Vi overnattede – for første og helt sikkert også sidste gang – på et motel, selv om vi havde autocamperen med os. Det skyldtes, at der ikke lige er campingpladser nær Chicago, hvor vi var til sent aftenen før. Men det blev et dyrt besøg. På vej ud fra motellet om morgenen havde Jakob nok at gøre med at få autocamperen ud uden at ramme de mange parkerede biler og lastvogne, men overså et udhæng på motellets tag. Det resulterede i en ødelagt vindskede på huset og – værre for os – et ordentligt hul i autocamperens øverste del – ind til det rum Nikolaj og Jonas sover i om natten. Fu…
Vi kontaktede Cruise America, der varetager forsikringssagen i forhold til motellet. En ting er, at det er surt økonomisk, da vi har 1000$ i selvrisiko – de er vist røget. Men det er en skade, der kræver en del pladearbejde og lakering, så det ærgerligste var sådan set, hvis det skulle koste os flere dages pause i rejsen. Vi aftalte med Cruise America, at vi fortsætter rejsen og at de så må påregne ikke at kunne leje den ud lige med det samme, når vi returnerer den. Jakob har så lappet hullet med gaffatape, så nu er vi på farten igen. Vi kørte nordpå fra Chicago af motorvejen, men drejede fra østpå ud til Michigan Lake, hvor vi passerede Racine – en lille forstadsby med godt 80.000 indbyggere. En by der i vores danske guidebog mest er kendt for at være beboet af danskere og næsten helt dansk. Det var nu svært at se, men vi fandt det lille område i byen, som blev kaldt Kringleville pga de danskere bagere. Vi nåede både at besøge Larsen’s Bakery og Bendtsen’s Bakery. Nikolaj, Jonas og Kasper fandt noget der mindede lidt om deres favorit bagerbrød fra deres besøg hos mormor/morfar og farmor/Morten; rosenbrød.
Turen fortsatte nordpåtil det relativt upåagtede Kettle Morraine State Forrest. Ikke noget vi kunne finde særlig meget info om i hverken guidebog eller på nettet, men det lød til at der var mulighed for gode vandreture i skovene.
Det viste sig at være et rigtig godt valg. Vi ankom til parken, hvor man betaler for adgangen ved at lægge en registreringsseddel og en 10$-seddel i en postkasse og så har man adgang til hele parken samt kort over vandrestier m.v. Vi parkerede og gjorde klar til vandretur – hvorefter det begyndte at regne. Og lige som med næsten alt andet herovre, så er også regnvejr større og vildere end i Danmark. Så ja, det øsede ned. På med regnjakkerne og af sted. 
Vi valgte en lille tur på 1½ mile (godt 2 km) og traskede af sted næsten i ly for regnen under træernes kroner. Efter lidt tid blev det tørvejr og vi kunne pakke regntøjet væk. Og så var det tid til fangelege og gemmeleg i den hyggelige skov. Kasper var dog ikke i særlig godt vandre-humør, så han udførte en længere ”sit-down strike” på en skovsti. Men heldigvis kom han i tanke om, at når gå-benene er trætte, så kan man bare bruge løbe-benene i stedet. Så gik det godt et stykke tid i vild jagt med Jakob i hånden efter Nikolaj og Jonas. Og når løbe-benene også blev trætte kan de jo heldigvis lades op med en svingtur hos mor eller far.Tilbage til autocamperen kørte vi mod en overnatningsplads i parken. På vejen så vi dog en hyggelig skovsø (Rice Lake) med græsplæne, picnic-bord og en lille legeplads. Så er det genialt at have hele huset med sig. For vi slog os bare ned her. Legede, slappede af og udforskede området. Aftensmaden tilberedte vi også her. Friske majs fra Wisconsins marker og madpandekager. Vi sluttede af med is til dessert ved søen, mens solen gik ned.
I USA er der desværre ikke ”allemandsret”, så man må ikke bare overnatte sådanne steder. Da vi nærmede os sengetid kørte derfor vi til overnatningspladsen. Den lå gemt godt af vejen inde i skoven, hvor vi havde en plads helt for os selv. Jonas og Nikolaj læste godnathistorie for Kasper. Det er herligt som de tre brødre hygger sig sammen på denne her tur. Det er lige som vi håbede, at det ville gå. Vi faldt i søvn til skovens lyde og de sjove lysglimt i skoven fra han-ildfluer, der søger mager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar