lørdag den 29. juni 2013

Mississippi River og Det Lille Hus På Prærien

Vi kørte hele dagen langs Mississippi River med afstikkere ind i landet i både Wisconsin og Minnesota til bl.a. Det Lille Hus På Prærien.

Dagen startede gråt og skyet men dog i det mindste tør efter gårsdagens heftige regnvejr. Vi forlod vores lidet charmerende overnatningsplads på Walmart parkeringspladsen tidligt. Alle bortset fra Mette, der var vågnet når kunderne parkerede bilerne med motor og radio tændt mens de handlede i nattens løb, havde nu sovet fint her.

Efter få kilometer nåede vi La Crosse, hvor vi kørte fra motorvejen og ind på den 400 km lange ”Great River Road”, der løber langs (en lille del af) Mississippi River. Det var en super flot tur med den brede flod til den ene side og smukke bakker, skove og småbyer på den anden.

Det meste af vejen kørte vi på Minnesota-siden (syd for floden), men vi krydsede over et par gange til den nordlige side. Her (i Wisconsin) er landskabet helt anderledes. Upper Mississippi breder sig i et meget bredt bælte – vel mindst en kilometer – med moser, småfloder og marsk. For så at blive klassiske landbrugsland – majsmarker er klart det mest udbredte. Det er sjovt som der er forskel på de to sider af floden.

Det er også på Wisconsin-siden, at Laura Wilders’ barndomshjem ligger (Det er rimelig svært at finde – formentlig fordi byen hellere ser, at man besøger det lokale Peppin Historical Museum. Man kører til Peppin og finder et lille skilt i vejkanten, som man følger godt 10 kilometer nordvest.) Her står en genopført kopi af det hus, som inspirerede forfatteren til bøgerne om Det Lille Hus På Prærien. Hyggeligt at se – selv om Mette og Jakob måtte konstatere, at selv om det gav mange minder for os og vores barndomslege, så har vi ikke fået bragt det videre til vores børn. Det sagde i hvert fald ikke dem så meget – andet end at de slet ikke kunne forstå, hvordan de dengang kunne bo så mange mennesker i et hus på størrelse med vores køkken. Men de kunne genkende byggestilen i bjælkehuset fra legehuset på Hudekær, som Jakob og Mikkel byggede med morfar/oldefar – inspireret af historier som Det Lille Hus på prærien, Nybyggerne i Canada etc.

Videre gennem marker i Wisconsin stødte vi på den lille by Maiden Rock. En lille western-by med 10 huse samt en saloon, bank, gas-station og bedemand. Byen henlå helt stille – vi ventede nærmest, at en skudduel mellem skurken og sheriffen kunne bryde ud hvert øjeblik.

Herfra gik turen igen over til Minnesota-siden. Men det gik ikke uden problemer for den første bro var lukket. Vi krydsede dog floden inden vi nåede byen Red Wings, der har en høj bakke med udsigt over flod-deltaet og dalen. Her på toppen spiste vi en hyggelig frokost.

Turen fortsatte langs floden direkte til St Paul – den ene af de såkaldte ”twin cities” (den anden er Minneapolis). Vi nåede en kort rundtur i byen mens vi vaskede tøj. Hyggelig by – særlig bemærkelsesværdig er de mange glas-gangbroer mellem husene, der er etableret for, at indbyggerne kan bevæge sig gennem byen uden at komme udenfor i de meget kolde vinter-måneder.

Vi endte sent på en overnatningsplads i Willow State Park, hvor vi hyggede med at riste skumfiduser over bål. Som det meste andet her i USA er også skumfiduser mindst fire gange så store som hjemme. Det bliver til meget klister i hænderne på Kasper… Nikolaj og Jonas brugte den ene af deres skumfiduser til at spille bold.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar