søndag den 23. juni 2013

En lang køredag langs Lake Erie

Smuk natur og lange highways. I dag var en køredag. Mere end 400 km syd om ”The Great Lakes”.

Vi forlod campingpladsen ved Niagara Falls om morgenen. Kørte syd på gennem Canada indtil vi krydsede grænsen ved Buffalo. Grænsevagten kiggede underligt på os, da vi fortalte, at vi skulle hele vejen til Seattle. Den reaktion har vi oplevet flere steder. Selv om de er vant til lange afstande her, så mener de fleste vist, at det at krydse landet heroppe uden at flyve er lidt tosset.

Selve byen, Buffalo, var der nu ikke så meget ved. Mest stolte er de tilsyneladende selv ved at være arnested for ”buffalo wings” til den amerikanske kogekunst. Det var stadig formiddag, så det lod vi os ikke friste af trods de mange reklamer for ”the original wings from Buffalo”.


Ved Buffalo sluttede også kørslen langs Ontario Lake, men kort efter kom den endnu større Lake Erie i syne. En enorm sø. Vi kørte langs søen de næste 300 km. Bedst indtryk fik vi ved en af vores pauser i Lake Erie State Park. En meget hyggelig naturpark næsten helt perfekt til en pause på en varm dag. En legeplads, hvor alle kunne få rørt sig og en smuk strand ud til søen, hvor drengene byggede sandslot. Udsigten over søen er imponerende.

Da vi stod ved søbredden undrede Nikolaj sig og kunne ikke forstå, at vi blev ved at kalde det en sø, for den var da lige så stor som et hav. Den er også vildt stor. Vel omkring 400 km lang og 100 km bred. Men når stedet kun var ”næsten perfekt” skyldtes det, at selv om stranden var indbydende var badning desværre forbudt. Vandet virkede også ret forurenet – særligt ud for den kæmpe kloak, der havde udløb her. Øv. Vi kunne godt have brugt en dukkert for der er over 30 grader varmt.

Herfra kørte vi på motorvejen det sidste stykke til Cedar Point, hvor vi i morgen skal i det store tivoli-land.

Vi bor på campingpladsen Cedar Point Camper Village få hundrede meter fra parken. Vældig smart, da vi regner med at være der hele dagen i morgen, men også en meget kedelig campingplads. Så vi brugte aftenen på at ”se biograf” på vores to 7” skærme i campingvognen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar