ikke plads til os alle og da vi ikke lige kunne finde større taxier (og var for nærrige til at tage to) smuttede vi bare hen til togstationen. Det var imidlertid ikke helt så nemt. Ikke mindre end fire forskellige tog måtte vi med. Det var de fleste af os godt trætte af. Undtagen Kasper, der fortalte, at han helt sikkert ville med det samme tog næste gang han kom til USA.
Men efter at have brugt næsten to timer fandt vi frem til hotellet. Den sidste gå tur med tung bagage kombineret med konsekvenserne af 6 timers tidsforskel gjorde alle lidt trætte. Og særligt Jonas var i dårligt humør. Men kun til vi ankom til hotellet og receptionen fandt en pakke frem til os; hans iPod som han har fået i fødselsdagsgave – men først til levering når vi kom til USA. Han lyste helt op. Det gode humør smittede hans brødre og snart hoppede de rundt i sengene på hotelværelset.
Vi spiste aftensmad på den aller nærmeste restaurant. En italiensk af slagsen ca. 20 meter fra hotellet. Efter en hurtig middag gik vi hjem i seng. Der skulle kun en kort godnathistorie til før børnene sov. Det samme gjaldt Mette, mens jeg lige hænger oppe lidt endnu (for at skrive denne blog).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar